|
|
. |
LandsplanNyt 43 - juni 2003
Artikler:
Delbetænkning fra regionplanudvalget om
kystnærhedszonen
Opfølgning af regeringens landsplanredegørelse
Ny lovgivning om byomdannelse
Nye retningslinjer for jordbrugsparceller
Anmeldeordning for husdyrbrug - VVM
Team-organisering i Landsplanafdelingen
Ny hjemmeside til planlægningen
samt notitser
Delbetænkning om kystnærhedszonen
Regionplanudvalgets delbetænkning indeholder bl.a. anbefalinger
om lovændringer om byudvikling og nye sommerhusområder i kystnærhedszonen.
Regionplanudvalget har afleveret sin delbetænkning til miljøministeren
medio juni. Miljøminister Hans Chr. Schmidt har kvitteret for delbetænkningen,
og siger: “Jeg ser frem til debatten om udvalgets overvejelser og
anbefalinger til den kommende planlægning for kystområderne. Når vi
har haft en god debat de kommende måneder om emnerne i betænkningen,
vil jeg vurdere, om der er grundlag for at fremsætte et lovforslag om
ændring af planloven”.
Byudvikling i kystnærhedszonen
2 af udvalgets anbefalinger kan nemlig kun gennemføres med lovændring.
Den ene er at udvalget anbefaler at der overvejes en justering af lovens
nuværende bestemmelse om byudvikling i kystnærhedszonen i § 5 b, stk.
1, nr. 1. Ændringen skal understrege muligheden for at nødvendig
byudvikling kan foregå når udviklingen er begrundet i grundig og
sammenhængende planlægning.
Planlægning for sommerhusområder
Den anden er at udvalget anbefaler at der åbnes op for udlæg af nye
sommerhusområder i kystnærhedszonen i visse dele af landet. Nye
sommerhusområder skal begrundes i regionale strategiske overvejelser om
rekreation og turismens erhvervsudvikling. Det anbefales at udlæggene
sker efter en lovændring der giver miljøministeren mulighed for at
tillade regionplanmyndighederne at fremlægge forslag til
regionplanretningslinjer for nye områder i kystnærhedszonen.
Ministerens tilladelse kan evt. gives på nærmere angivne betingelser.
Byernes regionale roller
Herudover har udvalget en række anbefalinger til den kommende planlægning.
Bl.a. forud for både udlæg af nye sommerhusområder og byudvikling i
kystnærhedszonen.
Udvalget anbefaler at regionplanmyndigheden gennem dialog med de lokale
myndigheder og organisationer skaber overblik over byernes regionale
rollefordeling i regionplanlægningen. Miljøministeren bør tilskynde
til denne dialog i det fremtidige samarbejde med - og mellem - de
regionale og lokale myndigheder. Desuden anbefaler udvalget en række
konkrete principper for byudvikling i kystnærhedszonen.
Landskabet, naturen og erhvervene
Udvalget anbefaler at der fortsat bør vises tilbageholdenhed med
bebyggelse og anlæg i kystlandskaberne, især ved de ubebyggede kyster
og i de åbne kystkiler. Regionplanmyndighederne bør være opmærksomme
på at der i Regionplan 2005 bør skabes et godt grundlag for at
administrere det åbne land. Regionplanens retningslinjer bør være så
konkrete at de regionale forhold og hensyn i det åbne land ikke kan
misforstås.
Regionplanmyndighederne bør også overveje om der er anledning til at
fastsætte retningslinjer for beliggenheden af store stalde der kræver
landzonetilladelse. Hensyn til kystlandskaberne vil kunne inddrages
heri.
Zonering bør fastholdes
Udvalget har drøftet zonering som metode. Udvalget anbefaler at den gældende
3 km kystnærhedszone fastholdes. Der er i udvalget enighed om at det
ikke er ønskeligt at gå fra en 3 km bred kystnærhedszone til en
differentieret planlægningslinje fra fx 1 til 15 km.
Det væsentlige er ikke en udpegning i sig selv, men derimod den
regionale analyse af hvilke arealer der kan planlægges nye aktiviteter
for, og hvilke arealer der skal friholdes.
Rekreative muligheder
Udvalget har en række overvejelser og anbefalinger der kan inddrages i
en evt. kommende regionplanlægning for sommerhusområder. Nye
sommerhusområder skal bl.a.:
• Begrundes i regionale strategiske overvejelser om rekreation og
turismens erhvervsudvikling.
• Generelt placeres så de indgår i samspil med de eksisterende
sommerhusområder og/eller eksisterende bysamfund og større ferie- og
fritidsbebyggelser.
• Udlægges under hensyn til begrænsningerne i sommerhusprotokollen.
Kystnære havområder
Udvalget har herudover andre overvejelser og anbefalinger om bl.a.
eksisterende sommerhusområder i landzone, om eksisterende sommerhusområders
overgang til byzone, udviklingspotentialet i at rydde op i uudnyttede
arealudlæg til ferie- og fritidsanlæg, samt en opfordring til en
analyse af mulighederne for at tidsbegrænsede, uudnyttede arealudlæg i
region-, kommune- og lokalplaner.
Udvalget anbefaler at en evt. beslutning om udvidelse af regionplanlægningen
til de kystnære havområder udskydes til anden fase af udvalgets
arbejde. Amtsrådsforeningen supplerer anbefalingen med at der bør ske
en udvidelse af regionplanlægningen til de kystnære havområder.
Delbetænkningen kan ses på www.lpa.dk og på
udvalgets hjemmeside: www.regionplanudvalget.dk.
Regeringens landsplanredegørelse
Landsplanredegørelsen fokuserer på fysisk planlægnings samspil
med den regionale udvikling.
Redegørelsen blev oversendt til Folketinget den 2. maj 2003 og udgivet
samme dag. Det skete efter en omfattende høring og debat på bl.a. 5
debatmøder i Esbjerg, København, Aalborg, Århus og Odense. Her blev
det debatteret hvad der kan gøres for at fremme den regionale udvikling
i alle dele af landet, skabe balance mellem by og land, og hvordan planlægning
og samarbejde kan bidrage til en afbalanceret udvikling der bygger på
hvert enkelt områdes særpræg og kvalitet.
Debat om balancen
Miljøministeriet modtog i alt 112 høringssvar til forslaget til
landsplanredegørelse. Høringssvarene indgik i udarbejdelsen af den
endelige landsplanredegørelse. De er især afspejlet i det indledende
afsnit om hovedsynspunkter og initiativer, samt kapitel 1, ”Balancen
bliver udfordret”. Svarene viste at der er generel tilslutning til
redegørelsens budskab om at fysisk planlægning kan bidrage til en
balanceret udvikling. Der var også bred opbakning til at en koordineret
indsats er nødvendig. Der skal bygges bro mellem yderområderne og de
større byer, og byerne må tage et medansvar for at væksten også
flyttes til yderområderne.
Regional vækststrategi
Det er et vigtigt signal at landsplanredegørelsen er koordineret med
regeringens regionale vækststrategi og regionalpolitiske redegørelse,
og blev udgivet samme dag som disse.
Regeringen fremhæver i vækststrategien at der skal gives en økonomisk
håndsrækning til de områder som oplever størst risiko for
fraflytning og afmatning. Regeringen foreslår også at yderområderne
opretter regionale vækstfora hvor relevante ministerier aktivt kan
bidrage til at udvikle det regionale initiativ.
Statslige initiativer
Regeringen igangsætter nu flere geografisk specifikke dialogprojekter
som skal bidrage til at styrke de regionale vækstvilkår såvel i
yderområderne som andre steder. Den fysiske planlægning vil spille en
væsentlig rolle i dialogprojekterne.
Landsplanredegørelsen følges også op af andre projekter og analyser
der skal føre til en yderligere målrettet indsats i senere
dialogprojekter.
Statens mange initiativer skal bidrage til at understøtte en balanceret
regional udvikling. Men det skal understreges at en balanceret udvikling
i Danmark kræver en langsigtet og koordineret indsats af alle relevante
parter. Dialogprojekterne er et første skridt ad denne vej.
Ny lovgivning om byomdannelse
Folketinget har i maj 2003 med et meget bredt flertal vedtaget en
ændring af planloven som skal gøre det lettere at omdanne ældre
erhvervs- og havneområder til ny anvendelse.
Den 1. juli 2003 træder ændringen af planloven i kraft. Miljøstyrelsen
udsender samtidig en vejledning om ekstern støj i byomdannelsesområder.
Ændret erhvervsstruktur
Baggrunden for lovændringen er ændringerne i erhvervsstrukturen disse
år. Nogle produktionsvirksomheder flytter til nye erhvervsområder,
andre lukker eller flytter ud af landet og havneaktiviteten samles på færre
havne. De nye virksomheder der kommer til, har typisk en karakter der gør
at de ikke behøver at ligge i egentlige erhvervsområder, men kan
integreres i blandede byområder.
Tidligere erhvervs- og havneområder rummer et stort potentiale for at
udvikle levende og mangfoldige bydele i samspil med de eksisterende
byområder. Under forberedelsen af lovforslaget blev der i ca. 40
kommuner identificeret omkring 170 områder – i alt ca. 2.700 ha –
hvor en omdannelse enten er i gang, eller hvor der potentielt vil kunne
ske en omdannelse.
Byomdannelsesområder
Efter lovændringen kan kommunerne udpege byomdannelsesområder i
kommuneplanen. Et byomdannelsesområde er et område hvor anvendelsen af
bebyggelse og ubebyggede arealer til erhvervsformål, havneformål eller
lignende aktiviteter skal ændres til boligformål, institutionsformål,
centerformål, rekreative formål eller erhvervsformål, der er
forenelige med anvendelse til boligformål.
Byomdannelsesområdet skal afgrænses sådan at langt den overvejende
del af den hidtidige anvendelse til miljøbelastende erhvervs- og
havneformål er ophørt eller under afvikling.
Lovændringen giver kommunen mulighed for at fastsætte rækkefølgebestemmelser
i kommuneplanen. Kommunen kan fx fastsætte en rækkefølge for
om-dannelsen hvis der er flere potentielle omdannelsesområder, eller
hvor et større område ønskes opdelt i flere mindre byomdannelsesområder.
Rækkefølgebestemmelserne kan også benyttes til at prioritere en
byomdannelse fremfor at inddrage nye arealer til byformål.
Støjproblemer
En af barriererne for en byomdannelse er støjen fra resterende miljøbelastende
virksomheder. Lovændringen indfører en overgangsordning som giver
mulighed for at byomdannelsen kan gå i gang selvom et område er støjbelastet.
Overgangsordningen indebærer at nye beboere i området i en periode må
tåle en højere støjbelastning end det ellers forventes i nye boligområder.
De tilbageværende virksomheder får med overgangsperioden en frist til
at indstille sig på de ændrede forhold. Hvis der ligger virksomheder
hvor det ikke er praktisk muligt at dæmpe støjen tilstrækkeligt, må
planlægningen lægges tilrette efter det.
Nye lokalplaner
I byomdanelsesområder med virksomheder som er under afvikling, eller
virksomheder hvor der er muligheder for støjdæmpning kan der laves
lokalplaner der udlægger et område til støjfølsom anvendelse, selvom
området aktuelt er støjbelastet. Det er en betingelse at støjbelastningen
er bragt til ophør i løbet af en periode der ikke væsentligt
overstiger 8 år efter at den endeligt vedtagne lokalplan er
offentliggjort. Lokalplanforslaget skal indeholde en redegørelse for
hvordan støjen vil blive nedbragt. Hvis den forudsætter at der skal
stilles krav om støjdæmpning af eksisterende virksomheder skal redegørelsen
indeholde nærmere oplysninger om grundlaget for vurderingen, og
oplysningerne skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med
virksomhederne.
Miljøstyrelsen anbefaler at der i påbud om støjdæmpning tages
udgangspunkt iet sæt vejledende støjgrænser som i overgangsperioden
er lempet med 5 dB i for-hold til de sædvanlige grænseværdier.
Overgangsordningen er beskrevet i den nye vejledning fra Miljøstyrelsen.
I øvrigt behandles virksomhederne efter de sædvanlige regler i miljøbeskyttelsesloven.
Efter lovændringen skal en lokalplan for et byomdannelsesområde med
havnearealer indeholde bestemmelser der sikrer offentlighedens adgang
til vandet, og der kan i en sådan lokalplan fastsættes bestemmelser om
oprettelse af grundejerforeninger.
Mere information: www.lpa.dk, under menupunktet”Byomdannelse”.
Kommunerne har fået bedre muligheder for at udarbejde lokalplaner
for jordbrugsparceller.
Udvikling og gode levevilkår uanset hvor i landet man bor er et vigtigt
mål for regeringen. Den regionale udvikling skal på sigt give mindre
ulighed i service, beskæftigelse og økonomiske vilkår så det bliver
attraktivt at bo i alle regioner.
Skæv udvikling
Antallet af bosatte og beskæftigede i landkommunerne i de fire største
byers oplande er de sidste 10 år vokset hurtigere end
landsgennemsnittet. Derimod går folketallet og beskæftigelsen tilbage
i landkommunerne omkring de mindre byer. For at gøre en særlig indsats
i landdistrikterne og skabe flere attraktive boligmuligheder i
landdistrikterne har miljøministeren sammen med fødevareministeren
offentliggjort nye retnings-linjer for at placere jordbrugsparceller.
Jordbrugsparceller ved Landsbyerne
De nye retningslinjer giver kommunerne mulighed for via lokalplaner at
udlægge jordbrugsparceller i umiddelbar tilknytning til byer med mindre
end 1500 indbyggere. Det forudsætter naturligvis at kommunernes planlægning
spiller sammen med regionplanlægningen for det åbne land. For at
bevare kvaliteterne i det åbne land og sikre sammenhængen i landsbyen
skal kommunerne tilstræbe at jordbrugsparcellerne udlægges i
umiddelbar tilknytning til eksisterende bebyggelse.
Formålet med jordbrugsparceller er at give kommunerne mulighed for at
tiltrække nye beboere ved at tilbyde attraktive byggegrunde som ikke
findes i og omkring de større bysamfund. I størstedelen af
hovedstadsområdet samt omkring landsdelscentre og større egnscentre er
væksten i forvejen over landsgennemsnittet. Derfor fastholder de nye
retningslinjer strammere regler her.
Differentieret planlægning
Væksten i de små byer bør så vidt muligt ske hvor der er tilpas
sikkerhed for at opretholde et rimeligt serviceniveau. Kommunerne kan i
forbindelse med kommuneplanstrategien og den efterfølgende planlægning
tage stilling til hvilke mindre byer der har behov for nye tilflyttere,
og derfor skal tilgodeses ved at kunne tilbyde jordbrugsparceller.
De nye retningslinjer for placering af jordbrugsparceller udmeldes til
regionplanmyndigheder og kommuner via ændringer i Fødevareministeriets
cirkulære om landbrugsloven og cirkulære om varetagelse af de
jordbrugsmæssige interesser i region-, kommune- og lokalplanlægningen
mv.
Vejledningen, ”Lokalplanvejledning. Landsby med jordbrugsparceller”
kan ses på www.lpa.dk, eller bestilles elektronisk på http://mem.netboghandel.dk/.
Vejledningen koster 65 kr.
1. Udlæg til jordbrugsparceller skal respektere regionplanlægningen.
2. Udlæg til jordbrugsparceller skal ske ved landzonelokalplan.
Jordbrugsparceller skal placeres i umiddelbar tilknytning til
eksisterende mindre bebyggelser, dvs. landsbyer med mindre end 1500
indbyggere. Den enkelte parcel må ikke være større end 1,0 ha.
3. Det skal tilstræbes, at udbygningen tilgodeser principperne om
sammenhængende bebyggelse.
4. Der må ikke placeres jordbrugsparceller i størstedelen af
hovedstadsområdet.
5. Ved landsdelscentre må der ikke placeres jordbrugsparceller inden
for en afstand af 10 kilometer fra byzonegrænsen.
Ved egnscentre med mere end 15.000 indbyggere må der ikke placeres
jordbrugsparceller inden for en afstand af 5 kilometer fra byzonegrænsen.
Anmeldeordning for husdyrbrug
Miljøministeren har godkendt en ny anmeldeordning for husdyrbrug
(under VVM-reglerne).
Den nye anmeldeordning sikrer at landmænd der ønsker at etablere,
udvide eller ændre en husdyrproduktion på op til og med 100
dyreenheder, får et hurtigere svar fra regionplanmyndighederne.
Samtidig skal den nye ordning være med til at gøre det muligt for
regionplanmyndighederne i højere grad at kunne koncentrere sig om de
husdyrbrugsager hvor miljømæssige problemer skal løses.
”Ja” til 10 spørgsmål
Blot 10 dage efter at en ny husdyrproduktion er anmeldt til
regionplanmyndigheden med besvarelsen af 10 spørgsmål om miljø og
natur på et særligt anmeldeskema, skal anmelderen have meddelelse om
den ønskede produktion kan accepteres. Alle spørgsmål skal dog kunne
besvares med et “ja” for at anmeldeordningen kan anvendes.
De nødvendige oplysninger til at svare på spørgsmålene vil i de
fleste situationer kunne hentes direkte fra internettet, blandt andet
via den landsdækkende lodsejerinformation (www.arf.dk).
I skemaet er også nævnt flere faktuelle forhold som anmelderen skal
oplyse, herunder oplysninger om produktionens art og lokalisering.
Stadig miljøvurdering
Anmeldeordningen ændrer ikke de obligatoriske krav om miljøkonsekvensvurdering
af projekter om husdyrproduktioner.
Ordningen omfatter offentlighedens mulighed for at påklage
regionplanmyndighedens afgørelse til Naturklagenævnet.
Anmeldeordningen forventes at træde i kraft 15. august 2003, og vil
blive evalueret ét år efter.
Anmeldeordningen indføres ved en ændring af ”Samlebekendtgørelsen”
(bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør
af lov om planlægning). Anmeldeskemaet indsættes som et bilag til
bekendtgørelsen.
Landsplanafdelingen vil udsende en vejledning til ændringen af
samlebekdntgørelsen om administration af anmeldeordningen, ligesom der
vil blive udsendt en vejledning i at udfylde det særlige anmeldeskema.
Mere information: www.lpa.dk. Se under ”Miljøkonsekvensvurdering”
>> ”VVM”.
Spørgsmål om natur og miljø i anmeldeordningen
1) Er det aktuelle projekt om etablering, udvidelse eller ændring på
maksimalt 100 dyreenheder?
2) Er det aktuelle projekt samt anmeld-te etableringer, udvidelser eller
æn-dringer inden for de sidste 3 år sammen-lagt på maksimalt 100
dyreenheder?
3) Ligger det aktuelle projekts udspredningsarealer uden for arealer,
der har et direkte fald på 120 eller mere ned mod den øverste kant af
søer og vandløb?
4) Ligger det aktuelle projekts udspredningsarealer længere væk end 50
m fra søer over 100 m2?
5) Ligger det aktuelle projekts udspredningsarealer uden for de nitratfølsomme
indvindingsområder, der er udpeget i regionplanen?
6) Ligger det aktuelle projekts bygninger uden for de potentielle vådområder,
der er udpeget i regionplanen, og uden for kortlagte lavbundsarealer?
7) Ligger det aktuelle projekts udspredningsarealer og bygninger længere
væk end 300 m fra internationale naturbeskyttelsesområder?
8) Ligger det aktuelle projekts bygninger længere væk end 300 m fra:
• heder over 5 ha,
• overdrev,
• moser og søer, der er målsat i regionplanen?
9) Ligger det aktuelle projekts udspredningsarealer og bygninger uden
for fredede områder?
10) Overholder det aktuelle projekt afstandskravene til naboer, som er
fastlagt i § 4, stk. 3 i husdyrgødningsbekendtgørelsen, samt de
generelle krav til gødningsopbevaring, udledning af spildevand og til
opsamling, transport og bortskaffelse af farligt affald i henhold til
husdyrgødningsbekendtgørel-sen/pelsdyrbekendtgørelsen,
spildevandsbekendtgørelsen og affaldsbekendtgørelsen?
Ny organisering i Landsplanafdelingen
Fra 2. juni 2003 er Landsplanafdelingen organiseret i team. Teamene dækker
en række aktuelle emnefelter og større opgaver. Teamene består af 3
– 8 medarbejdere, og er dynamiske enheder som oprettes og nedlægges
efter behov. Landsplanafdelingens chefer er hver ansvarlige for 4-5
team.
Frem til efteråret hvor erfaringerne med teamene evalueres og
organiseringen eventuelt justeres, er Landsplanafdelingens knapt 50
medarbejdere fordelt på 13 team som så at sige løser alle sager, fra
ministerbetjeningen, konkret sagsbehandling af plansager til
udviklingsop-gaver og samarbejdsprojekter med kommuner og
regionplanmyndigheder mv.
Formålet med den nye organisering er bl.a. at styrke sammenhængen
mellem sagsbehandling og udviklingsopgaver, sikre en bedre udnyttelse af
ressourcerne og en mere jævn belastning af medarbejdere og chefer, samt
bidrage til en øget videndeling og kompetenceudvikling i
Landsplanafdelingen.
Kontakt til Landsplanafdelingen kan fortsat ske telefonisk på
telefonnummer 33 92 76 00 og e-post lpa@mim.dk. Den daglige åbningstid
er 9 – 16. Officielle breve, digitale planer, dokumenter i konkrete
plansager og andre henvendelser der skal journaliseres bedes sendt til
mim@mim.dk.
Teamenes opgaver kan ses på www.lpa.dk. Se under ”Om
Landsplanafdelingen” >> ”Organisation” >> ”Præsentation
af teamene i Landsplanafdelingen”.
Team i Landsplanafdelingen
Peder Baltzer Nielsen: 1. Erhverv og bymønster2. Trafik og
infrastruktur3. Turisme og friluftsliv4. Gis og IT
Susanne Herfelt:5. Landbrug og Natur6. Bæredygtighed7.
Regionplanudvalget8. Jura
Kirsten Vintersborg:9. Bymiljø10. Bolig og boliglokalisering11.
Kulturmiljø12. Web og kommunikation
Niels Østergård: 13. Strukturkommission
Ny hjemmeside til planlægningen
Landsplanafdelingen har den 3. juni offentliggjort en ny hjemmeside på
www.lpa.dk. Hjemmesiden er dedikeret til planlæggere, politikere og
andre professionelt involverede i planlægningen i Danmark.
Den nye hjemmeside er bygget op af en række ensartede sider om hhv.
aktuelle plantemaer, andre planemner og plantyperne i plansystemet
(hovedmenu til venstre). Herudover er der en topmenu på startsiden med
en række tværgående emner, publikationer, generelle informationer, søgefunktion
mv. På startsiden præsenteres desuden de seneste nyheder og nye
publikationer, ligesom der er link til planloven og aktuelle høringer
og lovforslag.
Hjemmesiden har været 2 år undervejs og er baseret på en kvantitativ
brugerundersøgelse i starten af 2001 og en kvalitativ brugerundersøgelse
sidste forår. Derfor håber Landsplanafdelingen at mange af vore ca.
5.000 månedlige webbrugere vil få stor glæde af hjemmesiden.
Kommentarer, idéer og bidrag er meget velkommen. Skriv gerne til Web-
og Kommunikationsteamet via lpa@mim.dk.
Notitser
Udvalg om landbrugsloven
Fødevareministeriet nedsatte i december 2002 et udvalg til at komme
med forslag til forenklinger i landbrugs- og jordlovgivningen inden 1.
juli i år. Derefter forventes en politisk drøftelse mellem de
politiske partier og organisationer som har interesse i
jordforvaltningen i Danmark.
Udvalget skal tage grundlæggende stilling til berettigelsen af de
enkelte elementer i landbrugsloven. Det er dog forudsat, at selvejet
stadig skal være det bærende element i landbrugsloven. Reglerne om
uddannelseskrav og bopælspligt ved køb af en landbrugsejendom forudsættes
også at skulle gælde fremover.
Embedsmandsudvalget består af Fødevareministeriet, Landbrugsrådet,
Dansk Landbrug, Dansk Familielandbrug, (nu Dansk Landbrug), Dansk
Erhvervsgartnerfore-ning, Miljøministeriet, Finansministeriet, Økonomi-
og Erhvervsministeriet, Fødevareøkonomisk Institut, Direktoratet for FødevareErhverv,
Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Amtsråds-foreningen.
Udvalgets betænkning vil kunne ses via Landsplanafdelingens hjemmeside,
www.lpa.dk – se under ”Det åbne land” >> ”Landbrug”.
Vejledning om master og antennesystemer
IT- og Telestyrelsen har udsendt en vejledning om placering af
master og antennesystemer til mobiltelefoner i april 2003. Vejledningen
er udarbejdet i samarbejde med Erhvervs- og Boligstyrelsen og
Landsplanafdelingen og oplyser om reglerne for opstilling af master og
opsætning af antennesystemer efter mastelovgivningen, byggelovgivningen
og planlovgivningen.
Vejledningen omfatter Mastepjecen, som kan fås ved henvendelse til IT-
og Telestyrelsen på tlf. 35 45 00 00, mens et udvidet materiale
”Masteportalen” kan ses på www.itst.dk/masteportal.
Konference om fremtidens byrum
Landsplanafdelingen inviterer sammen med Skov & Landskab (tidligere
FSL) til konference den 4. september 2003 om fremtidens grønne og
urbane byrum. Konferencen arrangeres i samarbejde med Have- og
Landskabsrådet, samt Friluftsrådet.
Konferencen sætter bl.a. fokus på de aktuelle drivkræfter og
beslutninger der skaber fremtidens byrum, rammer og betingelser for at
realisere visioner om god byudvikling og velfungerende byrum, og hvordan
byrummene integreres som ligeværdige elementer i byens samlede
udvikling.
Tilmelding og information: Skov & Landskab, tlf. 75 88 22 11.
Programmet for konferencen kan ses på www.fsl.dk (se under
arrangementer) eller på www.lpa.dk under Byen >> Byrum.
Konferencerapport om europæiske byer
Landsplanafdelingen har udsendt en rap-port med alle oplægsholderes
hoved-budskaber og konklusionerne på EU-formandskabskonferencen
”Europæiske byer i en global Æra” i november 2002. Rapporten på
dansk og engelsk kan ses på www.lpa.dk. Se under ”publikationer”.
Rapporten kan også købes for 120 kr. via www.frontlinien.dk eller
mem.netboghandel.dk/
Til toppen af denne side:
|