LPA  -  Landsplanafdelingen 

     Om planlægning        Om Landsplanafdelingen 

Forside    Nyheder     Kalender      Publikationer      Oversigt      Links      Søg

Planlovens moderne historie 

- hovedtræk i udviklingen i siden 1970'erne 

Planlovsreformen fra 1970'erne tog i høj grad udgangspunkt i kommunalreformen fra 1970 og dens principper om opgavefordelingen mellem stat, amter og kommuner, ligesom reformen indebar indførelse af offentlighedsregler for de forskellige planer.

Planreformen omfattede især by- og landzoneloven fra 1969, lov om lands- og regionplanlægning fra 1973, lov om regionplanlægning for hovedstadsområdet fra 1973 og den samtidige lov om Hovedstadsrådets etablering samt lov om kommuneplanlægning fra 1975. Denne samlede lovgivning blev konsolideret og udbygget i slutningen af 1970'erne og i begyndelsen af 1980'erne.

Decentraliseringsinitiativer i 1980'erne
Fra midten af 1980'erne blev forskellige decentraliseringsinitiativer sat i gang, bl.a. frikommuneforsøg. Arealudvalgets delbetænkning (september 1985) medførte at en række sektorplaner ikke længere skulle godkendes af de statslige myndigheder, men alene i forbindelse med godkendelse af regionplaner. Arealudvalget blev nedsat bl.a. på baggrund af Finansministeriets planredegørelse 3 fra 1983 og fik til opgave at analysere den lovgivning der knyttede sig til reguleringen af fast ejendom på miljøministeriets område. I perioden blev også vedtaget visse skærpelser af regionplanlovgivningen, bl.a. regler om detailhandelslokaliseringer i 1987 og om VVM-vurderinger (Vurdering af Virkninger på Miljøet) i 1989.

Den moderne planlov fra 1991
Planloven (lov om planlægning) blev fremsat i 1990 som led i den samlede miljølov-reform der tilsigtede en modernisering og forenkling af en række centrale miljø-, natur- og planlægningslove. Loven blev vedtaget i 1991 og trådte i kraft i 1992.

Der er siden gennemført en række større eller mindre ændringer af planloven: I 1994 vedr. kystområder, i 1997 vedr. detailhandelsplanlægning, i 1999 vedr. regionplanlægningen mv. i Hovedstadsregionen pga. etableringen af Hovedstadens Udviklingsråd, i 2000 vedr. kommuneplanlægning og Lokal Agenda 21, i 2001 vedr. kolonihaver (inkl. selvstændig lov), i 2002 vedr. dannelsen af Bornholms Regionskommune og i 2002 vedr. landzoneadministration og detailhandelsplanlægning.

Aktuelle planlov 
Planloven (seneste lovbekendtgørelse nr. 883 fra den 18. august 2004 af lov om planlægning) er udtryk for en sammenskrivning, ajourføring og forenkling af den hidtidige lovgivning om den fysiske planlægning mv., og den bygger fortsat på de samme principper (kommunalreformen fra 1970, rammestyring, decentralisering og offentlighedsregler). Med loven fordeles ansvaret for den sammenfattende planlægning mellem miljøministeren, amtsrådene/Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), Bornholms Regionskommune samt kommunalbestyrelserne.

Lovens formål er at sikre at planlægningen forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelse af dyre- og planteliv.

Loven fastholder at planlægningen sker i form af amtslige regionplaner og kommunale kommune- og lokalplaner der alle bliver udarbejdet under inddragelse af offentligheden (høringsregler mv.). Miljøministeren og andre statslige myndigheder er tillagt forskellige beføjelser, men i modsætning til tidligere (før 1992) er der ikke krav om statslig godkendelse af regionplaner. Det er udtryk for en yderligere decentralisering af planlægningen i forhold til tiden før 1992. Endvidere opretholder loven at landet er opdelt i landzoner, byzoner og sommerhusområder.

Klager over amtsrådenes/HUR's, Bornholms Regionskommunes og kommunalbestyrelsernes afgørelser er efter loven henlagt til Naturklagenævnet.

Plansystemet
Danmark har således et - i forhold til andre lande - enkelt og klart planlægningssystem med en stærk decentraliseret opgave- og ansvarsfordeling, og zonebestemmelserne sikrer i den forbindelse opdelingen mellem land og by, så spredt og ukontrolleret bebyggelse mv. ikke finder sted i det åbne land.

Planlægningssystemet er over årene indarbejdet i et samarbejde mellem de tre niveauer (stat, amter, kommuner). De sammenfattende og "tværsektorielle" planer i amter/HUR, Bornholms Regionskommune og kommuner sikrer at koordination og afvejning finder sted, og planerne giver samtidig disse myndigheder lovmæssig baggrund til at fastlægge mulige ønskede prioriteringer og udviklingsforløb. Planerne giver også baggrund for at tage stilling til konkrete projekter og ansøgninger der måtte komme fra privat eller offentlig side, herunder også i forbindelse med de stadigt øgede internationale relationer, specielt i forhold til EU.