LPA  -  Landsplanafdelingen 

   

     Om planlægning        Om Landsplanafdelingen 

Landskab med gård og vand. Fotograf: LPA, Kirsten Klein

Forside    Nyheder     Kalender      Publikationer      Oversigt      Links      Søg

. .. . .. .
.

Introduktion til Planloven 

Baggrund og udvikling
Kommunalreformen i 1970

Politiske processer

Planloven er et værktøj

Planloven fordeler ansvaret for planlægningen i Danmark mellem miljøministeren, Hovedstadens Udviklingsråd, Bornholms Regionsråd, amtsrådene og kommunalbestyrelserne. 

Lovens baggrund og udvikling
Den nuværende planlov trådte i kraft i 1992, men den er naturligvis baseret på flere årtiers planlægningserfaringer og lovgivning.

Som i mange andre lande nærmest eksploderede byerne i Danmark i vækst og nybyggeri i perioden fra 2. verdenskrig til midten af 1980'erne. Nye store kvarterer blev etableret uden for de historiske bykerner. Industrialiseringen af byggeriet og den øgede velstand muliggjorde en hidtil ukendt vækst i boligstørrelsen og erhvervsarealet pr. person.

I samme periode udviklede den danske planlægningstradition sig kraftigt. Indtil midten af 1970'erne blev byvæksten reguleret af byudviklingsudvalg som i særlige byudviklingsplaner udlagde zoner til ny byvækst. Kommuner udviklede en dispositionsplanlægning for byerne, og flere   steder i landet blev der på frivillig basis udarbejdet egns- og regionplaner.

Kommunalreformen i 1970
Antallet af kommuner og amter blev reduceret betydeligt ved den kommunale inddelingsreform i 1970. En væsentlig del af den offentlige sektors aktiviteter blev placeret under kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes ansvar. Kommunalreformen betød også at Folketinget i begyndelsen af 1970'erne kunne vedtage nye planlove som etablerede det nuværende plansystem. 

Planloven baserer sig således på grundelementerne om decentralisering af beslutningskompetencen og inddragelse af borgerne fra planlovsreformen i 1970'erne. Den nuværende planlov fra 1992 er en sammenskrivning og modernisering af 1970-lovene.

Politiske processer
Indholdet er det afgørende i enhver planbeslutning. Det er beslutningerne om hvor der må bygges hvad, hvor vejen skal gå, og hvor eksisterende bykvaliteter eller landskaber skal beskyttes, der tæller. Gennem planlægningen formes de omgivelser som vi fremover skal se på og færdes i. Derfor er den politiske beslutningsproces med offentlig debat og afvejning af forskellige interesser ofte meget spændende.

Principperne om bæredygtig udvikling med udgangspunkt i bevaringen og udviklingen af de lokale miljøkvaliteter har afløst tidligere årtiers mere vækstorienterede planlægning.

Planloven er et værktøj
Den danske planlov kan karakteriseres som et godt "værktøj", som mange lande misunder os. Et godt værktøj sikrer imidlertid ikke i sig selv gode resultater, men det er til gengæld en af de fundamentale forudsætninger for en god planlægning.

 

. Planlægning i DK

Introduktion til Planloven

Planlovens moderne
historie


Klagemuligheder

. . . . .

Landsplanafdelingen, Skov- og Naturstyrelsen, Haraldsgade 53, 2100 København Ø, tlf. 39 47 20 00, e-post: sns@sns.dk