LANDSPLANAFDELINGEN

E-post mim@mim.dk

www.lpa.dk

ISBN 87-601-9885-0 (Internet)

1 Indledning og sammenfatning *

1a Indledning *

1b Sammenfatning *

1c Anbefalinger der kan gennemføres ved ændringer af planloven *

1d Anbefalinger til den kommende planlægning *

2 Regulering af kystnærhedszonen *

2a Kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen - baggrund *

2b Regler om regionplanlægningen i kystnærhedszonen *

2c Regler om kommune- og lokalplanlægning i de kystnære dele af byzonerne *

2d Regler om aktiviteter i strandbeskyttelses- og klitfredningszonen *

2e Praktiske erfaringer fra regionplanrevisionen i 2001 *

3 Byudvikling i kystnærhedszonen *

3a Byudvikling i kystnærhedszonen *

Udvalgets overvejelser og anbefalinger *

4 Landskabet, naturen og erhvervene *

4a Landskabet, naturen og jordbrugs- og fiskerierhvervene *

Udvalgets overvejelser og anbefalinger *

4b Tekniske anlæg og erhverv med særlige beliggenhedskrav *

Udvalgets overvejelser og anbefalinger *

4c Zonering i kystnærhedszonen *

5 Rekreative muligheder i kystnærhedszonen *

5a Planlægning for sommerhusområder *

Udvalgets overvejelser og anbefalinger *

5b Turisme, ferie- og fritidsanlæg *

Udvalgets overvejelser og anbefalinger *

6 Planlægning for de kystnære havområder *

6a Baggrund for drøftelse af emnet *

6b Den nuværende regionplanlægning for de kystnære havområder *

6c Udenlandske erfaringer med planlægning på søterritoriet *

6d Koordinering med internationale initiativer *

Udvalgets overvejelser og anbefalinger *

Bilag A *

Bilag B *

Bilag C *

Bilag D *

Bilag E *

Bilag G *

Bilag H *

Bilag I *

Bilag J *

Kilder *

I maj 2002 nedsatte miljøministeren Regionplanudvalget. Udvalget fik til opgave at undersøge mulighederne for at udvikle og forenkle regionplanlægningen. Regionplanernes indhold, form og tilvejebringelse skulle undersøges, og udvalget skulle komme med indstilling om evt. ændringer af planloven med henblik på at udvikle og forenkle den kommende regionplanlægning. Udvalgets oprindelige kommissorium fra april 2002 fremgår af bilag A. Som følge af regeringens nedsættelse af Strukturkommissionen blev der i november 2002 udarbejdet et supplement til kommissoriet for udvalget, jf. bilag B. Udvalgets kommissorium blev opdelt i to faser.

Med denne delbetænkning afgiver Regionplanudvalget indstilling til miljøministeren om planlægning i kystnærhedszonen og de kystnære havområder, der har været emnet for første fase af udvalgets arbejde. Anden fase af udvalgets arbejde skal lede frem til udvalgets indstilling om forenkling og udvikling af regionplanlægningen for resten af kommissoriets emner. Udvalgets arbejde tilpasses opfølgningen på Strukturkommissionens betænkning. Anbefalingerne om planlægning i kystnærhedszonen er udarbejdet med udgangspunkt i den eksisterende kommunale struktur.

Udgangspunktet for udvalgsarbejdet er, at de danske kyster er en national interesse, der bl.a. varetages gennem region- og kommuneplanlægningen. Kysterne er af enestående karakter i Europa på grund af deres variation og omfang. I planloven er det præciseret i et særligt kapitel om planlægning i kystområderne, jf. bilag I. Emnerne i delbetænkningen giver nogle bud på, hvordan værdierne i kystnærhedszonen kan beskyttes samtidig med, at der bliver rum til udvikling. Benyttelsen kan være afgørende for regionen og lokalsamfundenes overlevelse. Det er derfor vigtigt, at den fremtidige planlægning i kystnærhedszonen kan sikre gode vilkår for erhvervsudviklingen i bl.a. landbruget, skovbruget og fiskerierhvervene, men også turismen samtidig med, at Danmark bevarer det unikke særkende, som de danske kyststrækninger udgør i Europa.

I det følgende er udvalgets behandling af emnet "Planlægning i kystnærhedszonen og den kystnære del af havet" opdelt i 6 kapitler. Kapitel 2 introducerer beskyttelsen af kysterne, planlægningen i kystnærhedszonen ved et historisk tilbageblik over udviklingen i planlægningen for og beskyttelsen af kystområderne. Kapitel 3 til 6 analyserer mulighederne for en forbedret regionplanlægning for kystnærhedszonen og de kystnære havområder med udgangspunkt i de konkrete problemstillinger, som gør sig gældende i forbindelse med regionplanlægningen og den efterfølgende administration af planlægningen.

Danmark har, i forhold til sin størrelse, en meget lang kystlinje, fordi landet er et ørige. De danske kyster er, set i europæisk sammenhæng, enestående ved deres store variation. Kystnaturen har haft stor betydning for dansk identitet og kultur. Et særkende er, at kysten aldrig er langt væk. De danske klitter er i europæisk sammenhæng af betydelig udstrækning og præget af stor uberørthed. Det giver Danmark et særligt ansvar for at bevare åbne, dynamiske kyststrækninger. Ligeledes har Danmark en særlig forpligtigelse omkring Vadehavet.

De danske kyster rummer mange forskellige slags kystlandskaber og naturtyper. Brede sandstrande, blomstrede strandenge, dybe fjorde, vidtstrakte marsklandskaber, skinnende hvide kalkklinter og stejle klippekyster er velkendte billeder af danske kyststrækninger. Her opleves naturkræfternes udfoldelse. I kraft af kysternes dynamik, deres geologiske og landskabelige kvaliteter, de mange værdifulde levesteder for planter og dyr og de særlige rekreative muligheder rummer kystlandskaberne noget af den mest værdifulde natur vi har.

Kysterne er kendetegnet ved en konstant dynamik. Dele af kysten nedbrydes, andre dele opbygges. I den sydlige del af landet foregår der en stadig landsænkning. Mens landet hæver sig i den nordlige del. Dette medvirker sammen med nedbrydnings- og opbygningsprocesserne til kystområdernes kompleksitet. Kystlandskabet rummer områder, der spænder vidt i den geologiske historie. Fra de bornholmske klippekyster, over tertiærtidsklinter på eksempelvis Møn og Fur til de yngre morænekyster langs de indre farvande og fjorde, såvel som de yngste sandflugtslandskaber og klitområder og det nydannede land, den hævede havbund i Nordjylland og de mange tanger og odder overalt langs kysterne. Langs betydelige dele af kysten er de dynamiske processer begrænset eller standset gennem kystsikring for at sikre samfundsmæssige værdier. Endelig er dele af kystlinjen forkortet gennem anlæg af diger og udtørring af de landværts liggende arealer.

De konstante kystprocesser giver et billede af de bevægelser, der gennem årtusinder har formet landskabet langs de danske kyster. I kystlandskabet kan tidligere tiders geologiske processer og kulturhistorie aflæses.

Kystlandskabet er ikke kun natur. Det er også stedet, hvor mange forskellige menneskelige aktiviteter har fundet sted. Der skal være plads til beboelse, friluftsliv, turisme, transport, landbrug og andre erhverv. Kysten bliver stedet, hvor mange forskellige interesser mødes og til tider strides.

Mange af de større danske byer ligger ved kysten. I vikingetiden og middelalderen blev byer anlagt ved vadesteder over åer og nær disses udløb i havet. Havnen blev byens kendemærke sammen med torvet og kirken.

I 2002 havde Danmark 62 byer og bebyggelser med mere end 10.000 indbyggere. 39 af disse byer ligger ved kysten. 31 af disse byer er købstæder fra middelalderen. Der er i dag 170 kystkommuner i Danmark. Ud af landet samlede befolkning bor ca. 40 % i kystområderne.

Med industrialiseringen voksede både købstæder og mindre kystbyer stærkt. Der var mulighed for forarbejdning og handel med landbrugsvarer, som blev fremstillet i oplandet og nye muligheder for fiskeri i større målestok. Kysterne har derfor været base for bosætning, handel, forarbejdning og udveksling med varer, og kysterne har kulturhistorisk stor betydning i Danmark.

I årene 1950 – 80 accelererede byvæksten både i befolkningsantal og i areal. Parcelhuskvarterer, tekniske anlæg, erhvervsområder, fritidsarealer og sommerhusområder optog mere plads ved kysterne. Efter nogle år med fokus på at forny eksisterende byområder er der på ny ønsker om at udbygge byerne. Mange kommuner efterspørger udlæg af areal til attraktive byggegrunde til både bolig- og erhvervsformål - især har der de seneste år været sat fokus på nye boligområder.

Mange væsentlige interesser mødes i kystområderne, hvilket stiller store krav til afvejningen mellem benyttelse og benyttelse, og dermed til planlægningen.

Regionplanudvalget kommer i denne delbetænkning med en række overvejelser og anbefalinger til planlægning i kystnærhedszonen og de kystnære havområder. I denne sammenfatning er de anbefalinger, der kun kan gennemføres ved ændringer af planloven, først gengivet. Herefter er hovedanbefalingerne til den kommende planlægning i kystnærhedszonen og de kystnære havområder refereret kort. For en fuldstændig gennemgang af anbefalingerne bør afsnittene i de enkelte kapitler læses.

Der er to af udvalgets anbefalinger til planlægningen i kystnærhedszonen, der kun kan gennemføres med en lovændring. Det drejer sig om bedre muligheder for at udvikle byerne i kystnærhedszonen, og om en mulighed for i visse dele af landet at udlægge nye sommerhusområder i kystnærhedszonen.

Regionplanudvalget anbefaler, at der overvejes en justering af lovens nuværende bestemmelse om byudvikling i kystnærhedszonen i § 5 b, stk. 1, nr. 1. Ændringen skal understrege muligheden for, at nødvendig byudvikling kan foregå, når udviklingen er begrundet i grundig og sammenhængende planlægning. Se mere herom i kapitel 3.

Regionplanudvalget anbefaler, at der åbnes op for udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen i visse dele af landet. Nye sommerhusområder skal begrundes i regionale strategiske overvejelser om rekreation og turismens erhvervsudvikling.

Udvalget anbefaler, at udlæg af nye sommerhusområder sker efter en model, der giver miljøministeren mulighed for at tillade konkrete udlæg af nye områder i kystnærhedszonen. Nedenfor er udvalgets anbefalinger til indholdet af en evt. kommende planlægning for nye sommerhusområder i kystnærhedszonen gengivet. Se også mere herom i kapitel 5.

Udover de anbefalinger til planlægningen i kystnærhedszonen, der alene kan gennemføres ved ænderinger i planloven, kommer Regionplanudvalget i denne delbetænkning med en række overvejelser og anbefalinger til den kommende planlægning. I dette afsnit er hovedanbefalingerne kort gengivet.

Udvalget anbefaler, at der i forbindelse med en evt. ændring af planloven følges op med information, der i højere grad end nu, kan være med til at skabe en fælles forståelse i amter og kommuner af hvilke aktiviteter, der kan lade sig gøre i kystnærhedszonen.

Udvalget anbefaler, at regionplanmyndigheden gennem dialog med de lokale myndigheder og organisationer skaber overblik over byernes regionale rollefordeling i regionplanlægningen. Udvalget anbefaler, at miljøministeren tilskynder til denne dialog i det fremtidige samarbejde med og mellem de regionale og lokale myndigheder.

Udvalget anbefaler en række principper for byudvikling i kystnærhedszonen.

Planfaglige principper:

1. Kysterne og de kystnære landskaber er værdifulde, og planlægning for udvikling kræver derfor særlig omtanke.
2. Strandbeskyttelses- og klitfredningszonen er forbudszoner, der som udgangspunkt skal friholdes for byggeri.
3. Der skal tages udgangspunkt i regionplanens udpegninger af de værdifulde kyststrækninger, som skal bevares og beskyttes.
4. Formulering af mål for udvikling i regionen, fastsættelse af regionale strategier og et overblik over rollefordeling mellem regionens byer og oplandet kan medvirke til at skabe rammerne for udvikling i de enkelte bysamfund.
5. Med byfornyelse og byomdannelse kan der – også i helt små samfund – skabes kvalitet i de bysamfund, som allerede findes. Før der udlægges nye byområder bør der tænkes i fornyelse og omdannelse af eksisterende byområder.
6. Den eksisterende rummelighed i allerede udlagte områder bør udnyttes før nye arealer fra kystnærhedszonen inddrages til en udbygning af bysamfundet. Der skal være mulighed for at bytte et allerede udlagt byzoneareal med et andet (nyt) areal under forudsætning af det sker i overensstemmelse med principperne for udlæg af nye arealer i kystområderne.
7. Nyudlæg til byzone skal placeres i umiddelbar tilknytning til eksisterende byzone. Byens profil – hvordan ser byen ud, når den ses på afstand – er også vigtig.
8. Inddragelse af nye arealer i byzone skal fortsat være begrundet i et realistisk behov inden for en overskuelig fremtid (typisk planperioden).
9. En udbygning af et bysamfund skal planlægges og formgives ud fra en konkret vurdering af den eksisterende bebyggelse og kystområdets kvaliteter.

Principper for planlægningsprocessen:

10. Borgere, erhvervsliv og interesseorganisationer skal inddrages aktivt i planlægningsprocessen.
11. Når der er formuleret klare retningslinjer, og når der er etableret en åben og konstruktiv dialog mellem parterne i regionen, vil en planlægning, som følger principperne for god planlægning i kystområderne, kunne foregå mere smidigt end hidtil, inden for gældende regler for procedure, høring mv.
12. Gennem arbejde med kommuneplanstrategierne – evt. i fællesskab mellem flere kommuner – får kommunerne et godt redskab til at arbejde med en målrettet udvikling af kommunen, herunder kommunens kystnære områder.

Regionplanudvalget anbefaler, at der fortsat vises tilbageholdenhed med bebyggelse og anlæg i kystlandskaberne, især ved de ubebyggede kyster og i de åbne kystkiler. Nødvendige nye anlæg skal i videst muligt omfang indpasses i den kystlandskabelige helhed.

Regionplanens retningslinjer for det åbne land er et vigtigt grundlag for kommunalbestyrelsernes administration af landzonebestemmelserne. Regionplanens retningslinjer bør derfor være så konkrete, at de regionale forhold og hensyn i det åbne land, som kommunerne forventes at lægge til grund for deres landzoneadministration, ikke giver anledning til misforståelser. Det gælder eksempelvis retningslinjerne for landskabelige, miljø- og støjmæssige, kulturmæssige og naturmæssige hensyn, men også hensynene til erhvervenes muligheder for udvikling i regionen, offentlighedens adgang til det åbne land og muligheder for rekreative friluftsoplevelser.

Udvalget anbefaler regionplanmyndighederne at være opmærksomme på, at der i forbindelse med regionplanrevision 2005 bør skabes et godt grundlag for administrationen af det åbne land. Det anbefales ligeledes regionplanmyndighederne at overveje, om der er anledning til at fastsætte retningslinjer for beliggenheden af de store stalde, der kræver landzonetilladelse. I sådanne retningslinjer vil hensyn til kystlandskaberne kunne inddrages.

Regionplanudvalget anbefaler, at den gældende 3 km kystnærhedszone fastholdes.

Der er i udvalget enighed om, at det ikke er ønskeligt at gå fra 3 km bred kystnærhedszone til en differentieret planlægningslinje (eksempelvis varierende fra 1 til 15 km ind i landet).

Udvalget anbefaler, at der ikke indføres krav i planloven om udpegning af zoner inden for kystnærhedszonen. Udvalget anbefaler ligeledes, at den nuværende mulighed for og metodefrihed til at arbejde med en udpegning af zoner opretholdes. Det væsentlige er ikke en udpegning i sig selv, men derimod den regionale analyse af på hvilke arealer, der kan planlægges for nye aktiviteter, og hvilke der skal friholdes. Se mere herom i kapitel 4.

Udover den ovennævnte anbefaling om planlægning for nye sommerhusområder i kystnærhedszonen, har udvalget en række overvejelser og anbefalinger, der kan inddrages i en evt. kommende planlægning for de rekreative muligheder i kystnærhedszonen:

Nye sommerhusområder skal bl.a. begrundes i regionale strategiske overvejelser om rekreation og turismens erhvervsudvikling. Nye sommerhusområders indpasning i kystlandskabet, og områdernes muligheder for at understøtte lokal service og fungere som hjælp til tyndt befolkede områder, bør være afgørende faktorer i disse overvejelser. Fremgangsmåden bør sikre, at udlæg af nye sommerhusområder sker under hensyn til de begrænsninger, der er i sommerhusprotokollen.

Det er udvalgets vurdering, at lokalisering af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen skal ske ud fra en overordnet planlægning ud fra bl.a. en landsplanmæssig vurdering af det samlede behov for sommerhuse, fordi fordelingen af eksisterende sommerhusområder og behov for nye områder ikke er ens i landet.

Udvalget anbefaler på den baggrund, at udlæg af nye sommerhusområder sker efter en model, der giver miljøministeren mulighed for at give en regionplanmyndighed tilladelse til at fremlægge forslag til regionplanretningslinjer for nye sommerhusområder i kystnærhedszonen. Ministerens tilladelse kan evt. gives på nærmere angivne betingelser, herunder eksempelvis at nyudlæg i nogle tilfælde betinges af at uudnyttede sommerhusområder tilbageføres til landzone.

Herved må der som hovedregel ikke udlægges nye sommerhusområder, idet der lægges vægt på, at kystnærhedszonen er en zone, som er anderledes end resten af landet, og hvor der kræves særlig planlægning for anlæg og aktiviteter. Men der åbnes op for i særlige tilfælde at fravige bestemmelsen med udgangspunkt i grundig og sammenhængende planlægning. Som det er beskrevet ovenfor er der en særlig problemstilling i forhold til byudvikling i Hovedstadsområdet. For at undgå et forøget pres for byvækst og for at bevare sommerhusområdernes rekreative status bør udlæg af sommerhusområder i Hovedstadsområdet og omkring andre storbyer, hvor der i forvejen er mange, som hovedregel ikke kunne ske.

En model som denne giver mulighed for at varetage nationale interesser samtidig med, at der er rum til differentieret planlægning alt afhængig af de regionale forskelle og behov. Modellen giver mulighed for en revision af områderne efter ca. 25 år med et totalt forbud, og miljøministeren får mulighed for både at åbne op for nye muligheder i kystnærhedszonen og samtidig at varetage de nationale interesser i beskyttelsen af de værdifulde kyststrækninger. Den nationale interesse i kystområderne er både naturmæssigt og erhvervsøkonomisk. Hertil kommer, at udbud og efterspørgsel går på tværs af regionplangrænser.

Udvalget anbefaler, at følgende aspekter inddrages i en evt. revision af planlovens bestemmelser om forbud mod udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen:

Planlovens bestemmelser om at ferie- og fritidsanlæg skal lokaliseres efter sammenhængende regionale- og kommunale turistpolitiske overvejelser, foreslås udvidet til også at omfatte sommerhusområder.

I de regioner, hvor der ønskes nye sommerhusområder, skal de regionale myndigheder og kommunerne i samarbejde analysere eksisterende sommerhusområderne og afveje ønsker og behov for nye områder.

Generelt bør evt. nye områder placeres, så de indgår i samspil med de eksisterende sommerhusområder og/eller eksisterende bysamfund og større ferie- og fritidsbebyggelser.

På baggrund af de sammenhængende turistpolitiske overvejelser for regionen, nedenstående analyse og statusopgørelse konkluderer regionplanmyndigheden, om og hvor der er behov for nye områder. Herefter kan regionplanmyndigheden kontakte miljøministeren med henblik på at få en tilladelse til at fremlægge forslag til regionplanretningslinjer for nye sommerhusområder.

Udvalget anbefaler, at den forudgående regionplanlægning for udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen indeholder følgende:

• en kortlægning af de eksisterende sommerhusområder, og reservationer til sommerhusområder for at identificere områder, som er uudnyttede, og hvor sommerhusreservationen kunne ophæves,
• en kortlægning af områder som er delvist uudnyttede, og hvor der i samarbejde med sommerhusejerne kan gøres en indsats for, at området bliver mere attraktivt og dermed fremme en bedre udnyttelse,
• kortlægningen udarbejdes i samarbejde med kommunerne,
• en status for benyttelse, rummelighed, behov for renovering og efterspørgsel efter flere sommerhuse, inklusiv udlejning. Der vil være store regionale forskelle på efterspørgsel, rummelighed og beskyttelseshensyn,
• en vurdering af hvilke afledte konsekvenser udlæg af et nyt sommerhusområde kan få i form af behov for investering i ny infrastruktur eksempelvis vejforbedringer, visuelle påvirkninger af landskabet og andre miljømæssige påvirkninger,
• en analyse af hvordan nye sommerhusområder spiller sammen med øvrige naturmæssige og kulturelle attraktioner og aktiviteter i regionen.

Naturen og landskabet i kystområderne er et potentiale, et grundlag for rekreation og tiltrækning af turister. Nye sommerhusområder må derfor ikke lokaliseres, så de kompromitterer dette potentiale. Derfor bør regionplanmyndigheden også overveje, hvordan en høj rekreativ kvalitet kan fremmes eksempelvis i form af fællesområder, beplantning og stier til vandet og rundt i området.

Regionplanudvalget anbefaler, at lovens bestemmelse om, at sommerhusområder skal fastholdes til ferieformål, opretholdes. Det skal ske for at undgå en spredt byudvikling, og for at fastholde sommerhuse tæt ved storbyerne. Ønskerne om at overføre sommerhusområder til byzone er typisk størst i de områder, hvor efterspørgslen på sommerhusområder også er størst. Det gælder især Hovedstadsregionen og visse områder tæt på de store byer. I Hovedstadsregionen er der således et stort bymæssigt bosætningspres, som betyder, at et større antal eksisterende sommerhuse anvendes til helårsbeboelse, og dermed ikke primært rekreativt.

KL har ønsket, at der fremover skal gives nogle begrænsede muligheder for at kunne overføre eksisterende sommerhusområder til byzone. Nogle udvalgsmedlemmer har udtrykt betænkeligheder ved dette på grund af konsekvenserne for byudvikling og de rekreative interesser i områderne nær de større byer med stort bosætningspres. Udvalget skal påpege, at såfremt der indføres en permanent adgang til at overføre eksisterende sommerhusområder til byzone, så bør der i givet fald være tale om begrænsede overførsler fra sommerhusområder i tilknytning til eksisterende byzone, og der bør tages udgangspunkt i erfaringerne fra den særlige, tidsbegrænsede planlægning i 1999-2001, jf. planlovens § 5 b, stk. 2. Det medfører, at beslutningsprocessen bør baseres på en grundig og sammenhængende planlægning fra såvel regionplanmyndighed som kommune, og en stillingtagen fra miljøministeren, ligesom de berørte grundejere skal sikres medbestemmelse gennem lokal afstemninger.

Regionplanudvalget opfordrer de regionale og kommunale myndigheder til gennemgå og vurdere eksisterende sommerhusområder i landzone, "aftaleområderne", herunder om evt. uudnyttede arealreservationer stadig er aktuelle. På den baggrund kan det overvejes at udarbejde planforslag (lokalplanforslag mv.) om overgang til sommerhusområde for de arealer, der fortsat skal anvendes til sommerhusbrug. Denne planlægning skal også redegøre for evt. konsekvenser af en zoneændring for grundejerne.

Regionplanudvalget anbefaler, at der ikke åbnes op for generelt at "konvertere" de uudnyttede arealudlæg til ferie- og fritidsanlæg til sommerhusområder i kystnærhedszonen. Arealreservationer til ferie- og fritidsanlæg har bl.a. haft alment nyttige formål og skulle give muligheder for rekreative interesser. Det er en meget bredere anvendelse end sommerhusområderne. Dog kan det givetvis i nogle situationer være hensigtsmæssigt at eksisterende, uudnyttede ferie- og fritidsanlæg kan konverteres til sommerhusområder på baggrund af sammenhængende turistpolitiske overvejelser.

Udvalget anbefaler desuden, at miljøministeren opfordrer regionplanmyndigheden til i forbindelse med den kommende regionplanrevision at vurdere det udviklingspotentiale, der er i at rydde op i uudnyttede arealudlæg.

Endelig anbefaler udvalget, at der udarbejdes en analyse af de juridiske problemstillinger i forbindelse med at indføre evt. tidsbegrænsninger i uudnyttede arealudlæg i region-, kommune- og lokalplaner. Spørgsmålet om evt. tidsbegrænsning af arealudlæg indgår i næste fase af udvalgets arbejde.

Udvalget anbefaler, at en evt. beslutning om udvidelse af regionplanlægningen til de kystnære havområder udskydes til anden fase af udvalgets arbejde. Arbejdsdelingen mellem regionplanlægning og kommune- og lokalplanlægning skal bl.a. beskrives. Udvalget vil kunne afslutte sine overvejelser ud fra en konkret analyse af forskellige planlægningsmodeller for de kystnære land- og havområder samt den valgte implementering af Vandrammedirektivet og Habitatdirektivet og opfølgningen på anbefalingerne fra Strukturkommissionen.

Udvalgets anbefaling til miljøministeren om implementering af EU’s henstilling om integreret kystzoneforvaltning vil indgå i næste fase idet emnet har stor sammenhæng med planlægning for de kystnære land- og havområder.

Amtsrådsforeningens supplerende udtalelse: Amtsrådsforeningen finder, at der bør ske en udvidelse af regionplanlægningen til de kystnære havområder.

I kapitel 2 gennemgås reglerne for region-, kommune- og lokalplanlægning samt reglerne om strandbeskyttelses- og klitfredningszonen med udgangspunkt i den gældende lovgivning. Gennemgangen indledes med et historisk tilbageblik. Det tilstræbes med beskrivelserne i kapitel 2, at give en samlet gennemgang af den nuværende lovgivning. Læseren kan derfor løbende vende tilbage til dette kapitel for en beskrivelse af de gældende regler om planlægning i kystområderne. Kapitlet afsluttes med en beskrivelse af de praktiske erfaringer med regionplanlægning i kystnærhedszonen fra regionplanrevisionen i 2001.

Fredningsinstrumentet blev indført med den første naturfredingslov i 1917. Bortset fra fredskovspligten var der, på dette tidspunkt, stort set ikke anden regulering i det åbne land. Naturfredningen blev til som en følge af samfundets ændringer gennem den tiltagende industrialisering og bydannelse. Historisk set har den stigende interesse for rekreative oplevelser udenfor byerne medført et pres på kyststrækningen i form af på den ene side sommerhusbebyggelse, og på den anden side et øget behov for adgang til naturen. I 1937 blev naturfredningsloven ændret, og der blev indført den første generelle beskyttelse af de danske strande og åbne kyststrækninger; bl.a. ved en 100 m strandbyggelinje og bestemmelser om fri adgang for færdsel til fods langs strandene, men ikke til ophold på strandene.

Lovgivningen om byernes udvikling og bebyggelsen i det åbne land findes efterfølgende primært i byreguleringsloven fra 1949, landsbyggeloven fra 1960 og naturfredningsloven fra 1961. Baggrunden for byreguleringsloven fra 1949 var bl.a. behovet for at udarbejde en fælles udviklingsplan for de bysamfund, hvis udvikling berørte flere kommuner. Med byreguleringsloven fra 1949 blev det muligt at regulere byernes arealforbrug og at friholde arealer for bymæssig bebyggelse, og dermed hindre byspredning og de samfundsøkonomiske ulemper, der kan følge heraf. Hovedformålet med byreguleringsloven fra 1949 var dengang at hindre spredt byvækst, der ville medføre unødvendige offentlige investeringer, urimelige transportmønstre og dårlig offentlig og privat service. Desuden kan en spredt og uplanlagt bebyggelse medføre et pres for jordens overgang til andre formål med deraf følgende prisstigninger til generel skade for jordbrugserhvervene. En spredning af eksempelvis boligbebyggelse i det åbne land kan medføre øgede investeringer i vandforsyning, kloaksystem, renovation, elnet, veje og anden offentlig service, der afhænger af bosætningen og erhvervsudviklingen. Omvendt kan mangel på egnede byudviklingsområder føre til prisstigninger til generel skade for bl.a. boligejere og virksomheder. Planlægning skulle bl.a. være med til at sikre en interesseafvejning mellem de modsatrettede hensyn.

Den øgede byggeaktivitet efter 2. verdenskrig viste en tendens til spredning af bebyggelsen i byernes omegn i det åbne land. Hovedinstrumentet til regulering af byvæksten var byreguleringsloven. Loven gjaldt dog kun i særligt udpegede områder "udviklingsområderne".

Lovene om naturfredning og by- og landzoner fra 1969 koordinerede og systematiserede den arealregulerende lovgivning for det åbne land. Gennem 1970’erne blev lovgivningen om lands,- region,- kommune,- og lokalplanlægning udviklet. Den var bl.a. baseret på principperne om rangordning mellem disse planer (rammestyring), offentlighedens inddragelse i beslutningsprocessen og decentraliseringen af planlægningskompetencen. Disse bestemmelser blev samlet i lov om planlægning, som trådte i kraft den 1. januar 1992.

Samtidig med udviklingen af lovgivningen om lands,- region,- kommune- og lokalplanlægningen, blev lovene om sommerhuse og campering og om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål gennemført. Sommerhusloven blev vedtaget i 1972 i forbindelse med Danmarks indtræden i Det Europæiske Fællesskab som et led i særbestemmelser for Danmark. Det betød bl.a., at Danmark har opretholdt særlige begrænsninger med hensyn til erhvervelse af sommerhuse. Loven har siden undergået en række mindre ændringer, men hovedindholdet af bestemmelserne har ligget fast siden 1972.

Hovedformålet med sommerhusloven var især at forhindre et øget pres på landets rekreative arealer ved at sikre kontrol med den forventede øgede efterspørgsel efter jord til erhvervsmæssig, rekreativ udnyttelse. Sommerhusloven fastsætter bl.a. regler om mulighederne for erhvervsmæssigt udlejning af sommerhuse. Begrænsninger i den erhvervsmæssige udlejning og aftaler om langtidsleje blev indført for at sikre, at der ikke skete en omgåelse af de hensyn, der lå bag loven om erhvervelse af fast ejendom. Hensynene var især et ønske om at sikre, at det fortsat skulle være muligt for den almindelige borger at erhverve et sommerhus i Danmark, og at undgå omfattende opkøb og udstykninger langs kysterne.

Der blev i 1977 udstedt et landsplandirektiv (sommerhuscirkulæret), som generelt forbød nye udlæg af sommerhusområder i de kystnære områder. Siden har udlæg af nye sommerhusområder i Danmark været begrænset til indlandsområder¹⁾. Sommerhuscirkulæret blev udstedt med henblik på at beskytte kystnære områder mod yderligere bebyggelse (på daværende tidspunkt var kystnærhedszonen ikke endeligt fastlagt). Baggrunden for cirkulæret var en tendens til udvikling af nye, store sommerhusområder langs kysterne og en bekymring for, at denne udvikling inden for en årr kunne medføre, at mange kyststrækninger blev spærret af et ubrudt bælte af sommerhuse.

Sommerhuscirkulæret blev i 1981 afløst af ferie- og fritidscirkulæret, der fastlagde den geografiske afgrænsning af en særlig beskyttelseszone på op til 3 km langs kysterne (i princippet svarende til den nuværende kystnærhedszone). Formålet var at sikre bevaring og friholdelse af værdifulde naturområder - især de åbne kyststrækninger. Inden for denne beskyttelseszone skulle regionplanlægningen tage udgangspunkt i, at de kystnære områder skulle friholdes for yderligere arealudlæg til nye sommerhusområder. Der kunne kun undtagelsesvis placeres nye ferie- og fritidsanlæg på baggrund af samlede overvejelser om den rekreative udvikling i regionen²⁾.

Siden implementeringen af VVM direktivet i 1989 har det været en del af regionplanlægningen at udføre en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM) af større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet væsentligt. Kravet om VVM gælder bl.a. for etablering af feriebyer og hotelkomplekser, der kan påvirke miljøet væsentligt. Et anlægs placering i de kystnære områder indgår bl.a. som et kriterium ved regionplanmyndighedens vurdering af, om et anlæg er VVM pligtigt³⁾. Feriebyer og hotelkomplekser med over 50.000 m² etageareal er altid VVM pligtige ved nyanlæg eller ændringer, der kan sidestilles med nyanlæg.

I 1991 blev kystcirkulæret udstedt⁴⁾. Baggrunden for kystcirkulæret var de senere årtiers betydelige pres på kysterne og naturgrundlaget fra stigende byvækst og nye anlæg samt det faktum, at de landskabelige værdier i kystlandskabet i stigende grad var truet. Med kystcirkulæret var det hensigten gennem planlægningen og administrationen at sikre, at kystområderne fortsat kunne udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource, og være attraktive til rekreative formål for offentligheden (mere helhedsorientering i planlægning bl.a. gennem restriktioner på byvæksten).

Begrebet "kystnærhedszonen" blev fastlagt med kystcirkulæret fra 1991. Men den geografiske afgrænsning af kystnærhedszonen svarer i princippet til afgrænsningen i ferie- og fritidscirkulæret fra 1981 (en zone på op til 3 km langs kysterne).

Ved en ændring af planloven i 1994 blev kystcirkulæret indarbejdet som et kapitel i loven, og cirkulærets formål med sikring af kystområderne gennem den fremtidige planlægning og administration blev videreført.

Landets kystområder skulle både gennem planlægningen og den efterfølgende administration friholdes for bebyggelse og anlæg, som ikke var afhængig af kystnærhed. Men samtidig skulle de funktioner i byerne og det åbne land, som var afhængige af kystnærhed, indpasses. Kystnærhedszonen skulle opfattes som en zone, hvor der var behov for en målrettet regulering af udviklingen langs kysterne for at opnå en bedre beskyttelse af de åbne og i særdeleshed de uberørte kyststrækninger. Men også en zone hvor der skulle sikres en kvalitetsbetonet udvikling, når denne udvikling var velbegrundet.

Med ændringen af planloven i 1994 blev det fastholdt, at det er en national opgave at bevare de danske kyster, som er enestående i Europa på grund af deres variation og omfang. Udover at Kystcirkulærets bestemmelser blev indarbejdet i planloven, så blev planlovens formålsbestemmelse ligeledes udvidet. Loven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskers levevilkår og for bevarelsen af dyre- og planteliv. For kystområderne tilsigter loven særligt, at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource, jf. planlovens § 1.

Den ca. 3 km brede kystnærhedszone er en planlægningszone, hvor der stilles krav om, at kvaliteten af amter og kommuners planlægning lever op til hensigterne med kystcirkulæret, som er gengivet og uddybet i bemærkningerne til lovforslaget fra 1994. Det er kun udlæg af nye sommerhusområder, der er forbud mod i kystnærhedszonen. Ellers er kystnærhedszonen som udgangspunkt en planlægningszone, som omfatter kystnære arealer i landzone og eksisterende sommerhusområder.

De eksisterende byzoner blev med loven i 1994 undtaget fra kystnærhedszonen, fordi der ikke knytter sig de samme beskyttelses- og planlægningsmæssige interesser til de allerede bebyggede eller udlagte områder i byzone. Men der findes i loven en række særlige bestemmelser om planlægning i kystnære byer, fordi det også er af national interesse, at udviklingen i de dele af byzonen, der ligger ud til kysten, eller som indgår i et samspil med kystlandskabet, sker ud fra de overordnede hensyn om beskyttelse af kystområderne.

Lovændringerne i 1994 omfattede både de nye bestemmelser om beskyttelse af kystområderne i planloven og indførelse af en 300 meter beskyttelseslinje i naturbeskyttelsesloven. Med denne lovændring blev naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelses- og klitfredningslinje, jf. §§ 8 og 15, udvidet fra 100 m til 300 m. I sommerhusområder blev 100 m linjen opretholdt. Klitfredningslinjen kan fortsat udvides til 500 m.

Formålet var at udvide beskyttelsen af det helt nære kystlandskab og at lette lovens administration på bebyggede kyststrækninger. Der blev derfor nedsat en Strandbeskyttelseskommission, som skulle gennemgå samtlige kyststrækninger med henblik på at indstille til miljøministeren, hvor linjen på grund af bebyggelse kunne fastlægges nærmere kysten end 300m/100m. I byzone blev der ved lovændringen fastsat lempede regler for visse ubebyggede arealer, der ligger i tilknytning til eksisterende bymæssig bebyggelse.

Strandbeskyttelseskommissionen har afsluttet sit arbejde, og miljøministeren har sat linjen og de nye bestemmelser i kraft i 12 amter og Københavns kommune. Linjen forventes at træde i kraft i det sidste amt i midten af 2003. Indtil linjen er trådt i kraft i et amt, har det været forudsat, at de planlæggende myndigheder var tilbageholdende med planlægning og administration af tilladelser efter planloven, der kunne være i strid med formålet med beskyttelseslinjen.

Inden for strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen gælder et forbud mod bebyggelse og andre tilstandsændringer, dog med nogle nærmere bestemte undtagelser. Formålet med forbuddet er primært at sikre, at de danske kyster friholdes for indgreb, herunder for byggeri og andre forstyrrende anlæg, beplantning samt skæmmende og udsigtshæmmende foranstaltninger. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn. Klitfredningen tjener endvidere til at bekæmpe sandflugt. Se mere herom nedenfor i kapitel 2d.

1972. Sommerhusloven blev vedtaget.

1977. Der blev udstedet et landsplandirektiv, der generelt forbød udlæg af nye sommerhusområder i de kystnære områder (sommerhuscirkulæret).

1981. Der blev udstedt et revideret landsplandirektiv, der fastlagde den geografiske afgrænsning af kystnærhedszonen i en zone på ca. 3 km i hele landet (ferie- og fritidscirkulæret). Samtidig kunne der kun undtagelsesvis placeres nye ferie- og fritidsanlæg.

1991. Der blev udstedt et landsplandirektiv om planlægning og administration af kystområderne (kystcirkulæret). Baggrunden var bl.a. det betydelige pres på kysterne og naturgrundlaget fra stigende byvækst og nye anlæg. Der blev bl.a. indført restriktioner på byvæksten.
1992. Eksisterende love om lands,- region,- kommune,- og lokalplanlægningen samles i planloven.

1994. Kystcirkulæret fra 1991 indarbejdes som et kapitel i planloven. De eksisterende byzoner blev undtaget fra kystnærhedszonen i 1994, og der indførtes krav om at foretage en visuel vurdering af planlægningens påvirkning af kysten. Naturbeskyttelsesloven blev ændret samtidig med planloven. Der indførtes bl.a. en 300 m beskyttelseslinje og nedsat en Strandbeskyttelseskommision.
      

Reglerne for regionplanlægning i kystnærhedszonen fremgår af planlovens § 6 a. Regionplanmyndigheden (10 amtsråd, Bornholms Regionsråd og Hovedstadens Udviklingsråd) skal udarbejde en regionplan, der indeholder regionale retningslinjer for kystnærhedszonen (§ 6 a, stk. 1). Formålet med retningslinerne er at sikre, at de nationale interesser i kystområderne varetages gennem regionplanlægningen. Retningslinjerne skal være i overensstemmelse med planlovens §5 a og 5 b, som fastlægger de overordnede rammer for planlægningen i kystområderne. Desuden skal regionplanmyndigheden, når de reviderer regionplanen, gennemgå de allerede godkendte eller vedtagne, uudnyttede arealreservationer i kystnærhedszonen og ophæve de reservationer, der ikke er aktuelle (§ 6 a, stk. 2). Endelig skal regionplanmyndigheden vise de eksisterende og planlagte forhold i kystnærhedszonen på et kortbilag til redegørelsen, herunder skal det også vises, hvilke områder der friholdes for bebyggelse (§ 6 a, stk. 3). Redegørelsen skal endvidere beskrive den fremtidige udvikling i kystnærhedszonen og de tilgrænsende vandområder.

De forskellige interesser, som planlægningen skal varetage (herunder også regionplanlægningen), beskrives nedenfor med udgangspunkt i §5 a og 5 b i planloven.

Landets kystområder skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige af kystnærhed, jf. planlovens § 5 a, stk. 1. Det er en national interesse at friholde kysterne, og der stilles en række særlige krav til planlægningen. Bestemmelsen tilsigter, at kystlandskabet skal beskyttes, og at kysterne kan benyttes til de funktioner, der kun kan placeres i tilknytning til kysten samt til rekreativ udnyttelse, der ikke strider mod formålet. De nødvendige arealer til nye byområder, tekniske anlæg og ferie- og fritidsformål i kystområderne skal kunne udlægges gennem planlægning. Det er fortsat også nødvendigt at etablere erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri for jordbrugs-, skovbrugs- og fiskerierhvervene.

Der må kun inddrages nye arealer til byzone og planlægges for anlæg i landzone, hvis der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær placering, jf. planlovens §5 b, stk. 1 nr. 1.

Bestemmelsen pålægger de planlæggende myndigheder at godtgøre behovet for en kystnær beliggenhed, herunder at belyse mulighederne for placeringer udenfor kystnærhedszonen. Begrundelserne kan være såvel planlægningsmæssige som funktionelle. Lokalisering af nye arealudlæg i kystnærhedszonen er ikke udelukket, og det har ikke været hensigten med loven at begrænse en nødvendig udvikling. Af bemærkningerne til loven fra 1994 fremgår det⁵⁾, at det var udgangspunktet for planlægningen, at nye arealer til byzone og anlæg i landzone skulle lokaliseres i størst mulig afstand fra kystlinjen og fortrinsvis bag eksisterende bebyggelse.

I bemærkningerne til loven fra 1994 er der følgende eksempler på en "planlægningsmæssig begrundelse" der taler for at inddrage nye arealer til byzone eller en kystnær beliggenhed:

• boligers lokalisering i forhold til infrastruktur og servicefunktioner, og
• allerede foretagne investeringer i infrastruktur.

Byudviklingen i kystnærhedszonen skal indpasses i kystlandskabet og primært lokaliseres bag eksisterende bebyggelse. Det har ikke været hensigten med loven at begrænse nødvendig byudvikling. Af lovbemærkningerne fremgår det, , at byudvikling skal begrundes, samt at udviklingen skal foregå væk fra kysten, hvis det er muligt.

En "funktionel begrundelse" kan ifølge lovbemærkningerne være:

• anlæg, som har behov for kystnær placering af hensyn til søværts transport, fiskerierhverv, kølevand, vindforhold m.m.,
• anlæg, hvor hensyn til andre væsentlige miljøinteresser (herunder grundvandsinteresser) betinger en kystnær placering, fx indspulingsfelter for oprenset forurenet havnesediment eller
• når placering uden for kystnærhedszonen medfører uforholdsmæssige samfundsøkonomiske omkostninger.

For at et anlæg skal kunne placeres i kystnærhedszonen med en funktionel begrundelse, bør alternative placeringsmuligheder både uden for og inden for kystnærhedszonen være belyst. Den funktionelle begrundelse skal være afvejet mod kystnærhedszonens natur- og landskabsinteresser.

Bortset fra trafikhavneanlæg og andre overordnede infrastrukturanlæg kan der kun i ganske særlige tilfælde regionplanlægges for bebyggelse og anlæg på land, som forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet eller særlig kystbeskyttelse, jf. planlovens §5 b, stk. 1, nr. 2. Formålet med denne bestemmelse er i videst muligt omfang at opretholde de naturgivne forhold i kystområderne og de lavvandede marine områder med henblik på at dynamiske processer kan forløbe uhindret, og væsentlige hensyn til sårbar flora og fauna respekteres.

Der må i regionplanen ikke udlægges nye sommerhusområder, og eksisterende sommerhusområder skal fastholdes til ferieformål, jf. planlovens §5 b, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen viderefører forbuddet mod udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen, der blev indført i 1977. Baggrunden for at videreføre dette forbud i forbindelse med ændringen af planloven i 1994 var den store restrummelighed i de allerede udlagte sommerhusområder.

Denne bestemmelse blev i 2000⁶⁾ suppleret med en midlertidig regel i planlovens § 5 b, stk. 2. Ved at indføje stk. 2 blev der givet mulighed for at fravige hovedreglen om fastholdelse af sommerhusområderne til ferieformål. Miljøministeren kunne efter lovændringen i 2000 og indtil 30. juni 2001 fastsætte regler om at overføre mindre arealer i sommerhusområder i kystnærhedszonen til byzone gennem en lokalplan. Ministeren skulle ved vurderingen af hvilke arealer, der kunne overføres til byzone inddrage hensynet til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne og arealernes beliggenhed i forhold til den overordnede bystruktur i regionen.

Ferie- og fritidsanlæg skal via regionplanlægning lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser og kun i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større ferie- og fritidsbebyggelser, jf. planlovens §5 b, stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen omfatter feriehoteller, feriecentre, campingpladser, vandrehjem, lystbådehavne og større aktivitetsanlæg som golfbaner, sommerlande, kolonihaver o.lign. Bestemmelsen forudsætter, at placering af nye anlæg til ferie- og fritidsformål, større udvidelser eller ændret anvendelse af eksisterende anlæg sker ud fra strategiske overvejelser baseret på reelle behov og realistiske forventninger om udviklingen i den regionale og lokale turisme. De strategiske overvejelser skal løbende revurderes i overensstemmelse med udviklingen. Generelt bør nye ferie- og fritidsanlæg indpasses i kystlandskabet, så de ikke virker dominerende set i sammenhæng med den eksisterende bebyggelse og det omgivende kystlandskab.

Desuden vil regionplanens generelle retningslinjer for beliggenhed af arealer til fritidsformål i hele regionen oftest også skulle udarbejdes i samspil med interesserne i kystnærhedszonen. (§6, stk. 3 nr. 10).

Offentlighedens adgang til kysten skal sikres og udbygges, jf. planlovens §5 b, stk. 1, nr. 5. Bestemmelsen pålægger alle planlæggende myndigheder en pligt til i planlægningen af kystnærhedszonen at sikre befolkningens adgang til kysterne og om muligt forbedre den. Forpligtigelsen gælder både i byområderne og i det åbne land. Baggrunden for denne bestemmelse er kystområdernes store betydning for befolkningens muligheder for rekreation og friluftsliv. Den hindrer dog ikke myndighedernes mulighed for i ganske særlige tilfælde at begrænse adgangen til kysterne, hvor dette vil være forbundet med risiko, eksempelvis i oliehavne o.lign., eller på grund af hensyn til naturområder med sårbart plante- og dyreliv. Ved begrænsningen af offentlighedens adgang til kysterne skal de planlæggende myndigheder overveje alternative muligheder for at sikre offentlighedens adgang til kysterne.

Der gælder særlige bestemmelser for planlægningen for de kystnære dele af byzonerne, der ligger ud til kysterne eller som indgår i samspil med kystlandskabet, jf. planlovens § 5 a, stk. 4. Disse regler suppleres af planlovens bestemmelser om kommune- og lokalplanlægningen i de kystnære dele af byzonerne i § 11 a, stk.1, 2 og 5, og § 16, stk. 4 og 5. Reglerne beskrives kort i det følgende.

Kommune- og lokalplanlægningen må (som følge af rammestyringsprincippet) ikke stride mod den overordnede regionplanlægning. Det betyder, at kommunernes kommune- og lokalplanlægning i kystnærhedszonen skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 a, stk. 1, og 5 b i planloven.

Det fremgår af planlovens § 11 a, at kommunalbestyrelsen ved revisionen af kommuneplanen skal foretage de nødvendige ændringer af planen i overensstemmelse med bestemmelserne i § 5 a, stk. 1, hvilket betyder, at kysten skal friholdes for anlæg, der ikke er afhængige af kystnær placering. Desuden skal kommunalbestyrelsen ved revisionen af kommuneplanen overholde de generelle regler om planlægning i kystnærhedszonen i § 5 b.

Det betyder, at kommunalbestyrelsen skal:

• gennemgå de allerede vedtagne, men ikke udnyttede arealreservationer i kommuneplanen,
• ophæve de reservationer, der ikke er aktuelle,
• vurdere mulighederne for at forbedre større, sammenhængende sommerhusområder af hensyn til turismen og friluftslivet,
• vurdere de fremtidige bebyggelsesforhold for de kystnære dele af byzonen, herunder bygningshøjder med henblik på
• at ny bebyggelse indpasses i den kystlandskabelige helhed,
• at der tages hensyn til bevaringsværdige helheder i bystrukturen og til naturinteresser på de omgivende arealer,
• at der tages hensyn til nødvendige infrastrukturanlæg, herunder havne, og
• at offentligheden sikres adgang til kysterne.

En lokalplan skal ledsages af kommunalbestyrelsens redegørelse for, hvordan planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området, jf. planlovens § 16. Særligt for bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen skal der i redegørelsen oplyses om den visuelle påvirkning af omgivelserne. Der skal ved bygningshøjder over 8,5 m anføres en begrundelse for den større højde. Herudover skal lokalplanens redegørelse omfatte andre forhold, der er væsentlige for varetagelsen af natur- og friluftsmæssige interesser.

I redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i de kystnære dele af byzonerne, der vil påvirke kysten visuelt, skal der gøres rede for påvirkningen af kysten. Hvis bebyggelsen afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i området, skal der gives en begrundelse herfor.

Der gælder desuden særlige regler for kommunalbestyrelsens administration af landzonebestemmelserne for arealer i kystnærhedszonen. Disse regler beskrives kort i kapitel 4 om Landskabet, naturen og erhvervene.

De helt nære kystlandskaber er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §§ 8 og 15. Normalbredden af de arealer, der er omfattet af bestemmelserne om klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen (klitfredningszonen/strandbeskyttelseszonen) er 300 m, dog 100 m i sommerhusområder. Formålet med strandbeskyttelsen er at sikre en generel friholdelse af kystområderne for indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse. Herved varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn. Strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen er konkret fastlagt i alle amter, og tinglyst på den enkelte ejendom.

Efter hovedreglen er der et generelt forbud mod at ændre tilstanden af arealer, der er omfattet af strandbeskyttelse eller klitfredning. Denne beskyttelseszone er en forbudszone. Forbuddet retter sig primært mod tilstandsændringer, og det forhindrer derfor ikke at en eksisterende (lovlig) aktivitet eller tilstand opretholdes.

Der er visse undtagelser fra lovens hovedregel. Undtagelserne er i vid udstrækning, men ikke fuldt ud, fælles for strandbeskyttelse og klitfredning. Undtaget fra forbuddet mod tilstandsændringer er bl.a.

• arealer, der ikke tidligere har været omfattet af bestemmelserne og som ved ikrafttrædelsen var omfattet af en lokalplan (det vil sige, at lokalplanen kan realiseres),
• anvendelse af arealer til landbrugsmæssig drift (bort set fra tilplantning),
• genplantning af skovarealer og beplantning i eksisterende haver,
• sædvanlig hegning på jordbrugsejendomme,
• bestående forsvarsanlæg der anvendes til forsvarsformål,
• havneanlæg og de landarealer der ved lokalplan er udlagt til havneformål (det vil sige, at restriktionerne ikke gælder for byggeri omfattet af en lokalplan, der tjener havneformål),
• erhvervsmæssigt byggeri for jordbrugserhvervene (landbrug og skovbrug) og fiskerierhvervene,
• visse kystbeskyttelsesanlæg samt mindre bade- og bådebroer, og
• dæmpning af sandflugt på klitfredede arealer.

Der kan i særlige tilfælde meddeles dispensation fra klitfredningen og strandbeskyttelsen. Amtsrådet har kompetencen til at dispensere fra bestemmelsen om strandbeskyttelseslinjen og miljøministeren (Skov- og Naturstyrelsen ved statsskovdistrikterne) kan dispensere fra klitfredningen. Administrationen af dispensationsbestemmelserne er restriktiv.

Miljøministeren har hjemmel til at bestemme, at nærmere angivne områder ikke er omfattet af § 15 om strandbeskyttelse i lov om naturbeskyttelse. Ministeren kan endvidere i særlige tilfælde ophæve klitfredningen. Det vil sige, at et nærmere afgrænset areal kan fritages fra strandbeskyttelsen og/eller klitfredningen. Det er Skov- og Naturstyrelsen, der har kompetencen til at ophæve beskyttelseszonen (efter delegation fra miljøministeren). Skov- og Naturstyrelsen har i praksis kun ophævet strandbeskyttelsen, når der foreligger ganske særlige forhold. Det er eksempelvis sket i forbindelse med kommunalbestyrelsens vedtagelse af en lokalplan og kun for arealer i tilknytning til allerede bebyggede områder i beskyttelseszonen, når lokalplanen tilgodeser naturbeskyttelseslovens formål i tilfredsstillende omfang. I det åbne land er strandbeskyttelsen så godt som aldrig blevet ophævet.

Kommunerne har ret til at få beskyttelsen på visse særlige byzonearealer ophævet i en begrænset periode efter revisionen af lovbestemmelserne i 1999. Det er tilfældet i følgende situationer:

• når det pågældende areal den 1. august 1994 (kystlovens ikrafttrædelse) lå i byzone,
• når arealet er udlagt til almindelige byudvikling i kommuneplanens rammer for lokalplanlægning, og disse rammer er vedtaget af kommunalbestyrelsen før den 1. august 1994. Desuden skal kommunalbestyrelsen inden 1. august 2006 have vedtaget et forslag til lokalplan i overensstemmelse med rammerne.

Betingelsen om, at de pågældende arealer skal være udlagt til almindelig byudvikling skal forstås således, at arealerne skal være udlagt til bolig-, erhvervs-, institutions- eller hotelbyggeri og lign., for at være omfattet af overgangsbestemmelserne om ophævelse. Udlæg til offentlige rekreative formål, grønne områder og lignende er ikke i denne sammenhæng udlæg til almindelig byudvikling, og er dermed ikke omfattet af overgangsbestemmelserne.

Baggrunden for overgangsbestemmelserne er, at kommunalbestyrelsen før kystlovens gennemførelse har disponeret for almindelig byudvikling. En ophævelse af beskyttelsen på arealer udlagt til byudvikling forudsætter en anmodning fra kommunalbestyrelsen til Skov - og Naturstyrelsen, samt at det pågældende areal opfylder betingelserne beskrevet ovenfor. Retten omfatter ikke arealer, der før ikrafttrædelsen af de nye regler har været under strandbeskyttelse eller klitfredning.

Regionerne i Danmark rummer stor variation både for så vidt angår landskab, befolkningstæthed, kysttyper og pres for udnyttelse. De gældende regionplaner fra 2001 afspejler disse regionale forskelle.

Alle regionplaner skal have retningslinjer for kystnærhedszonen i overensstemmelse med planlovens regler om planlægning i kystområderne. Formålet med retningslinjerne er at sikre, at de nationale og regionale interesser i kystområderne varetages gennem regionplanlægningen, jf. §§ 5 a, stk. 1 og 5 b i planloven.

Det er kendetegnende for regionplanernes retningslinjer om kystnærhedszonen, at retningslinjerne fortrinsvis er meget overordnede og generelle⁷⁾. Ofte er retningslinjerne formuleret meget tæt på den ordlyd, som findes i planloven bestemmelser. Men der er enkelte eksempler på retningslinjer, der "strammer op" på de lovbundne forpligtigelser for planlægningen i kystnærhedszonen. Ofte bruges betegnelsen "værdifulde kystlandskaber" om retningslinjerne for kystnærhedszonen. Dog er retningslinjer, der knytter sig til anlæg og arealreservationener præcise.

Der er imidlertid også regionplanmyndigheder, som har valgt at supplere arbejdet med planlægningen for kystnærhedszonen på en ny måde. I regionplanrevision 2001 har flere regionplanmyndigheder valgt at arbejde med en zoneinddeling af kystnærhedszonen. Typisk arbejdes der med en zoneinddeling, hvor de mest værdifulde kyststrækninger og områder omfattes af en restriktiv retningslinje, hvor der ikke kan opføres ny bebyggelse eller etableres nye anlæg. I de øvrige zoner differentieres planlægningen således, at den zone som er liggende længst fra kystlinjen, omfattes af de mindst restriktive retningslinjer.

Regionplanerne behandler også offentlighedens adgang til kysterne og placering af ferie- og fritidsanlæg, som krævet i henhold til planloven.

Regionplanen skal i redegørelsen endvidere beskrive den fremtidige udvikling i kystnærhedszonen og de tilgrænsende vandområder. Desuden skal der på et kortbilag til redegørelsen vises de eksisterende og planlagte forhold i kystnærhedszonen, herunder hvilke områder der friholdes for bebyggelse.

Regionplanerne fra 2001 opfylder kravene om at redegøre for den fremtidige udvikling og om kortbilag. Men indholdet varierer fra at gentage lovens ordlyd i nogle regionplaner til i andre at arbejde med en vision, målsætning og strategi for forvaltningen af kystnærhedszonen samt visualisering af ideerne med zonering på kortbilagene til regionplanen.

Endelig skal de allerede godkendte eller vedtagne, men uudnyttede arealreservationer i kystnærhedszonen gennemgås, når regionplanen revideres hvert fjerde år. De arealreservationer, der ikke er aktuelle, skal ophæves.

Generelt har regionplanmyndighederne været tilbageholdende med at udlægge nye arealer tæt på kysten i regionplanrevision 2001. Enkelte regionplaner stiller direkte krav om, at eksisterende rummelighed skal udnyttes før nye arealer i kystnærhedszonen kan inddrages til byzone. Men der har været stor forsigtighed med at udtage de uudnyttede arealreservationer i regionplanerne⁸⁾.

Miljøministeren kan fremsætte indsigelse overfor et forslag til regionplan og til ændringer af en regionplan til varetagelse af statslige interesser, jf. planlovens § 29.

Der er ved de to seneste regionplanrevisioner åbnet op for byudvikling flere steder – også ved byer, som ligger helt kystnært, jf. beskrivelsen i kapitel 3a om byudvikling i kystnærhedszonen. Der har i forbindelse med regionplanrevisionerne været fremsat indsigelse mod udlæg meget tæt på kysten.

Ved regionplanrevision 2001 fremsatte miljøministeren indsigelse på vegne af de statslige myndigheder mod arealudlæg til ferie- og fritidsformål eller til byudvikling i 8 amter. Indsigelserne handlede fortrinsvis om arealudlæg inden for 100 m eller 300 m strandbeskyttelses- og klitfredningszonen. Indsigelserne var rettet mod 7 arealudlæg til ferie- og fritidsformål og 3 udlæg til byudvikling.

Ved regionplanrevision 1997 blev der ligeledes fremsat en del indsigelser mod kystnære arealudlæg – særligt inden for den eksisterende 100 m eller den kommende 300 m strandbeskyttelses- og klitfredningszone.

Miljøministeren kan i særlige tilfælde at beslutte at overtage Hovedstadens UdviklingsRåd, amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter planloven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning, jf. planlovens § 3, stk. 4 i sager. Miljøministeren har i begrænset omfang brugt denne mulighed i sager om anlæg eller aktiviteter i kystnærhedszonen.

Der blev i perioden fra 1993 til 2000 indkaldt 9 sager, der omhandlede planlægning i kystnærhedszonen. Af de 9 indkaldte sager i kystnærhedszonen er 5 indkaldelser ophævet efter forhandling med kommunerne, 3 er bortfaldet, og i et tilfælde har kommunen trukket forslaget tilbage. I perioden 1998-2002 har der ikke været indkaldt sager om anlæg og aktiviteter i kystnærhedszonen.

Kystnærhedszonen er en planlægningszone, der omfatter både de kystnære arealer i landzone og eksisterende sommerhusområder. Byzoner blev med ændringen af planloven i 1994 undtaget fra kystnærhedszonen. Der er dog i planloven en række særlige bestemmelser om planlægning i kystnære byer, både fordi det er af national interesse, at udviklingen i de dele af byzonen, der ligger ud til kysten, eller som indgår i et samspil med kystlandskabet, sker ud fra de overordnede hensyn om beskyttelse af kystområderne, og fordi nye arealer til udvikling af disse byer bl.a. omfatter arealer i kystnærhedszonen.

Med udgangspunkt i udvalgets drøftelser om byudvikling i kystnærhedszonen beskrives i dette kapitel nogle af de udfordringer regionplanmyndighederne står overfor i den fremtidige planlægning for byudviklingen i kystnærhedszonen. Byudvikling forstås i denne sammenhæng som planlægningen for de arealer, som er nødvendige at inddrage til byernes vækst. Kapitlet afsluttes med udvalgets anbefalinger om den fremtidige planlægning for byudvikling i kystnærhedszonen.

Regionplanmyndigheder og kommuner har en væsentlig udfordring i planlovens krav til planlægning i kystnærhedszonen. Kravet er, at der skal planlægges for aktivitet under hensyntagen til de værdifulde naturressourcer og kulturmiljøer i kystområderne. Det handler om balancen mellem en nødvendig og ønskelig udvikling og en beskyttelse af natur- og kulturværdierne i kystområderne. De mange ofte forskelligt rettede interesser i kystnærhedszonen skal afvejes.

Flere regionplanmyndigheder og kystkommuner har, bl.a. i henvendelser til miljøministeren, udtrykt ønske om bedre mulighed for at udvikle byerne i de op til 3 km kystnærhedszonen udgør. Der har lokalt været en opfattelse af, at der var tale om en forbudszone og ikke en planlægningszone. Nogle kommuner har oplevet en kystnær beliggenhed som en begrænsning og en hindring for udvikling af de kystnære byer i kommunen.

Case: Byudvikling i Ebeltoft by siden 1931

Case: Byudvikling i Hundested Havn siden 1931

 Datakilde: Byzone og sommerhusområder, Frederiksborg Amt. Grundkort efter aftale GI18/1997 med KMS

En del kommuner med attraktive kyststrækninger har udtrykt ønske om at anvende disse områder til at tiltrække investeringer og nye borgere ved at bygge boliger eller udlægge områder til erhverv og andre aktiviteter. Flere af disse kommuner har imidlertid på samme tid ønsket at arbejde med en grundig og sammenhængende planlægning for udviklingen i de kystnære områder og at fremme de mere kvalitative sider ved byplanlægningen.

Der skal være rum til både benyttelse og beskyttelse af de attraktive kyststrækninger. Udfordringen er at skabe mulighed for at udvikle attraktive bysamfund, uden at byvæksten spredes uhensigtsmæssigt, og uden at der bruges løs af værdifulde arealer i kystnærhedszonen.

Byerne i Danmark er ikke ens, og har hver især deres egenart både erhvervsmæssigt og arkitektonisk. I hvert områdes udvikling må områdets egne styrker og specielle forudsætninger nødvendigvis spille en central rolle. Det gør også byerne forskellige. Det er vigtigt at bruge den regionale planlægning til at skabe rammer for balance mellem regionens byer og mellem byerne og deres opland.

Hvis både benyttelsen og beskyttelsen af kysterne skal tilgodeses, må regionplanmyndighedens fremtidige planlægning for byudvikling i kystnærhedszonen og kommunernes planlægning i de kystnære dele af byzonerne ske ud fra konkrete mål for beskyttelsen og benyttelsen. Med udgangspunkt i målsætningen kan der udarbejdes en regional strategi for, hvordan de fastsatte mål opnås.

Udlæg af nye arealer til byzone i kystnærhedszonen sker på baggrund af region-, kommune- og lokalplanlægning.

I regionplanerne fastsættes de overordnede retningslinjer for byvæksten i både kystnærhedszonen og for arealerne bag kystnærhedszonen. Det sker ofte i form af kort med indtegnede byvækstgrænser, pile med angivelse af byvækstretningen baseret på et skema med en ha opgørelse over eksisterende rummelighed, forventet behov for byvækst og det konkrete byvækstudlæg (arealudlæggene er begrænset til planperioden, det vil sige 12 år).

I den regionale og lokale planlægning har kravene til planlægningen for kystnærhedszonen af nogle været opfattet som en begrænsning. Et billede af aktiviteterne og udviklingen i kystområderne kan fås ved at sammenholde de offentliggjorte lokalplanforslag.

I kalenderåret 2001 modtog Landsplanafdelingen i alt 1206 forslag til lokalplaner⁹⁾. Inddeles lokalplanforslagene efter hovedanvendelse er de fleste til bolig- og erhvervsformål (boligformål 29 %, erhvervsformål 16 %).

Som tidligere beskrevet bor ca. 40 % af landets befolkning i kystområderne. Af de ca. 1200 forslag til lokalplaner lå 430 forslag i kystområderne, det vil sige både i landzone, sommerhusområderne og de kystnære byzoner. Det svarer til ca. 35 % af alle lokalplaner i 2001.

Af de 430 lokalplanforslag i kystområderne overføres der i ca. 100 lokalplanforslag areal fra landzone til byzone. Foreløbige tal viser, at kommunerne i de ca. 100 lokalplanforslag tilsammen overførte ca. 600 ha fra landzone til byzone i kystområderne i år 2001.

Der er flere eksempler på, at det har været muligt at give plads til aktiviteter og udvikling i kystnærhedszonen. I forbindelse med regionplanrevision 1997 blev der nedsat en arbejdsgruppe, som skulle se på Aabenraa Kommunes muligheder for byudvikling på langt sigt (Aabenraa ligger ved fjorden og byen er omkranset af skov). Resultatet af arbejdsgruppens drøftelser og besigtigelse af de potentielle områder til byudvikling var, at der blev fundet arealer til byudvikling i Aabenraa kommune, herunder også arealer der ligger indenfor 3 km fra kysten. Arealer som tilfredsstiller kommunens behov, og som samtidig tager hensyn til den omkringliggende natur, skove og kystlandskaber. Endnu et resultat af denne planlægning var, at de potentielle områder til byvækst blev taget i brug efter en fornuftig rækkefølgeplanlægning. Aabenraa Kommune arbejder med helhedsorienteret byfornyelse, og der gøres et stort arbejde for at udnytte mulighederne for at genanvende eksisterede byggegrunde i byen. Hvor det ikke er muligt, anvendes de arealer, der er tættest ved den eksisterende bystruktur først.

Nakskov Kommune har i marts 2001 udlagt omkring 70 ha ud til Nakskov Fjord til erhvervsformål. Med lokalplanen kan der udvikles et erhvervsområde med direkte tilknytning til havnen med gode udskibningsmuligheder, som er nødvendig for bl.a. vindmølleproduktion. Samtidig får de eksisterende virksomheder på det gamle værftsområde mulighed for at udvide. Området er inddæmmet og grænser mod nord op til et renseanlæg og slambassiner. Lokalplanen respekterer strandbeskyttelseslinjen. For at sikre de landskabelige hensyn er hele området omgivet af beplantningsbælter. I forbindelse med lokalplanlægningen har Storstrøms Amt udarbejdet et regionplantillæg. Eksemplet fra Nakskov illustrerer, hvordan en funktionel sammenhæng med genanvendelse af det gamle værftsområde til nye typer af virksomheder med behov for udskibning, kan begrunde selv store udlæg af erhvervsarealer langs kysten.

I maj 2002 har Præstø Kommune givet mulighed for et attraktivt bymiljø ned til Præstø Fjord. Store dele af lokalplanområdet er opfyldt terræn, og området har tidligere været anvendt til industri med silo/pakhuse og kemikalieoplag. Fabriksbygningerne er revet ned, så der er skabt mulighed for bl.a. 50 attraktive boliger med fjordudsigt og en central beliggenhed i forhold til bymidten. Den gamle stationsbygning og remisebygning er bevaringsværdige og kan indrettes til boliger, offentlige formål og liberale erhverv. En del af lokalplanområdet udlægges til rekreativt friareal, så kigget fra byen ud til fjorden bevares. Lokalplanen indebærer en mindre opfyldning ud i fjorden for både at opnå det nødvendige volumen i byggeriet og for at sikre en offentlig sti langs vandet. Eksemplet fra Præstø illustrerer en række planlægningsmæssige begrundelser for udlæg af nyt byområde ned til vandet. Det nye byområde ligger centralt i forhold til detailhandel, kollektiv trafik og kommunecenterets øvrige servicefunktioner. Desuden indeholder planlægningen elementer som genanvendelse af gamle industrigrunde, udnyttelse af bevaringsværdige bygninger og bedre muligheder for adgang og ophold langs kysten.

Eksemplerne er med til at illustrere, at kystnærhedszonen er en planlægningszone, hvor der stilles særlige krav til amter og kommuners planlægning. Men også at udvikling er mulig på baggrund af god planlægning. Når kystnærhedszonen alligevel er blevet opfattet som en forbudszone, så er der behov for at klargøre og formidle bestemmelserne i planloven. Det skal være muligt på en gang at sikre muligheden for at udvikle de kystnære bysamfund og at sikre de værdifulde kystlandskaber.

Regionplanudvalget har drøftet nogle af de forslag til nye sommerhusområder og byzoneudlæg, Sønderjyllands Amt har fremsendt til Miljøministeriet samt nogle af de problemstillinger Miljøministeriets dialogprojekt med Ringkjøbing Amt og kystkommunerne i amtet har belyst.

Dialogprojektet har handlet om, hvilke principper der kan lægges til grund for en kvalificeret planlægning for kystområderne, særligt for udvikling af de kystnære bysamfund. Dialogprojektet har taget udgangspunkt i et ønske om at klargøre, hvordan der kan og bør planlægges i de sårbare og naturskønne kystområder, og hvilke principper der skal ligge til grund for planlægningen. Kommunerne har især ønsket at diskutere, hvordan der kan skabes bedre mulighed for udvikling af de bysamfund, som ligger inden for kystnærhedszonen. Dialogen har været centreret om forskellige typer af bysamfund, og om at udforme et paradigma for god planlægning i forskellige bysamfund. En beskrivelse af dialogprojektet fremgår af bilag F.

Planlægningen bør som udgangspunkt respektere strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen. Men på baggrund af grundig lokalplanlægning skal der fortsat være mulighed for en begrænset udbygning inden for beskyttelseszonen, navnlig i de bysamfund som er helt omsluttet af beskyttelseszonen. Det er især relevant i forbindelse med byudvikling bag den allerede eksisterende bebyggelse, ved huludfyldning ved lommer i byen og ved havne. Det er Skov- og Naturstyrelsen, der har kompetencen til at ophæve strandbeskyttelseslinjen. Amtsrådet kan i enkeltsager dispensere fra strandbeskyttelseslinjen. En evt. dispensation er en afgørelse, der kan påklages til Naturklagenævnet.

Kystnærhedszonen er en planlægningszone og ikke en forbudszone. Der skal fortsat være mulighed for at udvikle også de bysamfund, som er helt omsluttet af kystnærhedszonen.

Regionplanudvalget vurderer, at der er behov for at klargøre og formidle lovens bestemmelser.

Udviklingen af et bysamfund kan ikke ses isoleret, men må indgå i en sammenhængende vurdering af byerne i regionen. Det er centralt at fokusere på kvaliteterne i det enkelte bysamfund og på muligheden for at realisere bysamfundets potentiale for udvikling. De enkelte bysamfund skal finde deres egen profil bl.a. med udgangspunkt i omgivelserne og herigennem styrke udviklingsmulighederne.

Gennem formuleringen af en målsætning for den regionale udvikling og en strategi for handlinger, der peger mod målopfyldelsen, kan de regionale myndigheder være medvirkende til at skabe rammer for udviklingen i regionen og væksten i regionens bysamfund til gavn for helheden.

Regionplanudvalget anbefaler på den baggrund, at der overvejes en justering af lovens nuværende bestemmelse om byudvikling i kystnærhedszonen i § 5 b, stk. 1, nr. 1. Ændringen skal understrege muligheden for, at nødvendig byudvikling kan foregå, når udviklingen er begrundet i grundig og sammenhængende planlægning. Det betyder bl.a. en udvikling i samspil med byudviklingen for regionens øvrige bysamfund gennem en samlet strategi for det regionale bymønster. Planlægningen skal desuden tilgodese en hensigtsmæssig bystruktur og udnyttelse af infrastruktur samt hensyn til landskabet og dets natur- og kulturværdier.

Udvalget anbefaler endvidere, at der i forbindelse med en evt. ændring af planloven følges op med information, der i højere grad end nu, kan være med til at skabe en fælles forståelse i amter og kommuner af hvilke aktiviteter, der kan lade sig gøre i kystnærhedszonen.

Regionplanmyndigheden skal skabe det regionale overblik over rollefordelingen mellem regionens byer. Med til denne opgave hører at fastlægge rammerne for byvæksten i regionens byer. Byvækst rummer en udvikling med plads til byens mange aktiviteter: erhvervsvirksomheder, boliger, offentlige institutioner, grønne områder m.m.

De regionale myndigheder udpeger de værdifulde kyststrækninger og skal fastsætte entydige retningslinjer for den ønskede og nødvendige udvikling i regionen. Det indebærer også en konkret interesseafvejning mellem byvækst og bevaring af åbne kyststrækninger.

Gennem formuleringen af entydige retningslinjer for byudviklingen i kystnærhedszonen, ved kortlægning af de enkelte byers særlige styrker og udviklingsbehov i den regionale planlægning, og gennem konkrete rammer for byvækst skabes større klarhed om det lokale råderum. Retningslinjerne skaber rammer og plads til kommune- og lokalplanlægning for den konkrete udbygning. En velgennemtænkt planlægning i dialog med kommunerne kan skabe tillid hos investorer og derigennem bidrage til at planmålene opfyldes.

Regionplanmyndighedens varetagelse af denne opgave skal give rum til udvikling, når der er et velbegrundet og dokumenteret behov for det. Byudvikling skal ske på baggrund af en grundig og sammenhængende planlægning, og der skal åbnes mulighed for udvikling af alle typer bysamfund – både de større byer og de mellemstore byer og landsbyerne.

Kommunernes ansvar er at udarbejde den konkrete planlægning for og udformning af byvæksten, herunder indpasningen af bebyggelsen i landskabet på baggrund af regionplanernes retningslinjer for planlægning i kystnærhedszonen og de geografiske rammer for konkret byvækst.

Regionplanens retningslinjer skal være så entydige, at kommunen kan planlægge med forventning om, at der kun undtagelsesvist vil blive gjort indsigelse efterfølgende. Ønskes der planlagt ud over de rammer, som er fastsat på regionalt niveau i en dialog mellem amter og kommuner, vil det naturligvis kræve en mere omfattende sagsbehandling og dermed både fleksibilitet og tålmodighed fra de involverede parter.

Udvalget vurderer, at konsensus om udviklingen i regionen og en udpegning af meget værdifulde kystlandskaber i sammenhæng vil skabe gode forudsætninger for fremtidig byudvikling.

Udvalget anbefaler derfor, at regionplanmyndigheden gennem dialog med de lokale myndigheder og organisationer skaber overblik over byernes regionale rollefordeling i regionplanlægningen.

Udvalget vurderer, at dialogen kan gennemføres inden for rammerne af bestemmelserne i den eksisterende planlov.

Erfaringerne fra samarbejdsprojektet med kystkommunerne i Ringkøbing Amt viser, at mange problemer kan løses, når der skabes løbende dialog kommunerne imellem, mellem kommunerne og amter og med statens lejlighedsvise medvirken. Principperne for god planlægning følges, når kommuner samarbejder på tværs fx via kommuneplanstrategierne, og når der er en god dialog med amtet om bl.a. retningslinjerne i regionplanen.

Det er udvalgets vurdering, at samarbejde og dialog mellem de regionale og lokale myndigheder både på det strategiske og det mere konkrete plan er af afgørende betydning i en proces, der skal skabe grundlaget for byudvikling i regionen.

Udvalget anbefaler, at miljøministeren tilskynder til denne dialog i det fremtidige samarbejde med og mellem de regionale og lokale myndigheder. Udvalget er opmærksom på, at der i Hovedstadsregionen og andre af de største byregioner er et særligt bymæssigt pres, der kræver en overordnet koordinering på tværs af kommunegrænser.

Det er Regionplanudvalgets vurdering, at der med fordel kan formuleres en række overordnede principper for indholdet i en god og fornuftig planlægning for byudvikling i kystnærhedszonen.

Udvalget anbefaler derfor følgende planfaglige principper:

1. Kysterne og de kystnære landskaber er værdifulde, og planlægning for udvikling kræver derfor særlig omtanke.
2. Strandbeskyttelses- og klitfredningszonen er forbudszoner, der som udgangspunkt skal friholdes for byggeri.
3. Der skal tages udgangspunkt i regionplanens udpegninger af de værdifulde kyststrækninger, som skal bevares og beskyttes.
4. Formulering af mål for udvikling i regionen, fastsættelse af regionale strategier og et overblik over rollefordeling mellem regionens byer og oplandet kan medvirke til at skabe rammerne for udvikling i de enkelte bysamfund.
5. Med byfornyelse og byomdannelse kan der – også i helt små samfund – skabes kvalitet i de bysamfund, som allerede findes. Før der udlægges nye byområder bør der tænkes i fornyelse og omdannelse af eksisterende byområder.
6. Den eksisterende rummelighed i allerede udlagte områder bør udnyttes før nye arealer fra kystnærhedszonen inddrages til en udbygning af bysamfundet. Der skal være mulighed for at bytte et allerede udlagt byzoneareal med et andet (nyt) areal under forudsætning af det sker i overensstemmelse med principperne for udlæg af nye arealer i kystområderne.
7. Nyudlæg til byzone skal placeres i umiddelbar tilknytning til eksisterende byzone. Byens profil – hvordan ser byen ud, når den ses på afstand – er også vigtig.
8. Inddragelse af nye arealer i byzone skal fortsat være begrundet i et realistisk behov inden for en overskuelig fremtid (typisk planperioden).
9. En udbygning af et bysamfund skal planlægges og formgives ud fra en konkret vurdering af den eksisterende bebyggelse og kystområdets kvaliteter.

Og følgende principper for planlægningsprocessen:

10. Borgere, erhvervsliv og interesseorganisationer skal inddrages aktivt i planlægningsprocessen.
11. Når der er formuleret klare retningslinjer, og når der er etableret en åben og konstruktiv dialog mellem parterne i regionen, vil en planlægning, som følger principperne for god planlægning i kystområderne, kunne foregå mere smidigt end hidtil, inden for gældende regler for procedure, høring mv.
12. Gennem arbejde med kommuneplanstrategierne – evt. i fællesskab mellem flere kommuner – får kommunerne et godt redskab til at arbejde med en målrettet udvikling af kommunen, herunder kommunens kystnære områder.

Regeringens landsplanredegørelse 2003 Et Danmark i balance - hvad skal der gøres ? blev offentliggjort i maj 2003. Landsplanredegørelsen er tæt koordineret med regeringens regionale vækststrategi samt den regionalpolitiske redegørelse. De tre regeringsrapporter er offentliggjort samtidigt. Regeringen vil styrke den regionale og lokale balance i Danmark. Anbefalingerne understøtter især de svagest stillede områder i Danmark, og dermed også udviklingen i dele af kystnærhedszonen.

Regionplanudvalget har drøftet regionplanlægning for landskab, natur og erhverv i kystnærhedszonen bl.a. med udgangspunkt i planlægning ud fra zoner. I dette kapitel beskrives fordele og ulemper for regionplanlægningen ved at opdele den nuværende kystnærhedszone i flere zoner. Beskrivelserne tager udgangspunkt i den udfordring det er at afveje interesserne i kystnærhedszonen, herunder de hensyn der er til beskyttelsen af landskabet og naturen i kystnærhedszonen, samtidig med at erhvervene skal have plads til en nødvendig udvikling.

Det er en national interesse at bevare åbne, ubebyggede kyster, så de fortsat kan opleves som landskabelige helheder med høj natur- og landskabsværdi, og sikrer kvalitet i udviklingen, hvor udvikling er velbegrundet. Planprocessen skal sikre, at mulighederne tænkes igennem i en åben dialog mellem myndigheder og offentligheden. Planlægningen skal skabe et administrationsgrundlag, som medvirker til at sikre disse nationale interesser.

Kystområderne tiltrækker mennesker på alle årstider. Det skyldes de storslåede naturoplevelser og de mange muligheder for fri færdsel, samvær og aktive friluftsaktiviteter på stranden og havet som kystområderne tilbyder. De mange sommerhusbebyggelser og friluftsanlæg langs kysterne vidner om kysternes attraktionsværdi i rekreativ og turistmæssig sammenhæng. For helårsbosætning, og i særdeleshed for fritidsbosætning, men også for rekreation og turisme er beliggenhed ved særlige land-skabs-, natur- og kulturværdier i stigende grad en konkurrenceparameter.

Generelt er naturen i Danmark ret robust over for de almindelige former for friluftsliv og turisme. Dog kan friluftslivet og turismen lokalt medføre slidproblemer og forstyrrelser af dyrelivet. Forskellige naturtyper har varierende følsomhed over for rekreativ brug. Fx er der stedvist problemer med slid i de sårbare klitområder langs den jyske vestkyst med mange besøgende. Der kan derfor være et lokalt behov for en øget indsats for at undgå at naturen nedslides.

Gode adgangsmuligheder til naturen, grønne områder og kysten er vigtige forudsætninger for friluftslivet. Især parker, skove og strande besøges flittigt.

I 1991 var ca. 1/3 af den samlede kystlængde optaget af eksisterende eller planlagte bymæssige bebyggelser, havne og større tekniske anlæg samt sommerhusområder. Ca. 2/3 af kysterne var bevaret som ubebyggede landskaber med naturområder, landbrugsområder eller skove. Sammenlignet med landets totale areal er sommerhusene ikke overraskende koncentreret i kystnærhedszonen. 1% af landets samlede areal er udlagt til sommerhusområder, i kystnærhedszonen er det ca. 4% af arealerne, der er udlagt til sommerhusområder. En opgørelse tættere på kysten end blot kystnærhedszonen, fx en zone på 1 km fra kysten og ind i landet viser, at sommerhusområderne i 1991 dækkede ca. 12 % af kysten. De kystnære dele af byzonen er ikke indregnet i kystnærhedszonen, men udgjorde i 1991 ca. 2,5 % af landets areal. I en 1 km zone fra kysten dækkede byzonen ca. 13 % ¹⁰⁾.

I det følgende gengives nogle nyere opgørelser for bl.a. landskabet og naturen i kystnærhedszonen¹¹⁾. Den ca. 3 km brede kystnærhedszone dækker over et areal på ca. 10.995 km². Zonen omfatter landzone- og sommerhusområder og dækker 26 % af landets samlede areal. Alle danske amter har større eller mindre kyststrækninger, og de særlige bestemmelser om planlægning for kystnærhedszonen i planloven berører derfor regionplanmyndighederne i varierende grad.

Amter med store kyststrækninger og mange øer har naturligt større andele af arealet liggende inden for kystnærhedszonen. Relativt størst betydning har kystnærhedszonen i Storstrøms og Bornholms amter, hvor 44 % af det samlede areal ligger i kystnærhedszonen. Også Fyn har med 36 % en stor andel af arealet liggende i kystnærhedszonen.

Vejle og Ringkøbing amter har relativt mindst areal i kystnærhedszonen, henholdsvis 13% og 15 %. I Hovedstadsregionen og Ribe udgør kystnærhedszonen ca. 17 %.

Langt den overvejende del af kystnærhedszonen er i landzone. Set samlet for landet drejer det sig om 96 %. De resterende 4 % er sommerhusområder.

Der er imidlertid regionale forskelle spændende fra, at sommerhusområderne udgør 1% af kystnærhedszonen i Sønderjylland, Fyn og Vejle amter til 14 % i Frederiksborg Amt og 10 % i Vestsjællands Amt.

Ud over bestemmelserne i planloven er arealerne i kystnærhedszonen – som i resten af landet – omfattet af en række bestemmelser, der i forskelligt omfang bidrager til at beskytte arealerne mod uhensigtsmæssig planlægning og byudvikling. Specielt de beskyttede naturområder kan være relevante i denne forbindelse. I opgørelsen er følgende beskyttede naturtyper indregnet: Beskyttede naturtyper (§3), natur- og vildtreservater, EF Habitatområder, EF fuglebeskyttelsesområder, ramsarområder, statsfredninger, arealfredninger.

Sammenstilles de nævnte naturområder (det vil sige medtages alle arealer, der er omfattet af en eller flere typer af beskyttede naturtyper) fås et samlet areal på 650.000 ha svarende til 15 % af Danmarks areal. Indenfor kystnærhedszonen er den tilsvarende andel 28% eller 310.000 ha, som er omfattet af en eller flere former for naturbeskyttelse. Sammenlignet med landsgennemsnittet er næsten dobbelt så stor en andel af kystnærhedszonen omfattet af en eller flere former for naturbeskyttelse.

Der er regionale forskelle på hvor store arealer, der er omfattet af naturbeskyttelse i og uden for kystnærhedszonen. Specielt skiller Ribe amt sig ud med 65% af arealerne i kystnærhedszonen omfattet af en eller flere former for naturbeskyttelse. Det tilsvarende tal for amtet som helhed er 19%. Også Hovedstadsregionen (54%), Ringkøbing (38%), Viborg (33%) og Nordjyllands (35%) amter har en større grad af naturbeskyttelse i kystnærhedszonen end gennemsnittet på landsplan. Bornholms amt skiller sig ud ved at have relativt få naturbeskyttelsesarealer, idet naturbeskyttelsen i kystnærhedszonen (16%) er lavere end gennemsnittet for hele amtet (19 %).

Også skovene og de i regionplanen udpegede skovrejsningsområder kan have interesse for den fremtidige planlægning af kystnærhedszonen, da de må formodes kun i begrænset omfang at blive inddraget som fremtidige byudviklingsområder. I alt er 13% af kystnærhedszonen udlagt til skov, hvilket er svarende til resten af landet. 4% af kystnærhedszonen er udpeget til fremtidigt skovrejsningsområde. Dette er en lidt mindre andel end gennemsnittet på 5% på landsplan. Det er vigtigt at bemærke, at skovområderne kan overlappe de naturbeskyttede arealer.

En del af grundlaget for de nuværende regionplaners bestemmelser omkring beskyttelsesinteresser i det åbne land er fredningsplanerne. Ved naturfredningslovens ændring i 1978 blev bestemmelserne om fredningsplanlægningen fastlagt således, at den hidtidige regionale statslige planlægning efterfølgende skulle udføres som en amtskommunal sektorplanlægning til supplement af regionplanlægningen. Som led i fredningsplanlægningen har alle amter kortlagt og prioriteret biologiske, kulturhistoriske, friluftmæssige, geologiske og landskabelige værdier og interesseområder.

Planloven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne om landets natur og miljø. Midler til at gennemføre denne arealplanlægning findes i en række sektorlove som for eksempel naturbeskyttelsesloven, råstofloven, skovloven og landbrugsloven. Specielt varetager naturbeskyttelsesloven, sammen med landzonebestemmelserne i planloven, beskyttelsesinteresserne i det åbne land.

Gennem den fysiske planlægning skal offentlighedens adgang til kysten sikres og udbygges, jf. planlovens § 5 b. Af Overblik over statslige interesser til regionplanrevision 2005 fremgår det, at regionplanmyndighederne opfordres til at udarbejde en planlægning, der sikrer og udbygger befolkningens rekreative færdselsmuligheder og friluftsoplevelser i det åbne land, herunder også adgang til kysten. Arbejdet kan fx udformes som en regional friluftsstrategi med inddragelse af amtets grønne råd.

Naturbeskyttelsesloven regulerer adgangsforholdene. Hovedformålet med loven er at styrke beskyttelsen af den danske natur og at udvide offentlighedens adgang til den. Andre love har også betydning for adgangsforholdene i det åbne land, fx lov om mark- og vejfred.

Udgangspunktet for arbejdet med en bedre beskyttelse af de danske kystområder er at friholde landskaber i sin helhed i kystnærhedszonen. Desuden er det et mål at sikre de større, uforstyrrede landskaber og fredede områder, der ligger uden for kystnærhedszonen, men grænser op til disse landskaber.

I arbejdet indgår en række mere konkrete vurderinger af forhold for landskab, natur, kulturhistorie, geologi og rekreation. De konkrete vurderinger er en del af den regionale planlægning for disse områder.

Der har efter fredningsplanlægningen blev integreret i regionplanarbejdet udviklet sig forskellige måder i amterne, hvorpå planlægningen for beskyttelsesinteresserne gennemføres, og amterne har under forskellige betegnelser afgrænset og udpeget områder med beskyttelsesinteresser i regionplanerne.

Fx har regionplanlagte naturområder betegnelser som: "Naturområder" (regionplaner for Vejle, Ringkøbing, Århus og Sønderjyllands amter), "Regionale naturområder" (regionplaner for Storstrøms og Nordjyllands amter), "Særligt værdifulde naturområder" Vejle Amt og "Meget værdifulde landskaber" (Frederiksborg Amt).

Den overvejende del af arealerne i kystnærhedszonen er landzone (96 %). På disse arealer i kystnærhedszonen skal der sammen med mulighederne for at udnytte de rekreative værdier også være plads til udøvelsen af jordbrugserhvervene.

Landzonemyndigheden skal generelt i sin administration af tilladelser til bl.a. byggeri og anlæg i søge at friholde det åbne land og sikre, at selve kystnærhedszonen friholdes for bebyggelse og anlæg.

Det blev i forbindelse med ændringen af lov om naturbeskyttelse i 1994 forudsat, at landzonemyndigheden viser tilbageholdenhed med at tillade bebyggelse mv., der kan foregribe fastsættelsen af de udvidede klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjer.

Der blev med ændringen af planloven i 1994 ikke ændret ved retten til at opføre byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelsen af fiskerierhvervet, uden forudgående tilladelse.

Det vil sige, at byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendom, ikke skal have en landzonetilladelse, jf. § 36, stk. 1, nr. 3. Det er dog således, at erhvervsmæssigt nødvendige bygninger, som placeres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, som hidtil skal have landzonemyndighedens godkendelse af beliggenheden og udformningen bygningerne, jf. § 36, stk. 2.

For byggeri til landbruget, der ikke er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften, kræves der ligeledes en landzonetilladelse. Dog med visse undtagelser. Følgende aktiviteter er ligesom erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri undtaget fra kravet om landzonetilladelse:

• Ibrugtagning af bebyggelse eller arealer til landbrug eller skovbrug eller til brug for udøvelse af fiskerierhvervet, jf. § 36, stk. 1, nr. 4.
• Indvinding af råstoffer i jorden, jf. § 36, stk. 1, nr. 6. (kan dog kræve VVM tilladelse ved større indvindinger).
• Opførelse eller indretning i eksisterende bebyggelse af en bolig på en landbrugsejendom, hvis areal overstiger 30 ha, når den nye bolig skal benyttes i forbindelse med et generationsskifte eller til en medhjælper, jf. § 36, stk. 1, nr. 12.
• Byggeri til udvidelse af en mindre erhvervsvirksomhed i det åbne land, som lovligt er etableret i en tidligere landbrugsbygning, jf. § 36, stk. 1, nr. 13.

De to sidstnævnte kræver dog (som det erhvervsmæssigt nødvendige byggeri), landzonetilladelse for så vidt angår beliggenheden og udformningen af bygningerne, når de opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Bestemmelserne i § 36, stk. 1, nr. 12 og 13, gælder ikke inden for klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelsesloven.

Men fælles for de typer af byggeri i kystnærhedszonen, der kræver en landzonetilladelse, herunder en godkendelse af beliggenheden og udformningen, er, at landzonemyndigheden kun må give tilladelse for arealer i kystnærhedszonen, hvis det ansøgte har helt underordnet betydning for de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. § 35, stk. 3.

I administrationen af landzonebestemmelserne for byggeri i kystnærhedszonen sondres der mellem følgende:

• byggeri i kystnærhedszonen, der kræver en landzonetilladelse jf. § 35, stk. 3,
• erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri (i kystnærhedszonen og resten af landet), der ikke kræver en landzonetilladelse, jf. § 36, stk. 1. nr. 3 og
• erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri (i kystnærhedszonen og resten af landet), der kræver en landzonetilladelse for såvidt angår beliggenheden og udformningen af bygninger, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, jf. § 36, stk. 2.

Sammen med Landbrugets Rådgivningscenter, Forskningscenter for Skov og Landskab og Aalborg Universitet har Landsplanafdelingen i foråret 2003 foretaget et groft skøn over antallet af landbrugsejendomme i kystnærhedszonen og fremtidens byggemuligheder der. Der er i alt ca. 138.000 landbrugsejendomme i hele Danmark. Det vurderes, at der teoretisk på op til 20.700 ejendomme kan foretages erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri unden landzonetilladelse, og etableres op til 1-3 nye boliger pr. ejendom afhængig af størrelsen af den enkelte ejendom. Efterspørgslen forventes at være betydelig mindre.

Landbrugets Rådgivningscenter har over for Landsplanafdelingen oplyst, at byggebehovet i nær fremtid alene for store stalde til svin og kvæg på landsplan er mellem 1 og 1½ mio. m². Hver staldbygning vil blive på 2-3.000 m². Formentlig vil mellem 50 – 115 af sådanne staldbygninger blive bygget i kystnærhedszonen. Størrelsesmæssigt vil disse bygninger overskride grænse for, hvad der kan betragtes som erhvervsmæssigt nødvendigt, hvilket betyder, at etableringen kræver landzonetilladelse efter de almindelige regler herom.

Det er kommunalbestyrelsen, der er landzonemyndighed i hele landzonen. Kommunalbestyrelsen skal ved sin behandling af en ansøgning om landzonetilladelse tage hensyn til formålet med landzonebestemmelserne, den regionale og kommunale planlægning, ansøgeren og naboerne.

Kommunalbestyrelsen har pligt til efter planloven at virke for gennemførelsen af både region- og kommuneplanlægningen. For at sikre en sag bliver bedst muligt oplyst, skal kommunalbestyrelsen indhente en udtalelse fra regionplanmyndigheden i sager uden for lokalplanlagte områder og landsbyer, der er afgrænset i kommuneplanen, før der meddeles landzonetilladelse¹³⁾.

De danske kyster og kystlandskaber rummer som tidligere beskrevet en stor variation af landskabs- og naturtyper. Sikringen af beskyttelsesinteresserne i kystnærhedszonen kan derfor ikke ses under ét, men må betragtes ud fra de naturgivne forudsætninger, der er tilstede i de enkelte områder, og i sammenhæng med udviklingen for resten af regionen.

Det er udvalgets vurdering, at beskyttelse af de danske kyster er og fortsat vil være en national interesse. Udvalget er enig i planlovens formålsbestemmelse, der særligt tilsigter, at bl.a. den samlede planlægning fortsat skal sikre, at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource.

Udvalget anbefaler, at der opretholdes et særligt kapitel om planlægning for kystområderne og i særdeleshed om kystnærhedszonen, jf. planlovens § 5 a og § 5 b.

Kystlandskabet rummer internationale, nationale, regionale og lokale værdifulde landskabs- og naturtyper, og den geografiske afgrænsning af de områder, hvori beskyttelsesinteresserne befinder sig, går ofte på tværs af de administrative grænser. Regionplanudvalget har drøftet behovet for at skabe et mere ensartet grundlag for kortlægning af de nationale og regionale interesser og for en opstilling af de mål, der ønskes opnået for beskyttelsesinteresserne. Der er en række initiativer som vil kunne anvendes i det fremtidige arbejde hermed. Der henvises til afsnittet om zonering i kystnærhedszonen.

Regionplanudvalget anbefaler, at der fortsat vises tilbageholdenhed med bebyggelse og anlæg i kystlandskaberne, især ved de ubebyggede kyster og i de åbne kystkiler. Nødvendige nye anlæg skal i videst muligt omfang indpasses i den kystlandskabelige helhed.

Regionplanens retningslinjer for det åbne land er et vigtigt grundlag for kommunalbestyrelsernes administration af landzonebestemmelserne. Regionplanens retningslinjer bør derfor være så konkrete, at de regionale forhold og hensyn i det åbne land, som kommunerne forventes at lægge til grund for deres landzoneadministration, ikke giver anledning til misforståelser. Det gælder eksempelvis retningslinjerne for landskabelige, miljø- og støjmæssige, kulturmæssige og naturmæssige hensyn, men også hensynene til erhvervenes muligheder for udvikling i regionen, offentlighedens adgang til det åbne land og muligheder for rekreative friluftsoplevelser.

Endvidere anbefaler udvalget regionplanmyndighederne at være opmærksomme på, at der i forbindelse med regionplanrevision 2005 bør skabes et godt grundlag for administrationen af det åbne land. Det anbefales ligeledes regionplanmyndighederne at overveje, om der er anledning til at fastsætte retningslinjer for beliggenheden af de store stalde, der kræver landzonetilladelse. I sådanne retningslinjer vil hensyn til kystlandskaberne kunne inddrages.

Der vil også i fremtiden være en række virksomheder, der ikke vil kunne placeres i de almindelige erhvervsudlæg i byerne. Anlæg, der funktionelt er afhængig af en kystnær placering, samt anlæg der indebærer en risiko for grundvandet, skal kunne placeres i kystnærhedszonen. Det drejer sig bl.a. om anlæg som affaldsbehandlingsanlæg, fiskerihavne og saltvandsdambrug samt infrastrukturanlæg som vindmøller og højspændingsledninger mv.

Interesseafvejningen mellem benyttelse og beskyttelse af de kystnære områder rummer derfor også en benyttelse til erhvervsvirksomheder med særlige beliggenhedskrav, der slet ikke eller kun vanskeligt vil kunne placeres i byerne. Den aktuelle udfordring er at afveje de funktionelle og samfundsmæssige hensyn i forbindelse med disse anlæg overfor hensynet til de landskabelige værdier i kystnærhedszonen.

For planlægningen i kystnærhedszonen gælder, at der kun må inddrages nye arealer i byzone og planlægges for nye anlæg i landzone, hvis der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering, jf. planlovens § 5 b.

Herudover gælder, at der bortset fra trafikhavneanlæg og andre overordnede infrastrukturanlæg kun i ganske særlige tilfælde kan der planlægges for bebyggelse og anlæg på land som forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet eller særlig kystbeskyttelse, jf. planlovens § 5 b.

Samtidig rummer planlovens § 6, stk. 3, nr. 2 et krav om at regionplanerne skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af større trafikanlæg og andre større tekniske anlæg.

I bemærkningerne til lovforslaget fra 1994 og i Vejledning om planlægning i kystområderne uddybes de særlige krav til lokalisering af tekniske anlæg i kystnærhedszonen.

Udgangspunktet har været, at tekniske anlæg bør lokaliseres ved eksisterende bymæssig bebyggelse, eller sammen med eksisterende større anlæg og fortrinsvis bag eksisterende bebyggelse for at udnytte den eksisterende infrastruktur og ikke opdele kysten yderligere.

Anlæg, der ikke kan lokaliseres i byerne, kan med en særlig funktionel begrundelse lokaliseres i landzone. Det kan være anlæg, der af miljømæssige årsager er uhensigtsmæssige i bysammenhæng, eller anlæg der har behov for søværts transport, tilknytning til særlige ressourcer mv. Behovet for kystnær beliggenhed skal godtgøres, og i fornødent omfang skal muligheden for lokalisering uden for kystnærhedszonen belyses.

Planlægningen for tekniske anlæg, der nødvendigvis må lokaliseres i kystnærhedszonen, stiller særlige krav til indpasning i kystlandskabet. Det gælder også anlæg som fx. elledninger, der ikke kan placeres uden for kystnærhedszonen eller kabellægges.

Regionplanerne skal ligeledes indeholde retningslinjer for beliggenheden af virksomhed mv., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav, jf. planlovens § 6, stk. 3, nr. 3.

Kravet indebærer en vurdering af behovet for at udlægge arealer til virksomheder, der ikke kan placeres i almindelige erhvervsområder i byerne på grund af deres særlige beliggenhedskrav.

Den statslige interesse er, at arealer til virksomheder med særlige beliggenhedskrav udlægges på baggrund af en samlet, regional planlægning. Arealerne må reserveres til de pågældende virksomhedstyper, der ikke kan placeres andre steder.

Af hensyn til beskyttelsen af grundvandet må affaldsbehandlingsanlæg og andre potentielt grundvandstruende funktioner lokaliseres, således at en evt. udsivning ledes direkte ud til havområder, hvor disse i øvrigt kan bære en udsivning.

Det er en statslig interesse, at sikre udviklingsmuligheder for de mindre fiskerihavne som grundlag for at kunne opretholde et bæredygtigt kystfiskeri og en traditionel erhvervskultur, der giver lokale beskæftigelsesmuligheder og forsyning med friske fødevarer af god kvalitet. Det er herudover også en statslig interesse at sikre dambrug og havbrug en lokalisering, som kan være med til at mindske deres miljøbelastning og fremme de særlige erhvervsmuligheder herved.

I Overblikket over statslige interesser i regionplanrevision 2005 gives en særlig henvisning til Havbrugsudvalgets arbejde, der blev afsluttet marts 2003¹⁴⁾. Havbrugsudvalget anbefaler, at der fastlægges reviderede krav til regionplanernes retningslinier og målsætninger med henblik på at sikre en ensartet bedømmelse for ansøgninger om saltvandsdambrug (indpumpningsanlæg på land), og at der fortsat skal foretages en konkret afvejning af, om det enkelte saltvandsdambrug har eller kan forventes at have en væsentlig effekt i forhold til den beskyttelsesinteresse, der ligger til grund for regionplanens målsætning for det pågældende (nærliggende) vandområde.

Etablering af et affaldsbehandlingsanlæg forudsætter, at der er gennemført en regionplanlægning med retningslinjer for anlæggets placering. Regionplanlægningen forudsætter tillige ofte, at der udarbejdes en særlig redegørelse for depotetets miljømæssige konsekvenser.

Hensynet til beskyttelsen af grundvandet prioriteres højt ved planlægningen for et affaldsdepot. Nye depoter placeres derfor som hovedregel kystnært, således at en evt. perkolatudsivning kan udledes til ikke sårbare havområder uden at påvirke grundvandet. Endvidere tages der hensyn til boligområder og til de biologiske, geologiske, kulturhistoriske, landskabelige, råstofmæssige og rekreative interesser i kystnærhedszonen.

Retningslinjer for kystnær placering af affaldsdeponeringsanlæg fremgår af miljøministerens brev af 27. Juni 1991. Miljøministeriet forventer snarest at udstede et cirkulære, der præciserer kravet om grundvandsbeskyttelse ved planlægningen for affaldsdeponeringsanlæg.

Opstilling af vindmøller forudsætter jf. vindmøllecirkulæret fra juni 1999, at der er gennemført en detaljeret regionplanlægning for møllernes placering under størst mulig hensyntagen til omgivelserne. Denne planlægning forudsætter endvidere ofte, at der udarbejdes en særlig redegørelse for møllernes miljømæssige konsekvenser.

Vindmøller kan placeres kystnært, hvis der er en særlig planlægningsmæssig begrundelse, fx hvis det sker som led i en sanering af vindmøller i kystnærhedszonen, hvor ældre uhensigtsmæssigt placerede møller fjernes, og hvor de nye møller opstilles under særlig hensyntagen til de omboende og til de ornitologiske, landskabelige og kulturhistoriske interesser i kystnærhedszonen.

Udbygningen i antallet af vindmøller på land forventes at aftage mærkbart i det kommende år. Det vurderes, at der ikke på nuværende tidspunkt er behov for at skærpe kravene til kvaliteten af vindmølleplanlægning.

Opstilling af master til radiokommunikationsformål forudsætter normalt ikke en detaljeret regionplanlægning, men kan ske på grundlag af en konkret vurdering i forhold til de berørte landskabs- og naturinteresser. Videnskabsministeriets mastelov fra marts 1999 har som formål at sikre optimal radiokommunikation gennem bl.a. fællesudnyttelse af eksisterende master, således at det fremtidige antal master kan begrænses mest muligt.

Der er ikke funktionelle begrundelser for placering af telemaster inden for kystnærhedszonen. Nye kystnære telemaster kan dog blive aktuelle i det omfang, radiodækning ikke kan opnås ved opsætning af antenner på eksisterende master eller andre høje bygningsanlæg. Der kan forventes en kraftig stigning i behovet for nye antenner som følge af introduktionen af 3. generation af mobilnettet (UMTS-nettet). Videnskabsministeriet har udsendt en vejledning om masteloven, byggeloven og planloven til brug for denne udbygning.

Det må forventes, at behovet for nye antenner ikke vil kunne dækkes alene ved opsætning på eksisterende master og andre høje konstruktioner.

Etablering af højspændingsledninger (luftledninger) over 100 kV forudsætter, at der er gennemført en regionplanlægning med retningslinjer for deres beliggenhed. Regionplanlægningen forudsætter tillige normalt, at der udarbejdes særlige redegørelser for anlæggenes miljømæssige konsekvenser. Elselskaberne og Miljø- og Energiministeriet aftalte i 1995 nogle principper for etablering og sanering af højspændingsanlæg.

I følge disse principper kan der etableres et luftledningstransmissionsnet på 400 kV, medens nye forbindelser på de lavere spændingsniveauer som hovedregel kabellægges. Endvidere vil ældre, uhensigtsmæssigt placerede luftledninger kunne bortsaneres i forbindelse med 400 kV transmissionsnettets udbygning.

I særlige tilfælde kan 400 kV-forbindelser kabellægges i kortere stræk, fx ved indfødning til større byer, eller hvor en luftledning vil få væsentlige konsekvenser for nationale naturinteresser, og der ikke findes acceptable alternative ledningsføringer. 400 kV-luftledninger vil således kunne etableres inden for kystnærhedszonen i det omfang, det er nødvendigt for transmissionsnettets sammenhæng, og det ud fra samfundsøkonomiske hensyn ikke vil være rimeligt at forudsætte kabellægning, og hvor en luftledning ikke vil få væsentlige konsekvenser for nationale naturinteresser.

Den nuværende regionplanlægning skal som nævnt indeholde retningslinjer for beliggenheden af virksomheder mv., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav. Specielt tidligere var der en tendens til, at områderne også blev anvendt til virksomheder, der ikke har specielle beliggenhedskrav. Der har været eksempler på, at det har ført til konflikter med naboerne. Eksempelvis hvor en fødevarevirksomhed har været nabo til en virksomhed, der medfører luft- og støvproblemer (en affaldsdeponering). De senere år har regionplanmyndighederne været mere opmærksomme på at undgå sådanne konflikter.

Der vil fortsat være behov for at placere visse særligt forurenende virksomheder kystnært. Således forventes der et øget behov for affaldsdeponering som følge af EU´s affaldsdirektiv, der formentlig vil betyde at flere eksisterende indlandsplacerede affaldsdeponeringer må lukke.

Endelig er det vigtigt, at de eksisterende mulige placeringer for sådanne forurenende aktiviteter også forbeholdes disse virksomheder og anlæg. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der også skal være plads til typer af virksomheder og anlæg, der ikke i dag kendes omfanget af.

Mange af de omtalte anlæg vil i forbindelse med etableringer og udvidelser være omfattet af reglerne om VVM vuderinger. I samlebekendtgørelsens bilag 1 over anlæg, der obligatorisk er undergivet kravet om VVM-procedure, indgår bl.a. anlæg til bortskaffelse af ikke-farligt affald ved forbrænding eller kemisk behandling, anlæg til behandling af spildevand, saltvandsbaseret fiskeopdræt, vindmøller over 80 m totalhøjde. Reglerne beskrives ikke udtømmende her. Der henvises til Samlebekendtgørelsen for en oversigt over VVM pligtige anlæg¹⁵⁾.

Regionplanudvalget anbefaler, at de eksisterende bestemmelser i planloven om retningslinjer for tekniske anlæg og erhverv med særlige beliggenhedskrav fastholdes. Udvalget er bekendt med Havbrugsudvalgets anbefalinger.

Wilhjelm-udvalget fremlagde i august 2001 sine anbefalinger om bl.a. kystnaturen i publikationen "En rig natur i et rigt samfund". Udvalget anbefalede bl.a., at både kortlægning og planlægning af naturmæssigt værdifulde kyststrækninger skulle indgå i regionplanrevisionen 2005 som et grundlag for administrationen af kystområderne.

Rundt om i landet arbejdes der allerede med flere modeller for forvaltningen af kystnærhedszonen. Der har udviklet sig en ny praksis i forbindelse med planlægning i kystnærhedszonen, og den eksisterende lovgivning har den rummelighed, som gør det muligt at arbejde med disse modeller. Flere regionplanmyndigheder har arbejdet kvalitativt med planlovens bestemmelser om planlægning for kystnærhedszonen. De har ved den seneste regionplanrevision i 2001 inddelt kystnærhedszonen i en række zoner, hvor kravene til beskyttelse og benyttelse varierer for hver enkelt zone, og hvor hver zone bygger på et sæt retningslinjer for benyttelse og beskyttelse. En zoneinddeling rummer derfor nødvendigvis også en afvejning af de mange forskellige interesser i kystområderne. Der skal være plads til både naturbeskyttelse, turisme, byudvikling og landbrug. Og der skal være plads til, at de regionale forskelle kan afspejles i regionplanens retningslinjer.

En udpegning af zoner på regionalt niveau kan bidrage til at klargøre interesseafvejningen mellem beskytelse og benyttelse, og dermed tydeliggøre kommunernes lokale råderum for planlægning og forvaltning.

Regionplanmyndigheden skal på et kortbilag til redegørelsen vise de eksisterende og planlagte forhold i kystnærhedszonen, herunder hvilke områder der friholdes for bebyggelse. I redegørelsen skal den fremtidige udvikling i kystnærhedszonen og de tilgrænsende vandområder beskrives, jf. planlovens § 6 a, stk. 3.

I bemærkningerne til ændringen af planloven i 1994 er kravene til retningslinjer for planlægning indenfor kystnærhedszonen uddybet på følgende måde¹⁶⁾:

Retningslinjerne skal udarbejdes med henblik på:

• at opstille mål for de enkelte kyststrækninger og deres fremtidige anvendelse og bevaringstilstand,
• at afgrænse ubebyggede kystlandskaber, der under alle omstændigheder forudsættes friholdt for byudvikling, større tekniske anlæg, ferie- og fritidsanlæg m.m. Arealudlæg til sådanne formål kan herefter kun indpasses efter fornyet regionplanlægning. Retningslinjerne skal dels sikre opretholdelse af "kiler" eller landskabsstrøg på kyststrækninger, der i øvrigt er domineret af bymæssig bebyggelse eller ferieområder, dels sikre landskabs- og naturværdier på større sammenhængende kyststrækninger, hvor bebyggelse og anlæg fremtræder som enklaver i landskabet, ved opretholdelse af de ubebyggede strækninger.

De gældende regionplaner afspejler kun delvis den regionale variation i kystlandskaberne. Regionplanmyndighederne har fortrinsvis formuleret overordnede og generelle retningslinjer for planlægningen i kystnærhedszonen.

Der er imidlertid også regionplanmyndigheder, som har valgt at arbejde med planlægningen for kystnærhedszonen på en ny måde indenfor den gældende lovgivning. Ved den seneste regionplanrevision i 2001 har flere regionplanmyndigheder valgt at arbejde med en differentieret kystnærhedszone. Typisk arbejdes der med en zoneinddeling, hvor de mest værdifulde kyststrækninger og områder omfattes af en forbudslignende retningslinje, hvor der ikke kan opføres ny bebyggelse eller etableres nye anlæg. I de øvrige zoner differentieres planlægningen, så den zone, som er længst fra kystlinjen, omfattes af de mindst restriktive retningslinjer.

De statslige myndigheder har ved behandlingen af de indkomne regionplanforslag alene bemærket, at de særlige retningslinjer for planlægning i kystnærhedszonen skulle omhandle hele den lovbestemte kystnærhedszone og efterkomme kravene hertil i planloven. Eksempler på regionplanretningslinjer fremgår af bilag G.

Da udpegning af zoner inden for kystnærhedszonen er en kendt arbejdsmetode for flere regionplanmyndigheder, kan der ved at se på den nuværende planlægning for en zonering af kystnærhedszonen findes elementer til, hvordan udpegning af zoner kan gribes an. I det følgende beskrives metoderne i 4 forskellige regionplaner.

Viborg Amt har arbejdet med en 4-delt kystnærhedszone: strandzonen, beskyttelseszonen, planlægningszonen og kystbaglandet. Amtet illustrerer det på kortbilag. Af disse er strandzone og beskyttelseszone underlagt en særlig beskyttelse, mens arealer i planlægningszonen og kystbaglandet er zoner, hvor der efter visse regler kan planlægges for ny bebyggelse eller andre anlæg.

 Nordjyllands Amt har ligeledes i Regionplan 2001 arbejdet med en opdeling af kystnærhedszonen i 3 områdetyper:

• regionalt kystlandskab, som er ubebyggede kystområder, der i princippet friholdes for byggeri og anlæg,
• kystlandskab, som er kystområder, hvor der efter nuværende eller yderligere planlægning kan etableres byudvikling, ferie- og fritidsanlæg og tekniske anlæg og VSB-områder (virksomheder med særlige beliggenhedskrav), og
• kystbagland, som er kystområder uden markante landskabs- og naturinteresser og som hovedregel uden visuel forbindelse med kysten, hvor der kan ske begrundet anvendelse efter regionplanens generelle retningslinjer for benyttelse og beskyttelse af det åbne land.

Herudover har Nordjyllands Amt fastsat retningslinjer om inddragelse af amtet i beslutnings- og planlægningsfasen forud for aktiviteter og etablering af anlæg mv. på eller i havet indenfor en afstand af 50 km fra amtets kyst.

I Regionplan 2001 – 2012 for Vestsjællands Amt har amtsrådet opdelt kystnærhedszonen i zone A og zone B. Zone A er en meget restriktiv zone, hvor der ikke kan udlægges nye boligområder eller opføres nye tekniske anlæg, ferie-fritidsanlæg mv. Zone B er ligeledes restriktiv. Der kan i zone B undtagelsesvist udlægges nye byområder, hvis der kan godtgøres et særligt planlægningsmæssigt behov.

Sønderjyllands Amt har i Regionplan 2001 – 2012 fastsat retningslinjer for kystnærhedszonen. Herudover har amtsrådet på kortbilag udpeget værdifulde kystlandskaber, der som udgangspunkt skal friholdes for yderligere bebyggelser og tekniske anlæg. De værdifulde kystlandskaber omfatter relativt åbne og ubebyggede arealer, hvorfra vandet kan ses, eller hvor der på anden måde er en klar oplevelse af kystnærhed. Arealerne skal samtidig være udpeget som værende af interesse for geologi, landskabsbilledet eller friluftsliv. I redegørelsen tilkendegiver amtsrådet, at amtsrådet i sin administration vil vise særlig tilbageholdenhed med tilladelser efter loven i de værdifulde kystlandskaber, ligesom amtsrådet vil vise tilbageholdenhed med bade- og bådebroer. Sønderjyllands Amt har ikke defineret tilgangen som en zoneopdeling, men den er med i denne sammenhæng på grund af udpegningen af værdifulde kystlandskaber, som kunne have svaret til en zone.

Der er en del fællestræk i de fire regionplaners planlægning for kystnærhedszonen. Regionplanmyndighederne har ønsket en beskyttelse af enkelte kystlandskaber, som går ud over den beskyttelse strandbeskyttelseslinjen og kystnærhedszonen giver i medfør af loven. Der er samtidig i to regionplaner fastsat en zone inden for kystnærhedszonen, hvor der er givet mulighed for at tilnærme dele af administrationen den almindelige administration af det åbne land.

Dialogprojektet i Ringkøbing behandlede ikke særskilt spørgsmålet om zonering af kystnærhedszonen. Men der blev i dialogen sat fokus på muligheden for at beskytte og bevare de åbne og værdifulde kystlandskaber bl.a. for at bevare den rekreative attraktion. Der var i dialogen enighed om, at en konkret udpegning af værdifulde, åbne kyststrækninger med regional værdi skal sikres gennem regionplanlægningen.

Drøftelserne understregede desuden, at en udpegning ikke må føre til, at der undlades at planlægge for de kystlandskaber, der ikke kan karakteriseres som værdifulde åbne kyststrækninger.

Det foreløbige arbejde med udpegning af zoner i kystnærhedszonen viser, at der arbejdes med forskellige zoner og forskellige værdier knyttet til de forskellige zoner og med 2 – 4 zoner.

For regionplanmyndighederne, der arbejder med en zoneinddeling af kystnærhedszonen som et redskab til at skabe mere kvalitet i planlægningen og en bedre afvejning mellem benyttelse og beskyttelse, vil det være relevant at diskutere spørgsmålet om "ensartede" kriterier.

Ensartethed gør det muligt at sammenligne forskellige regionale udpegninger. I dag udpeger regionplanmyndighederne i regionplanerne værdifulde landskaber, regionale naturområder o.lign. Det kan være svært at vurdere, om der er tale om samme typer områder udpeget efter ens kriterier. Grundlaget er bl.a. de oprindelige fredningsplaner, som blev godkendt i Miljøministeriet tilbage i begyndelse/midten af 1990’erne.

Forskellige vurderinger og metoder hindrer sammenlignelighed og mulighed for at sammenstykke et billede af Danmarks værdifulde landskaber/landskabsværdier. Samtidig er de nuværende kriterier og metoder ikke nødvendigvis udviklet til at passe til dagens behov.

Ved en udarbejdelse af fælles krav til kriterier og arbejdsmetode kan der tage udgangspunkt i det materiale som allerede er udarbejdet, eller som er under udarbejdelse.

Baggrundsmateriale som kan inddrages i et arbejde med zonering:

• Erfaringer fra regionplanlægning: De eksisterende erfaringer fra regionplanlægning med zonering for bl.a. drikkevandsbeskyttelse, natur og råstoffer, men også byudvikling bør inddrages i udviklingen af en ensartet arbejdsmetode og model for zonering.
• Idekatalog om naturplanlægning: På initiativ af Miljøministeriet og Amtsrådsforeningen har en arbejdsgruppe udarbejdet et idekatalog om naturplanlægning. En planlægning som kan danne grundlag for en debat, prioritering og indsats på naturområdet. Bag kataloget ligger en faglig rapport udarbejdet af Videncenter for planlægning i det åbne land. Idekataloget bygger på en fælles kerne, der kan tilpasses og udbygges regionalt, samtidig med at det kan honorere EU-retlige krav om de internationale naturbeskyttelsesområder.
• Projekt om Landskabsvurdering: På initiativ af Miljøministeriet og Amtsrådsforeningen er der i Videnscenter for planlægning i det åbne land sat et arbejde i gang med at udvikle en metode til at udarbejde landskabsvurderinger. Formålet er at skabe en ramme for identifikation af landskabsværdier. Sigtet er at skærpe indsatsen for landskabsbeskyttelsen i forbindelse med regionplan 2009. Metoden skal kunne danne grundlag for at vurdere landets sårbarhed og potentialer, og retter sig i første omgang mod den amtslige og nationale landskabsforvaltning. Forprojektet løber frem til sommeren 2003 og har til formål at afklare hvorvidt og hvordan landet kan inddeles i karakteristiske landskabsområder på baggrund af ensartede kriterier, entydige begreber og definitioner. Der er udpeget 2 pilotområder: et i Rosenholm kommune og et i Svendborg kommune.
• Kortlægning af de geologiske og kystdynamiske interesser langs Danmarks kyster: Skov- og Naturstyrelsen er ved at afslutte et projekt omkring kortlægning af Danmarks kyster. Ligeledes udarbejdes en foreløbig udpegning af kystområder af national kystdynamisk og kystgeologisk interesse.
• Kortlægning af interesseområder på havet: Kortlægningen i de kystnære dele af havet og det marine miljø har i høj grad været koncentreret om vandmiljøet. En fremtidig zonering af de kystnære dele af havet bør have et bredt udgangspunkt. Den vinkel der benyttes i rapporten "Vindmøller i danske farvande - Kortlægning af myndighedsinteresser, vurderinger og anbefalinger Miljø- og Energiministeriet 1995", kunne være udgangspunkt sammen med de væsentligste beskyttelsesinteresser såsom Vandrammedirektivets målsætninger, habitatområderne, fuglebeskyttelsesområderne, fredninger, ålegræsområder, stenrev m.fl. og suppleret med naturplanlægnings-tilgangen.
• Visuel vurdering: En væsentlig kvalitet ved kystområderne, såvel landområderne som havområderne, er deres åbne, frie og uberørte karakter. Det er væsentligt at disse træk sikres. For at opretholde denne karakter er det vigtigt, at anlæg og funktioner i og udenfor kystområderne ikke får en dominerende indflydelse på kystområderne, ved højde, landskabsændringer mv. Indpasning af anlæg og funktioner i kystområderne kan ske ved visualisering, fx som det fremgår af Miljøministeriets eksempler på vurdering i forbindelse med planlovens bestemmelser om planlægning og administration af kystområderne og "Vindmøller i danske farvande - en undersøgelse af de visuelle forhold ved opstilling af vindmøller på havet Miljø- og Energiministeriet 1994". De nye IT-redskaber til visualisering, der er videreudviklet til senere år, er et vigtigt redskab i den sammenhæng.

Arbejdet med regionplanrevision 2005 er allerede igang hos regionplanmyndighederne. Et evt. arbejde med ensartede kriterier og metode for zonering vil derfor først kunne inddrages i den regionale planlægning i 2009.

Arbejdet med zoneinddeling af kystnærhedszonen rummer en række styrker og svagheder. Der hører en række argumenter med i overvejelserne af, hvorvidt en udpegning af zoner kan være et skridt i retning af en bedre regionplanlægning for kystnærhedszonen.

Regionplanudvalget anbefaler, at den gældende 3 km kystnærhedszone fastholdes. Der er i udvalget enighed om, at det ikke er ønskeligt at gå fra 3 km bred kystnærhedszone til en differentieret planlægningslinje (eksempelvis varierende fra 1 til 15 km ind i landet).

Regionplanudvalget har drøftet behovet for at indføre et krav i planloven om zonering. Planlovens nuværende formuleringer giver de regionale myndigheder frihed til at indføre en opdeling af kystnærhedszonen (og resten af regionen) i zoner og til at prioritere planlægningen indenfor de enkelte zoner med udgangspunkt i de regionale forskelle i landskab, natur, befolkningsvækst og by- og erhvervsudvikling. Udvalget vurderer, at der i lovgivningen allerede i dag findes redskaber til at varetage beskyttelseshensyn og give mulighed for en dynamisk udvikling.

Udvalget anbefaler på den baggrund, at der ikke indføres krav i planloven om udpegning af zoner inden for kystnærhedszonen.

Regionplanudvalget anbefaler, at den nuværende mulighed for og metodefrihed til at arbejde med en udpegning af zoner opretholdes. Det væsentlige er ikke en udpegning i sig selv, men derimod den regionale analyse af på hvilke arealer, der kan planlægges for nye aktiviteter, og hvilke der skal friholdes.

Det kræver efter udvalgets opfattelse en god dialog mellem aktørerne i regionen. Selv om der ikke indføres et krav om zonering med ensartede kriterier og metoder, så bør den fremtidige regionplanlægning fortsat arbejde med prioritering af anvendelsen af områderne.

Kystnærhedszonen spiller en vigtig rolle for rekreation, for danskernes fritidsliv og for turismen. Arealmæssigt rummer kystnærhedszonen bl.a. ubebyggede naturområder, som er velegnede til rekreative formål og områder til bebyggelse med sommerhuse, feriecentre og –hoteller og andre attraktioner. Planlovens regler for planlægning i kystnærhedszonen indeholder specifikke regler om lokalisering af ferie- og fritidsanlæg og for udlæg af sommerhusområder. Der henvises generelt til kapitel 2 for en gennemgang heraf. I dette kapitel behandles primært spørgsmål om sommerhuse og feriecentre og –hoteller, da de udgør en særlig problemstilling i kystnærhedszonen.

Sommerhusområder udgør vigtige rekreative områder for danskerne og også for udenlandske turister, som lejer sommerhuse. Turisme er Danmarks fjerdestørste erhverv, og udlejning af sommerhuse er derfor en betydelig del af turismen. Indtægter fra sommerhusudlejning spiller derfor en rolle nationaløkonomisk og i mange tilfælde også for den individuelle sommerhusejer. Sommerhusområder udgør 4% af arealet i kystnærhedszonen. De er hovedsageligt koncentreret tæt på vandet. I et 1 km bælte langs vandet er 12% af kystarealet optaget af sommerhusområder.

Der er ca. 200.000 sommerhuse i Danmark og omkring 2,5 mio. husstande. Det betyder, at op mod hver tiende husstand har et sommerhus med forbehold for, at nogle huse ejes af flere, og andre ejer flere huse på samme tid. Sommerhusområderne er dermed en vigtig rekreativ og økonomisk ressource for danskerne. 16% af de danskere, som holder ferie i Danmark, nævner ejerskab eller lån af sommerhus som en vigtig årsag til at holde ferie i Danmark¹⁷⁾. Planlovens bestemmelse om at fastholde sommerhusområderne til ferieformål, så de kan bevare den store rekreative værdi og give tilskud til befolkningens velfærd, synes fortsat velbegrundet.

Case: Henne Strand, siden 1938 hvor gode badestrand og enestående natur har 
haft stor betydning for udviklingen

 Antal sommerhuse i Danmark 1. januar 2002

I Danmark ligger 94% af sommerhusområderne i kystnærhedszonen. Der er stor forskel landet over på sommerhusområderne både i størrelse, kvalitet og benyttelse. De fleste områder består af almindelige mindre huse med faciliteter som i et parcelhus. Der er dog også nogle områder med store sommerhuse og luksusindretning samt steder med mindre og mere beskedne huse med kun de mest basale faciliteter. Nogle områder er meget præget af udlejning til turister, mens andre fortrinsvis bruges af ejerne. De fleste steder er der tale om en blanding.

Nordjyllands, Vestsjællands og Frederiksborg amter er de største sommerhusamter. Ribe, Ringkøbing, Viborg, Århus og Storstrøms amter ligger i mellemgruppen, mens Sønderjylland, Fyn, Roskilde, Vejle og Bornholms amter har færrest sommerhusområder.

Der er generelt set størst efterspørgsel efter sommerhuse i ca. 1-2 timers køreafstand fra de store byer; København, Århus, Odense og Aalborg. Det understøttes af Landsplanafdelingens undersøgelse af prisstigninger for sommerhuse. De største prisstigninger, hvilket er over 125% i perioden 1992-2001, er sket i Nordsjælland, Sydvestsjælland, langs kysten omkring Århus og i det nordlige og sydlige dele af Fyn. Der er også sket en stor prisstigning i nogle egne af Sønderjylland langs kysten. Områder præget af fiskeribyer fx Bornholm, Fanø og Læsø synes også forholdsvis efterspurgte at dømme ud fra prisstigningerne på sommerhuse. Mindst efterspurgte synes områder ved de indre lukkede farvande som Limfjorden at være¹⁸⁾.

En stor del af sommerhusene udlejes i vidt omfang til turister, hvoraf den største gruppe er tyskere. I 2002 blev der udlejet godt 15, 2 mio. overnatninger til turister. Det er en del over niveauet i slutningen af 90’erne. Men mindre end i midten af 90’erne, hvor det var oppe over 17 mio. overnatninger til turister.

Danskernes ferierejser i Danmark er steget fra 1,3 mio i 1987 til 1,8 mio. i 1997. De mest populære ferieformer i Danmark er sommerhusferie og campingferie. Ferie i lejet/lånt sommerhus og ferie i eget sommerhus udgør 40% af ferieformerne for danskernes ferierejser i Danmark. Ferie i feriehotel/feriecenter har kun mindre betydning som ferieform¹⁹⁾.

En foreløbig undersøgelse Landsplanafdelingen har foretaget viser, at der i de fleste amter er en uudnyttet rummelighed i de eksisterende sommerhusområder²⁰⁾. Det vil sige grunde, som endnu ikke er bebyggede. I nogle områder er denne andel oppe på ca. 20% af det udlagte areal.

Det fremgår eksempelvis også af Nordjyllands Amts regionplan 2001, at ca. 8.500 ud af knap 28.000 grunde stadig er ubebyggede (dvs. ca. 30%). I de seneste 10-12 år har sommerhusbyggeriet ligget på ca. 1100 sommerhuse om året. Der er fra 1989 – 2002 sket en vækst på små 10.000 sommerhuse.

I relation til lokale udviklingsbehov tyder en stor restrummelighed på, at de nuværende sommerhusområder kan udnyttes bedre. Nogle områder kunne via et generelt løft og en kvalitetsforbedring forøge den rekreative værdi og dermed bl.a. blive mere attraktive for eksempelvis udlejning. Dernæst er der mulighed for at øge kapaciteten i nogle sommerhusområder ved at udnytte den eksisterende rummelighed bedre. Det kunne ske ved at bebygge eksisterende ubebyggede grunde. Det er imidlertid udvalgets vurdering, at fortætning ikke generelt vil opfylde de ønsker om nye sommerhusområder i kystnærhedszonen, som nogle regionplanmyndigheder og kommuner har udtrykt.

Sommerhusområderne er som sagt meget forskellige og tiltaler forskellige sommerhusejere. Derfor er det vigtigt at bevare mangfoldigheden. Ved reservation af nye arealer til sommerhuse bør kommunen være opmærksom på, at de gamle områder bevarer deres attraktivitet. I de fleste tilfælde vil det gå af sig selv, mens det i nogle tilfælde vil kræve en indsats i form af renovering. Renoveringen har til hensigt at undgå, at der kommer en klassedeling i sommerhusområderne, hvor de nye områder med særlig attraktiv beliggenhed hurtigt vil tiltrække nye sommerhusejere, mens de gamle områder, som kun er delvist udnyttede, ikke vil være nær så tiltrækkende, fordi de måske allerede i forvejen bærer præg af mindre vedligeholdelse og færre investeringer i fællesarealer og faciliteter. Det vil kunne medføre en ond cirkel, hvor der bliver inddraget nye arealer nær kysten til attraktive sommerhuse, mens eksisterende sommerhusområder ligger delvist uudnyttede hen, og der sker en gradvis forslumning.

I forbindelse med overvejelse om behovet for nye sommerhusområder bør regionplanmyndigheden i samarbejde med kommunerne foretage en gennemgang af de eksisterende sommerhusområder og reservationer til sommerhusområder for at identificere områder, som er uudnyttede, og hvor sommerhusreservationen kunne ophæves, og områder som er delvist uudnyttede. Hvilke kvaliteter der efterspørges bør indgå i overvejelserne, og det bør undersøges, om der evt. skal satses på bestemte områder. De regionale myndigheder og kommunerne bør indgå en dialog med sommerhusejere og –udlejere for at definere de karaktertræk i området, som bør bevares og fremmes. Erfaringer fra projekter på Bornholm og i Odsherred viser, at de bedste resultater nås, når dialogen bygger på fælles interesser og respekterer de individuelle præg og ønsker i sommerhusområdet²¹⁾.

Der har generelt set ikke været et stort pres for at udlægge nye sommerhusområder. Der er dog i de sidste par år flere steder i landet udtrykt ønske om nye sommerhusområder. I forbindelse med Landsplanredegørelse 2003 har nogle enkelte kommuner udtrykt ønske om at kunne udlægge nye sommerhusområder i kystnærhedszonen.

Den forholdsvis store restrummelighed i sommerhusområderne kan være en medvirkende årsag til denne tilbageholdenhed med at fremkomme med forslag til nyudlæg mv. Der udarbejdes løbende lokalplanforslag, som handler om udnyttelse (bebyggelse mv.) af sommerhusområder, som har været udlagt i årevis, men indtil videre henligger som uudnyttede, dvs. ubebyggede uden lokal infrastruktur mv. Der er også i nogle sommerhusområder en restrummelighed, som ikke efterspørges, fordi grundene er for små eller lokaliseret uden nærhed til kysten/stranden.

På et punkt er der dog et vist pres på benyttelsen af sommerhusene. Der er i nogle (især nordsjællandske) kommuner ønsker fra ejere og fra kommunen om at overføre sommerhusområder eller dele heraf til byzone, med henblik på at benytte husene som helårsbolig. Dermed omdannes et rekreativt område til et boligområde til helårsbeboelse med attraktiv beliggenhed. På den anden side er der også modstand fra beboere, der ønsker at fastholde sommerhusanvendelsen. Overførsel af sommerhusområder til byzone og dermed til helårsbrug risikerer at skabe en spredt bystruktur, samtidig med at sommerhusene så ikke mere vil være til rådighed kun for fritidsformål. Det vil føre til et behov for at udlægge nye sommerhusområder med samme attraktive beliggenhed, og på den måde vil der komme endnu større pres også på de kystområder, som stadig er uberørte af byggeri.

I foråret 1999 aftalte den daværende miljø- og energiminister med Folketingets Miljø- og planlægningsudvalg, at ministeren ville give nogle mindre sommerhusområder i kystnærhedszonen mulighed for at blive overført til byzone. Som følge heraf blev planlovens § 5 b ændret i foråret 2000. Der blev givet mulighed for i en begrænset periode at overføre nogle mindre sommerhusområder til byzone. De arealer, der kunne overføres til byzone, skulle fastlægges gennem landsplandirektiver.

På baggrund af konkrete forslag fra de berørte kommuner og amter gav Miljøministeriet ved Landsplanafdelingen i efteråret 2000 mulighed for at op til ca. 1200 ejendomme i ca. 65 områder i 30 kommuner kunne blive omfattet af et landsplandirektiv om overførsel af sommerhusområder til byzone. Sommerhusejernes interesser skulle tilgodeses ved, at de berørte kommuner udarbejdede redegørelser med overslag over de fælles udgifter og de særlige udgifter for den enkelte grundejer, som ville blive konsekvensen af en overførsel til byzone. En overførsel af områderne gennem lokalplanlægning forudsatte endvidere, at ¾ af de berørte grundejere i de enkelte områder ved lokale afstemninger kunne gå ind for en overførsel.

Resultatet af planlægningen og de afholdte afstemninger var, at der ved landsplandirektiver i foråret 2001 blev givet mulighed for ved lokalplaner at overføre i alt ca. 800 ejendomme i ca. 35 sommerhusområder til byzone i 18 kommuner (i 7 amter). Miljøministerens beføjelse til at fastsætte regler (landsplandirektiv mv.) om overførsel af sommerhusområder til byzone ophørte den 30. juni 2001.

I landdistrikterne udnyttes mange boliger ikke til det formål, som de oprindeligt var tiltænkt eller reserveret til. Det gælder fx forladte landbrugsejendomme og huse i landsbyer. Efter planloven kræver det ikke tilladelse at lade en helårsbolig overgå fritidsbolig, jf § 36, stk. 1, nr. 10. Kommunerne har meget svært ved at fastholde disse boliger til helårsboliger i områder, hvor der ikke er efterspørgsel efter helårsboliger.

Der er meget forskellig praksis landet over fra Bornholm, hvor myndighederne er meget opmærksomme på at fastholde boligerne til helårsboliger til Nordjylland, hvor der er eksempler på kystnære byer, hvor mange huse ejes af folk, som kun bruger dem til sommerhuse. Der er fordele og ulemper ved de forskellige modeller. Fordelen er, at huset og grunden vedligeholdes, og at der er beboelse nogle tidspunkter af året. En risiko er, at en by vil ligge død det meste af året, fordi husene overvejende er ejet af sommerferiegæster, og at fastboende folk efterhånden vil udelukkes. I andre tilfælde kan det betyde, at husene er svære at sælge. Samlet set kan det siges, at der er en vis uudnyttet rummelighed, bl.a. steder hvor der faktisk er attraktive boliger.

Det er muligt at indrette op til 10 ferielejligheder eller værelser i tiloversblevne driftsbygninger (stald- og ladebygninger, fodermesterboliger o.lign.) på nuværende eller tidligere landbrugsejendommen. Ved tidligere landbrugsejendommen forstås ejendomme, hvor landbrugspligten er ophævet. Det er altid en betingelse, at ejeren selv bor på ejendommen. En sådan indretning til ferielejlighed/værelse kræver tilladelse efter planlovens § 35, landzonetilladelse, og en udlejningstilladelse efter sommerhusloven.

I planlovgivningen fra 1970´erne er som særligt planlægningstema anført planlægning for arealer til sommerhuse. Med by- og landzoneloven blev landet i 1970 opdelt i 3 zoner, nemlig byzone, landzone og sommerhusområder. I korte træk er reglerne for anvendelse af sommerhuse i sommerhusområder følgende:

Indtil 1. februar 1977 var retstilstanden, at lovlig benyttelse af et sommerhus i sommerhusområde til helårsbeboelse forudsatte, at der forinden meddeltes dispensation fra bygnings- eller byplanvedtægtens bestemmelser om områdets anvendelse. Lov om sommerhuse og campering mv. trådte i kraft 1. februar 1977. Her blev det i § 7 a bestemt, at "I sommerhusområder må der ikke opføres bebyggelse til helårsbeboelse, og bestående bebyggelse må ikke tages i brug til helårsbeboelse, med mindre miljøministeren meddeler tilladelse hertil."

I 1983 blev Lov om sommerhuse og campering mv. ændret. I § 7 a præciseres anvendelsesreglerne, og miljøministerens hidtidige dispensationskompetence overføres til kommunalbestyrelserne, så de i særlige tilfælde kan give tilladelse til beboelse af sommerhuse udover det normalt gældende omfang. Det vil sige, ophold i sommerhalvåret og kortvarige ferieophold mv. i vinterhalvåret. Disse regler blev i 1991 overført stort set uændret til planloven (kap. 8, §§ 38 a ff.). Som en ny regel blev samtidig indsat § 41, som giver pensionister udvidet adgang til helårsbeboelse af deres sommerhus.

Loven om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål administreres af Justitsministeriet. Det fastsættes heri, at det som udgangspunkt kun er personer med bopæl i Danmark, der kan erhverve ejendomme til ferie- og fritidsformål i landet. Denne regel er en EU-særregel for Danmark og er sikret ved Maastricht-traktaten. Særreglen kaldes i daglig tale "sommerhusprotokollen". Reglen skal administreres i sammenhæng med reglerne i sommerhusloven. Det er fastsat i sommerhusloven, at erhvervsmæssig udlejning af ejendomme til ferie- og fritidsformål kun må ske med tilladelse fra Miljøministeriet (delegeret til Skov- og Naturstyrelsen). En tilladelse der normalt ikke gives, bl.a. fordi EU-borgere herved ville have mulighed for at omgå loven om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål, idet EU-borgere generelt har ret til at drive erhverv i Danmark på lige fod med danskere.

Privates udlejning af 1-2 ferieboliger, som udlejeren også selv benytter, anses ikke for erhvervsmæssig udlejning. Sommerhuslovens regler, styrelsens praksis og faren for omgåelse af loven om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål betyder, at selskaber o. lign. ikke har mulighed for at erhverve og udleje ferie/fritidsboliger bortset fra til brug for ansatte.

Der henvises i øvrigt til kapitel 2 for en gennemgang af reguleringen, der førte til stoppet for udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen. Af regionplanlægningen gennem årene (1977-2002) fremgår det, at det principielle planlægningsforbud om udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedzonen er opretholdt.

Der findes en del områder med sommerhusbebyggelse i landzone. Disse områder er typisk etableret på grundlag af en tilladelse efter by- og landzoneloven eller i byudviklingsplanen efter byreguleringslovgivningen før 1974. Områderne omfatter fx "aftaleområder", hvor der var indgået aftale om, at der i et nærmere bestemt omfang ville kunne tillades opførelse af sommerhuse. De særlige regler om anvendelse af ejendomme i sommerhusområder gælder ikke for disse områder, der reguleres af landzonebestemmelserne, jf. planlovens §§ 35 og 36.

Der er stor forskel i landet med hensyn til størrelse, benyttelse og kvaliteten i sommerhusområderne Overvejelserne om mulighederne for nyudlæg af sommerhusområder i kystnærhedszonen bør tage højde for forskellene mellem landsdelene.

I det omfang der i nogle områder af landet kan være et ønske om nye sommerhusområder i kystnærhedszonen, kan det overvejes, hvor disse områder evt. kunne udlægges. Udvalget anbefaler, at områderne bør lokaliseres steder, hvor de ikke kommer i konflikt med beskyttelsesinteresser, og opfyldning af kysten med nyt byggeri bør begrænses mest muligt. Samtidig skal det være områder, som har et rekreativt potentiale, og som opfattes som attraktivt af kommende sommerhusejere og lejere af sommerhuse.

Evt. nye områder bør desuden indpasses i forhold til eksisterende sommerhusområder, andre ferie- og fritidsanlæg og bymønstret.

Det er fastlagt i sommerhusprotokollen, at Danmark kan opretholde den lovgivning om erhvervelse af sekundærboliger (ferieboliger), der var gældende den 1. nov. 1993, da Maastricht-traktaten trådte i kraft. Udgangspunktet er derfor, at udlægning af nye sommerhusområder ikke kan bringe sommerhusprotokollen i fare, da der ikke sker ændringer af loven om erhvervelse af sekundærboliger i forbindelse med at der gives mulighed for at tillade udlæg af nye sommerhusområder.

Udlægning af nye sommerhusområder medfører imidlertid, at personer uden bopæl i Danmark som udgangspunkt er afskåret fra at erhverve boliger i disse områder. Hvis der udlægges mange og meget store nye sommerhusområder, vil det reelt kunne indskrænke mulighederne for at erhverve fast ejendom i Danmark for de personer, der ikke har bopæl i Danmark. I sin yderste konsekvens vil det betyde ændrede forudsætningerne for det danske forbehold fra 1993. Udlæg af sommerhusområder i et sådant omfang vurderes imidlertid at være en teoretisk betragtning.

Evt. nyudlæg af sommerhusområder i kystnærhedszonen på baggrund af regionplanlægning vurderes ikke at kunne afstedkomme problemer i forhold til opretholdelsen af det danske forbehold i sommerhusprotokollen.

Regionplanudvalget opfordrer de regionale og kommunale myndigheder til gennemgå og vurdere eksisterende sommerhusområder i landzone, "aftaleområderne", herunder om evt. uudnyttede arealreservationer stadig er aktuelle. På den baggrund kan det overvejes at udarbejde planforslag (lokalplanforslag mv.) om overgang til sommerhusområde for de arealer, der fortsat skal anvendes til sommerhusbrug. Denne planlægning skal også redegøre for evt. konsekvenser af en zoneændring for grundejerne.

Regionplanudvalget anbefaler, at lovens bestemmelse om, at sommerhusområder skal fastholdes til ferieformål, opretholdes. Det skal ske for at undgå en spredt byudvikling, og for at fastholde sommerhuse tæt ved storbyerne. Ønskerne om at overføre sommerhusområder til byzone er typisk størst i de områder, hvor efterspørgslen på sommerhusområder også er størst. Det gælder især Hovedstadsregionen og visse områder tæt på de store byer. I Hovedstadsregionen er der således et stort bymæssigt bosætningspres, som betyder, at et større antal eksisterende sommerhuse anvendes til helårsbeboelse, og dermed ikke primært rekreativt.

KL har ønsket, at der fremover skal gives nogle begrænsede muligheder for at kunne overføre eksisterende sommerhusområder til byzone. Nogle udvalgsmedlemmer har udtrykt betænkeligheder ved dette på grund af konsekvenserne for byudvikling og de rekreative interesser i områderne nær de større byer med stort bosætningspres. Udvalget skal påpege, at såfremt der indføres en permanent adgang til at overføre eksisterende sommerhusområder til byzone, så bør der i givet fald være tale om begrænsede overførsler fra sommerhusområder i tilknytning til eksisterende byzone, og der bør tages udgangspunkt i erfaringerne fra den særlige, tidsbegrænsede planlægning i 1999-2001, jf. planlovens § 5 b, stk. 2. Det medfører, at beslutningsprocessen bør baseres på en grundig og sammenhængende planlægning fra såvel regionplanmyndighed som kommune, og en stillingtagen fra miljøministeren, ligesom de berørte grundejere skal sikres medbestemmelse gennem lokal afstemninger.

Udvalget er enige om, at det er af national interesse at sikre beskyttelse af kysterne ved evt. udbygning med nye sommerhusområder i kystnærhedszonen.

Der har været forbud mod udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen i ca. 25 år. Selv om der stadig er en vis rummelighed i de eksisterende sommerhusområder, kan der være behov for at overveje, om sommerhusområderne lever op til de kvaliteter som efterspørges i dag. Nye sommerhusområder, renovering af sommerhusområder og udtagning af uaktuelle sommerhusområder bør indgå i regionplanmyndighedernes strategiske overvejelser om udvikling af turisterhvervet i regionen.

Regionplanudvalget anbefaler, at der åbnes op for udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen i visse dele af landet. Nye sommerhusområder skal bl.a. begrundes i regionale strategiske overvejelser om rekreation og turismens erhvervsudvikling. Nye sommerhusområders indpasning i kystlandskabet, og områdernes muligheder for at understøtte lokal service og fungere som hjælp til tyndt befolkede områder, bør være afgørende faktorer i disse overvejelser. Fremgangsmåden bør sikre, at udlæg af nye sommerhusområder sker under hensyn til de begrænsninger, der er i sommerhusprotokollen.

Det er udvalgets vurdering, at lokalisering af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen skal ske ud fra en overordnet planlægning ud fra bl.a. en landsplanmæssig vurdering af det samlede behov for sommerhuse, fordi fordelingen af eksisterende sommerhusområder og behov for nye områder ikke er ens i landet.

Udvalget anbefaler på den baggrund, at udlæg af nye sommerhusområder sker efter en model, der giver miljøministeren mulighed for at give en regionplanmyndighed tilladelse til at fremlægge forslag til regionplanretningslinjer for nye sommerhusområder i kystnærhedszonen. Ministerens tilladelse kan evt. gives på nærmere angivne betingelser, herunder eksempelvis at nyudlæg i nogle tilfælde betinges af at uudnyttede sommerhusområder tilbageføres til landzone.

Herved må der som hovedregel ikke udlægges nye sommerhusområder, idet der lægges vægt på, at kystnærhedszonen er en zone, som er anderledes end resten af landet, og hvor der kræves særlig planlægning for anlæg og aktiviteter. Men der åbnes op for i særlige tilfælde at fravige bestemmelsen med udgangspunkt i grundig og sammenhængende planlægning. Som det er beskrevet ovenfor er der en særlig problemstilling i forhold til byudvikling i Hovedstadsområdet. For at undgå et forøget pres for byvækst og for at bevare sommerhusområdernes rekreative status bør udlæg af sommerhusområder i Hovedstadsområdet og omkring andre storbyer, hvor der i forvejen er mange, som hovedregel ikke kunne ske.

En model som denne giver mulighed for at varetage nationale interesser samtidig med, at der er rum til differentieret planlægning alt afhængig af de regionale forskelle og behov. Modellen giver mulighed for en revision af områderne efter ca. 25 år med et totalt forbud, og miljøministeren får mulighed for både at åbne op for nye muligheder i kystnærhedszonen og samtidig at varetage de nationale interesser i beskyttelsen af de værdifulde kyststrækninger. Den nationale interesse i kystområderne er både naturmæssigt og erhvervsøkonomisk. Hertil kommer, at udbud og efterspørgsel går på tværs af regionplangrænser.

Udvalget anbefaler, at følgende aspekter inddrages i en evt. revision af planlovens bestemmelser om forbud mod udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen:

Planlovens bestemmelser om at ferie- og fritidsanlæg skal lokaliseres efter sammenhængende regionale- og kommunale turistpolitiske overvejelser, foreslås udvidet til også at omfatte sommerhusområder.

I de regioner, hvor der ønskes nye sommerhusområder, skal de regionale myndigheder og kommunerne i samarbejde analysere eksisterende sommerhusområderne og afveje ønsker og behov for nye områder.

Generelt bør evt. nye områder placeres, så de indgår i samspil med de eksisterende sommerhusområder og/eller eksisterende bysamfund og større ferie- og fritidsbebyggelser.

På baggrund af de sammenhængende turistpolitiske overvejelser for regionen, nedenstående analyse og statusopgørelse konkluderer regionplanmyndigheden, om og hvor der er behov for nye områder. Herefter kan regionplanmyndigheden kontakte miljøministeren med henblik på at få en tilladelse til at fremlægge forslag til regionplanretningslinjer for nye sommerhusområder.

Udvalget anbefaler, at den forudgående regionplanlægning for udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen indeholder følgende:

• en kortlægning af de eksisterende sommerhusområder, og reservationer til sommerhusområder for at identificere områder, som er uudnyttede, og hvor sommerhusreservationen kunne ophæves,
• en kortlægning af områder som er delvist uudnyttede, og hvor der i samarbejde med sommerhusejerne kan gøres en indsats for, at området bliver mere attraktivt og dermed fremme en bedre udnyttelse,
• kortlægningen udarbejdes i samarbejde med kommunerne,
• en status for benyttelse, rummelighed, behov for renovering og efterspørgsel efter flere sommerhuse, inklusiv udlejning. Der vil være store regionale forskelle på efterspørgsel, rummelighed og beskyttelseshensyn,
• en vurdering af hvilke afledte konsekvenser udlæg af et nyt sommerhusområde kan få i form af behov for investering i ny infrastruktur eksempelvis vejforbedringer, visuelle påvirkninger af landskabet og andre miljømæssige påvirkninger,
• en analyse af hvordan nye sommerhusområder spiller sammen med øvrige naturmæssige og kulturelle attraktioner og aktiviteter i regionen.

Naturen og landskabet i kystområderne er et potentiale, et grundlag for rekreation og tiltrækning af turister. Nye sommerhusområder må derfor ikke lokaliseres, så de kompromitterer dette potentiale. Derfor bør regionplanmyndigheden også overveje, hvordan en høj rekreativ kvalitet kan fremmes eksempelvis i form af fællesområder, beplantning og stier til vandet og rundt i området.

En af de største attraktioner for dansk turisme er kysterne. Hav, strande og klitter byder på mange, varierede oplevelser og kan nydes hele året på forskellige måder. Det betyder, at kysterne har et stort erhvervsmæssigt potentiale for turismen, hvilket stiller særlige krav til god planlægning og omtanke for at beskytte landskabs- og naturværdierne i forbindelse med udnyttelse af dette potentiale. I forhold til turisme skal planlovens regler bl.a. være med til sikre en interesseafvejning mellem mulighederne for at skabe erhvervsmæssig udvikling og fornyelse i danske turisme og hensynene til naturbeskyttelse, bosætning og andre erhverv mv.

Regeringen har udpeget kystnær ferieturisme som et af fire vigtige forretningsområder inden for turismen²²⁾. I landsplanredegørelse 2003 fremgår ligeledes, at de nationale forventninger til turismen bl.a. rettede sig mod fastholdelse og kvalitetsudvikling af den kystbaserede turisme.

Det er en kombination af flere faktorer, som gør kysterne attraktive for turisme. Det har bl.a. at gøre med den rette balance mellem overnatningsmuligheder og aktivitetstilbud og en omgivende natur med mange oplevelser og et flot og uberørt landskab. For udviklingen af en bæredygtig turisme er det derfor vigtigt at bevare en mangfoldig natur og beskytte de uberørte kyststrækninger samt sikre, at der er aktivitets- og overnatningsmuligheder, som harmonerer med turisternes ønsker. Det er en afgørende tendens i turismens udvikling, at der skal kunne tilbydes særlige oplevelser, herunder attraktive landskabelige beliggenhed, spændende natur- og kulturmiljø samt gode rekreative muligheder.

Dansk turisme er de senere år gået noget tilbage, og der er faldende belægning på hoteller og mindre udlejning af sommerhuse. I 2001 var 15 % af hotellerne såkaldte feriecentre. De havde tilsammen 19% af værelseskapaciteten og 38% af sengekapaciteten. Kapacitetsudnyttelsen i 2001 var på 28% af sengekapaciteten og 38% af værelseskapaciteten²³⁾. Fra 2000 til 2001 skete der et mindre fald i overnatninger på feriehoteller²⁴⁾.

Ferie- og fritidsanlæg er betegnelsen for feriehoteller, feriecentre, campingpladser, vandrehjem, kolonihaver, lystbådehavne, golfbaner, aktivitetsanlæg som sommerlande og andre "oplevelsescentre", større stisystemer mv. Ferie- og fritidsanlæg er ofte anlæg som kræver store arealreservationer og som fylder meget i landskabet. Derfor bør de indpasses i landskabet og lokalområdet for at virke attraktive for turister og fastboende. Allerede i planlovgivningen fra 1970´erne er planlægning for arealer til ferie- og fritidsformål derfor anført som et særligt planlægningstema.

Målet for den regionale planlægning i kystnærhedszonen er som nævnt at sikre beskyttelse og friholdelse af værdifulde naturområder og landskaber, og at der skabes rammer for en hensigtsmæssig udvikling, herunder af turismen. I mange tilfælde sker der ikke en koordinering mellem arealplanlægning og den regionale erhvervsudviklingsstrategi for eksempelvis turisme. Det medfører, at der på en række områder kommer en ubalance mellem målene for beskyttelse og behovet for arealer til turistudvikling. Det giver sig udtryk på en række områder, som er beskrevet i det følgende.

Der er i regionplanerne fra 2001 udlagt ca. 70 konkrete reservationer til feriehoteller og -centre i kystnærhedszonen. Udover reservationer til nye hoteller er der også udlæg til lejrskoler, campingpladser samt mulighed for udvidelser af omkring 50 eksisterende hoteller. Der er også i nogle byer udlagt reservation til nye eller udvidede feriehoteller kystnært. Da de ligger i byzone er de ikke talt med i opgørelsen.

Det store antal udlæg vidner om et stort lokalt ønske om at tiltrække investeringer til et område, som kan være ramt af tilbagegang. Hovedparten af disse reservationer har været udlagt de sidste 10 år, men er endnu uudnyttede, fordi der ikke har vist sig tilstrækkeligt interesserede investorer. Mange af områderne er dog lokalplanlagt, hvilket vil sige, at grundejeren på den baggrund har en forventning om arealets fremtidige udnyttelse. Som hovedregel er planlægning erstatningsfri regulering.

Reservationerne til feriehoteller er fordelt over hele landet, dog med meget få i Hovedstadsområdet. Det er vanskeligt at etablere et overblik over, om og i hvilket omfang disse reservationer overhovedet vil blive udnyttet. Det er dog Landsplanafdelingens indtryk, at der tværtimod er en tendens til at feriehoteller lukker eller omdannes til anden ejerform (sommerhuse på højkant). Den nuværende rummelighed kan derfor siges at svare til forbruget mange år ud i fremtiden, eller sagt på en anden måde: en stor del af reservationerne kan betegnes som uaktuelle.

Både i region- og kommuneplaner opereres der normalt med en rummelighed, der svarer til 12 års forbrug af arealer. Men spørgsmålet er, hvor mange feriehoteller dansk turisme har behov for ud fra en erhvervsmæssig betragtning. Reservationerne giver reelt mulighed for ca. 70 nye feriehoteller og -centre, men behovet er formentlig meget lavere. I mellemtiden kan nogle reservationer blokere for en anden anvendelse, som mere realistisk kunne skabe lokal udvikling. Der er et potentiale i at mindske antallet af udlæg, men til gengæld sikre, at de ligger på de rigtige stede. De mange reservationer til feriehoteller er ikke udtryk for en erhvervsmæssig vurdering af potentialet, men snarere at regionplanmyndighederne med disse udlæg har støttet kommunale ønsker, bl.a. også fra de enkelte lodsejere.

De mange reservationer skaber reelt usikkerhed blandt mulige investorer, fordi et for stort antal feriehoteller kan føre til dårlige indtjeningsmuligheder. Bl.a. af disse grunde, men også på grund af arealforbruget generelt, har der gennem en årrække fra statslig side været et ønske om at reducere antallet af udlæg. Det er dog kun lykkedes i begrænset omfang.

Udvalget vurderer, at den nuværende rummelighed i arealudlæg til bl.a. nye feriehoteller og –centre svarer til forbruget mange år ud i fremtiden, og at en stor del af reservationerne i regionplanerne i dag må betragtes som uaktuelle. Det er udvalgets vurdering, at der er et udviklingspotentiale for regionplanmyndighederne i at rydde op i de uudnyttede arealudlæg, bl.a. fordi en oprydning af denne karakter giver mulighed for placering af andre typer af anlæg og/eller udvikling i fx de rekreative interesser, naturpleje mv.

Planlægning for nye ferie- og fritidsanlæg skal efter Regionplanudvalgets opfattelse medvirke til at øge områdets turistmæssige attraktion og bidrage til at forbedre beskæftigelsesmulighederne i området. Nye anlæg bør ligeledes bidrage til, at allerede foretagne investeringer i overnatningsmuligheder, infrastruktur og lokal service udnyttes bedre.

Planlovens regler for planlægning i kystnærhedszonen indeholder specifikke regler om lokalisering af ferie- og fritidsanlæg. Der henvises generelt til kapitel 2 for den historiske gennemgang af reguleringen af ferie- og fritidsanlæg. Men ganske kort kan det opsummeres, at der for planlægningen i kystnærhedszonen gælder restriktive regler for lokalisering af ferie- og fritidsanlæg. Reglerne muliggør dog både nylokalisering og ændringer af arealer til disse formål, hvis planlægningen gennemføres på en sådan måde, at de særlige planlægningshensyn i kystområderne iagttages, herunder bestemmelserne i § 5 a og § 5 b. Det er endvidere pålagt regionplanmyndighederne ved revisioner af regionplanerne at udarbejde særlige retningslinjer mv. for kystnærhedszonen, jf. planlovens § 6 a.

Planlovens § 6 a, stk. 2 forpligter regionplanmyndighederne til at gennemgå allerede godkendte og vedtagne men uudnyttede arealreservationer og ophæve de reservationer, som er uaktuelle. Som nævnt er der alene på feriehotelområdet udlagt ca. 70 områder til nye anlæg. Hovedparten af disse anlæg har været udlagt igennem de sidste 10 år. Landsplanafdelingens undersøgelse fra 2000²⁵⁾ viser, at der generelt er stor tilbageholdenhed med at udtage reservationer.

For regionplanlægningen om ferie- og fritidsanlæg mv. er der for nogle typer anlæg krav om VVM. I samlebekendtgørelsens bilag 1 over anlæg, der obligatorisk er undergivet kravet om VVM-procedure, indgår "Feriebyer og hotelkomplekser med et etageareal på mere end 50.000 m²". For andre ferie- og fritidsanlæg mv., der på grund af deres art, dimensioner eller placering må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, gælder der ligeledes krav om VVM-procedure bl.a. for "Feriebyer og hotelkomplekser uden for byområder og hermed forbundet anlægsarbejde, permanente campingpladser og forlystelsesparker o.l."²⁶⁾.

I de senere år har der i flere kommuner været et ønske om at omdanne eksisterende feriehoteller og feriecentre til såkaldte "sommerhuse på højkant". Ønskerne skyldes økonomiske problemer grundet lav belægning, kort sæson m.m. Ved at omdanne til sommerhuse kan der opnås større belåning og i nogle tilfælde fritagelse for moms, og det giver en erhvervsmæssig fordel. Dermed kan der rejses kapital til vedligeholdelse og forbedringer.

Det kan give problemer for turismen, hvis mere og mere omdannes til sommerhuse, og der dermed bliver færre overnatningsmuligheder til turister, som foretrækker hotel. Det kan på længere sigt føre til et pres for at opføre nye hoteller og dermed mere udbygning i kystnærhedszonen. Mange af de eksisterende feriehoteller ligger meget attraktivt placeret i nogle tilfælde inden for 300 m fra vandet. En attraktiv placering, som det vil være vanskeligt at opnå for nye reservationer til feriehoteller, idet der er forbud mod aktiviteter, der vil ændre natur og landskab inden for strandbeskyttelseslinjen, og fordi ferie- og fritidsanlæg skal udlægges i tilknytning til eksisterende bysamfund eller eksisterende ferie- og fritidsanlæg.

Hvis et eksisterende feriehotel/-center, der i planlægningen er udlagt som ferie- og fritidsanlæg, ønskes omdannet til fx privat individuelt ejede/brugte ferieværelser/-lejligheder ("sommerhus på højkant"), vil en sådan anvendelsesændring kræve et nyt plangrundlag udarbejdet efter planlovens regler.

Ligger ferie- og fritidsanlægget i byzone, vil planændringer om især ændret anvendelse kunne gennemføres efter planlovens almindelige regler, og det vil normalt kunne ske uden de store problemer. Ligger ferie- og fritidsanlægget derimod i et sommerhusområde gælder udover planlovens § 5 b også reglerne i lovens kapitel. 8 om sommerhusområder, hvilket medfører, at anvendelsen af bygningen ("sommerhusene på højkant") som udgangspunkt begrænses til sommerhalvåret og kortvarige ophold mv. i vinterhalvåret. Ligger ferie- og fritidsanlægget endeligt i landzone vil en ændret anvendelse medføre krav om landzonetilladelse efter planlovens regler. Der kan i en landzonetilladelse fastsættes nærmere vilkår om anvendelsen mv. ud fra de særlige planlægningshensyn i kystnærhedszonen.

Ved omdannelse af et feriehotel/center til individuelt ejede ferieboliger, skal ejere desuden være opmærksomme på reglerne i erhvervelsesloven og lov om sommerhuse. Reglerne herom er kort beskrevet i kapitel 2. Normalt vil enkelte ejere af hotellejligheder, der ved omdannelse af hotellet/feriecentret til individuelt ejede ferieboliger på grund af lovgivningen, være tvunget til at afhænde deres eller nogle af deres hotellejligheder eller dele af feriecentret.

Problemstillingen med omdannelse af feriehoteller er juridisk kompleks. Ejerne kan støde på forskellige problemer og barrierer i anvendelsen, som dog ikke angår den regionale planlægning.

Landsplanafdelingen fik i 2000 udarbejdet arbejdsnotatet Turisme og regionplanlægningen²⁷⁾, som vurderer om og hvordan amterne gennemfører turistpolitiske overvejelser, som beskrevet i planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 4. I arbejdsnotatet bruges Nordjyllands Amt, Viborg Amt, Århus Amt og Vestsjællands Amt som cases.

Sammenhængende turistpolitiske overvejelser skal baseres på en dialog mellem de regionale myndigheder indbyrdes og mellem de regionale myndigheder, turisterhvervet og kommunerne. Den løbende dialog mellem disse parter er afgørende for at skabe en fleksibel og differentieret planlægning, som tager hensyn til udviklingstendenserne i turisterhvervet og udnytter de natur- og kulturmæssige potentialer regionalt og lokalt.

Sammenhængende turistpolitiske overvejelser skal tage udgangspunkt i de nationale forventninger til turismeudviklingen og de regionale vurderinger af udviklingsmulighederne. De bør være en del af en samlet erhvervsstrategi for turismen, hvor planlægningen skal medvirke til at øge områdets attraktion og beskæftigelsesmulighederne lokalt. Nye anlæg bør medvirke til, at allerede foretagne investeringer i turistanlæg fortsat udnyttes og udnyttes bedre. I overvejelser om nye anlæg bør det også indgå, hvordan disse kan spille sammen med allerede eksisterende kulturtilbud, naturmæssige attraktioner og lokalt baserede aktiviteter. Turismens belastning af naturen og landskaber skal tages i betragtning, og beskyttelsen sikres.

Analysen påpeger, at meningen med sammenhængende turistpolitiske overvejelser er, at de skal indeholde prioriteringer, valg og fravalg. Der må prioriteres mellem flere arealudlæg. De forskellige destinationer inden for amterne har forskellige roller baseret på deres muligheder og særkender. Det skal fremgå, hvad regionplanmyndigheder og kommuner prioriterer. Det kan være et vigtigt signal til turisterhvervet, regionale og lokale turismeudviklingsselskaber og projektudviklere. Det konkluderes overordnet i arbejdsnotatet, at regionplanmyndighederne ikke løbende har revurderet deres turistpolitik.

Denne konklusion bekræftes også i den efterfølgende regionplanrevision 2001, hvor kun få regionplaner indeholder overvejelser om, hvordan eksisterende reservationer til eksempelvis feriehoteller hænger sammen med regionplanmyndighedens erhvervspolitiske strategi og de sammenhængende turistpolitiske overvejelser.

De regionale myndigheders sammenhængende turistpolitiske overvejelser bør i større omfang anvendes som et aktivt redskab til at rydde op i de allerede eksisterende og muligvis uaktuelle arealudlæg til ferie- og fritidsanlæg. En oprydning kan rumme et potentiale for en revitalisering af turismen i regionen. Der bliver basis for at udvikle turismen og at tilpasse arealudlæg til den nye strategi – herunder arbejde for fleksibilitet i anvendelsesmulighederne, øge investeringssikkerheden og skabe grobund for en koordination mellem forskellige initiativer i regionen.

Med gode sammenhængende turistpolitiske overvejelser som grundlag for den fysiske planlægning har regionplanmyndigheden et godt grundlag for udlægge arealer, der er tilpasset de erhvervsmæssige realiteter og udviklingsmuligheder. Sammenhængende turistpolitiske overvejelser kan med fordel udarbejdes i samarbejde med naturligvis kommunerne og turisterhvervet i regionen, men også i samarbejde med naboregionerne.

Ferie- og fritidsanlæg skal i dag lokaliseres i sammenhæng med eksisterende bystruktur eller allerede eksisterende ferie- og fritidsanlæg. Dette krav er indført for ikke at sprede de ofte store og meget synlige anlæg i åbne og uberørte kystområder. Udvalget er enig i, at dette krav fastholdes.

Udvalget har drøftet et forslag om at "konvertere" de uudnyttede arealudlæg til ferie- og fritidsanlæg til sommerhusområder i kystnærhedszonen. Da der bag de mange arealreservationer til ferie- og fritidsanlæg har været en forståelse af, at udlæggene skulle have alment nyttige formål og bl.a. give muligheder for rekreative interesser er det udvalgets vurdering, at der ikke generelt bør åbnes for en konvertering af disse arealudlæg til sommerhusområder.

Det kan dog ikke udelukkes, at det i nogle situationer vil være hensigtsmæssigt at eksisterende, uudnyttede ferie- og fritidsanlæg kan konverteres til sommerhusområder på baggrund af sammenhængende turistpolitiske overvejelser. Der henvises til afsnit 5a om Planlægning for sommerhusområder.

Regionplanudvalget anbefaler, at planlovens nuværende bestemmelse i § 5 b, stk. 1, nr. 4, om lokalisering af ferie- og fritidsanlæg på baggrund af sammenhængende turistpolitiske overvejelser, fastholdes.

Udvalget anbefaler endvidere, at sammenhængende turistpolitiske overvejelser medvirker til regionalt at skabe sammenhæng mellem den ønskede turistudvikling og planlægningen for både eksisterende og nye anlæg. Det anbefales, at nye ferie- og fritidsanlæg fortsat lokaliseres på baggrund af sammenhængende turistpolitiske overvejelser.

Regionplanudvalget anbefaler, at der ikke åbnes op for generelt at "konvertere" de uudnyttede arealudlæg til ferie- og fritidsanlæg til sommerhusområder i kystnærhedszonen. Arealreservationer til ferie- og fritidsanlæg har bl.a. haft alment nyttige formål og skulle give muligheder for rekreative interesser. Det er en meget bredere anvendelse end sommerhusområderne. Dog kan det givetvis i nogle situationer være hensigtsmæssigt at eksisterende, uudnyttede ferie- og fritidsanlæg kan konverteres til sommerhusområder på baggrund af sammenhængende turistpolitiske overvejelser.

Udvalget anbefaler desuden, at miljøministeren opfordrer regionplanmyndigheden til i forbindelse med den kommende regionplanrevision at vurdere det udviklingspotentiale, der er i at rydde op i uudnyttede arealudlæg.

Endelig anbefaler udvalget, at der udarbejdes en analyse af de juridiske problemstillinger i forbindelse med at indføre evt. tidsbegrænsninger i uudnyttede arealudlæg i region-, kommune- og lokalplaner. Spørgsmålet om evt. tidsbegrænsning af arealudlæg indgår i næste fase af udvalgets arbejde.

De kystnære havområder er en vigtig del af kystlandskabet. Kystområderne er en begrænset og truet ressource af både international og national interesse. På havet såvel som på land er der stor interesse for at lokalisere anlæg og igangsætte produktioner kystnært. Hertil kommer en række beskyttelses- og bevaringsinteresser som vandkvalitet, naturgenopretning, fuglebeskyttelse, vildtreservater og naturfredning.

I de senere år har der været en stadigt voksende interesse for aktiviteter på og i de kystnære havområder. Det fører til øget brug af både arealer og ressourcer. Det gælder fx øget konkurrence om adgang til fiskekvoter, udvinding af olie og gas og andre råstoffer, etablering af ledningsanlæg og andre kabelføringer, opstilling af vindmøller, opførelse af broer og brug af hurtigfærger. I mindre skala og tættere på land udgør vandscootere, lystfiskeri, jagt og badebroer også et pres på den arealressource kysten udgør. I nogle tilfælde fører det øgede brug af havet til forurening og forringelse af naturressourcer fx i form af ødelæggelse af havbunden, støj og visuel forurening.

Samtidig er der en øget interesse på land for at udvikle byer, bygge sommerhuse og andre fritidsanlæg, udvide havne mv.

Der er en gensidig påvirkning mellem aktiviteterne på land og på havet. Det gælder både miljø- og naturmæssigt, visuelt og økonomisk. Selv om en aktivitet sker langt ud på havet kan den have indvirkning på de kystnære hav- og landområder. Dårlig vandkvalitet og visuel forurening kan forringe potentialet for turismeudvikling og mindske den rekreative værdi af et område, og diffuse udledninger fra landbruget kan være med til at forringe vandkvaliteten. Der kan også være modsætninger mellem aktiviteter på havet fx mellem erhvervsfiskeri og lystfiskere, mellem af havbrug og vandkvalitet, kystbeskyttelse og naturbeskyttelse, råstofindvinding og fiskeri og mellem vandkvaliteten og ønskerne til rekreativ udnyttelse af kysterne.

Den øgede interesse i havressourcen ikke kun i Danmark, men også internationalt afspejler et øget behov for koordinering og regulering. Arbejdet i især de regionale havkonventioner (OSPAR. Helcom og Helsingforskonventionerne) og Nordsøkonferencerne er et udtryk for, at der både er taget initiativ og sket en indsats i den sammenhæng. Desuden har det seneste EU initiativ om en Europæisk Havstrategi som et af sine hovedformål at udvikle en sammenhængende havmiljøpolitik med henblik på at fremme koordinering af indsatsen blandt de forskellige organisationer og andre parter.

Habitatdirektivet og vandrammedirektivet er bl.a. et udtryk for, at der på europæisk niveau er en erkendelse af et behov for en øget koordinering af de mange behov og interesser i de kystnære havområder og i samspillet mellem hav og land. EU’s henstilling om gennemførelse af integreret kystzoneforvaltning er ligeledes et initiativ, der peger i samme retning. Kystzonen er lokalitetsbestemt, men kan generelt beskrives som det område, hvor land påvirkes af havet, og hvor havet påvirkes af land. En præcis afgrænsning og definition af kystzonen er nødvendig for at fremme integreret planlægning og forvaltning af denne.

I dansk lovgivning udgør kystlinjen en grænse mellem regulering på land og på havet. På havet varetages forvaltningen af forskellige myndigheder. En række ministerier, først og fremmest Trafikministeriet, Fødevareministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Miljøministeriet og de regionale myndigheder varetager hver for sig en del af lovgivningen. Statens myndighed på havet udøves gennem Statens Højhedsret på søterritoriet, som giver staten ret til at meddele tilladelse til forskellige foranstaltninger. I kystbeskyttelsesloven arbejdes der dog med en samlet kompetence for både land- og havområder.

Regionplanmyndighederne har ansvaret for planlægningen på land og skal desuden planlægge for vandkvaliteten i de kystnære vande.

Der er ikke i dag en overordnet planlægning, som afvejer interesserne i de kystnære hav- og landområder og giver et samlet overblik over dels de mange beskyttelsesinteresser og dels rammerne for erhvervs- og byudvikling og udvikling til rekreative formål samt anden udnyttelse af disse områder. Men regionplanen skal indeholde retningslinjer for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande, jf. planlovens § 6, stk. 3, nr. 13.

Reguleringen og retsgrundlaget for aktiviteter og anlæg i kystzonen er kendetegnet ved, at der sondres mellem landterritoriet og søterritoriet. Der er ofte forskel på regelsættet og myndighedskompetencerne på land og på havet.

Kompetencerne på den danske del af søterritoriet, fiskeriterritoriet eller kontinentalsoklen, reguleres af Statens Højhedsret over søterritoriet. Højhedsretten er en førkonstitutionel retssædvane, som er oprettet med Grundloven af 1849 (i den nuværende § 25). Statens Højhedsret er retten til at meddele tilladelse til foranstaltninger på søterritoriet, herunder opfyldninger, inddæmninger, etableringer af faste anlæg etc. og med tilladelsens meddelelse påse, at det offentliges interesser ikke krænkes. Statens Højhedsret kan samlet defineres som en beføjelse for staten til at regulere forholdene og varetage det offentliges interesser på søterritoriet.

Søterritoriet er primært af betydning for en stats suverænitet. Danmarks søterritorium udgøres af ydre og indre territorialt farvand. Det ydre territoriale farvand omfatter de områder af havet, som indadtil er begrænset af de til enhver tid gældende basislinjer, og udadtil er begrænset af linjer trukket således, at afstanden fra ethvert punkt på disse linjer til det nærmeste punkt på basislinjen er 12 sømil (22.224 meter). Det indre territorialfarvand omfatter havområderne mellem basislinjen og højeste daglige vandstandslinje. Alle har ret til adgang til søterritoriet, herunder til sejlads, badning, rørskær og for strandbredders vedkommende strandpassage, jf. Naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 3.

Statens Højhedsret er underlagt international regulering, hvilket navnlig kommer til udtryk i FNs Havretskonvention, som Danmark forventes at ratificere. Der er også andre internationale konventioner, som berører søterritoriet, bl.a. inden for følgende områder:

• dansk suverænitet (Udenrigsministeriet),
• farvandsovervågning og kontrol (Forsvarsministeriet),
• søfart og energi (Økonomi- og Erhvervsministeriet), og
• integreret kystzoneforvaltning, natur og miljø (Miljøministeriet).

Desuden er søterritoriet tillige fiskeriterritorium, hvilket betyder at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri også administrere regler af betydning for søterritoriet. Endelig findes der talrige regler på toldområdet.

Det har siden begyndelsen af 90’erne været diskuteret i forskellige nationale og internationale sammenhænge, hvordan beskyttelsen og benyttelsen af kysterne kan foretages på en bedre og mere sammenhængende måde. Der er en stadig større erkendelse af sammenhæng mellem problemstillingerne på havet og på land som beskrevet nedenfor.

I kystcirkulæret fra 1991 understreges behovet for en samlet afvejning af arealinteresserne i de kystnære vande og landområder. Krav om en samlet beskrivelse af den fremtidige udvikling i kystnærhedszonen og de tilgrænsende vande skal fremgå af redegørelsen. Kravet har bl.a. sin baggrund i ønsket om en sammenhængende og koordineret sagsbehandling og vurdering i hele kystområdet uanset, at søterritoriets arealanvendelse reguleres via Statens Højhedsret²⁸⁾. Kravet er videreført i den nuværende planlov i § 6 a, stk. 3.

Wilhjelm-udvalget anbefalede i 2001, at indsatsen og koordineringen mellem de forskellige myndigheder, der varetager opgaver i kystzonen, forbedres. Endvidere anbefalede udvalget, at det i den sammenhæng bør overvejes at udvide regionplanmyndighedernes planlægningskompetence til den kystnære del af søterritoriet således, at land og hav planlægges i sammenhæng. På længere sigt kan dette udvikles til en egentlig integreret forvaltning af kystzonen.

Som svar på Indenrigs- og sundhedsministerens frihedsbrev til amtsråd og kommunalbestyrelser i Danmark fra foråret 2002 har en række amtsråd udtrykt ønske om en integreret planlægning i de kystnære hav- og landområder.

På regionplanudvalgets dialogmøde den 30. april 2003 blev ønsket om en mere integreret planlægning gentaget fra organisationer, virksomheder, amter og forskningsinstitutioner. De tilstedeværende understregede fordelene ved øget inddragelse af borgerne i beslutningsprocessen, høring af myndigheder, en samlet udarbejdelse af miljøkonsekvensvurderinger og afvejning af de forskellige interesser.

Fra Nordjyllands Amt og Storstrøms Amt blev der henvist til det nordiske samarbejde Norcoast og det baltiske samarbejde Den blå Region, hvor de styrker og svagheder, de enkelte lande har ved forvaltning af kysterne, er belyst. En af anbefalingerne fra projekterne er at samle planlægning, koordination og afvejning af interesser, relateret til kystzonen, under én myndighed. Herved, konkluderes det, skabes et mere sammenfattet grundlag for planlægningen. Afvejningen af interesser vil i højere grad ske ud fra en samlet betragtning af de enkelte kystlokaliteter.

EU Rådet og Parlamentet vedtog EU’s henstilling om gennemførelse af integreret kystzoneforvaltning i foråret 2002. Henstillingen opfordrer medlemsstaterne til udfra en strategisk tilgang at skabe en bedre samordning af myndighedsbehandlingen på land og på havet for at sikre et bedre samspil i forvaltning. Henstillingen opfordrer til, at der udarbejdes en national strategi for integreret kystzoneforvaltning. Medlemslandene skal afrapportere erfaringerne til Kommisionen senest februar 2006.

Som led i revisionen af den fælles fiskeripolitik har Rådet i januar 2003 tiltrådt forslag til en strategi for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur fra EU-kommissionen. Det indgår i den overordnede målsætning at sikre et miljømæssigt sundt opdrætserhverv og skabe varig beskæftigelse specielt i fiskeriafhængige områder, som alternativ til de reducerede fiskerimuligheder. Hovedvægten lægges på toskallede bløddyr (muslinger/østers) og fiskeopdræt i havbrug.

I Nordsøkonferencernes Bergen-deklaration 2002 er Nordsølandenes miljøministre og EU kommissionen endvidere enige om, at der kræves en styrket koordinering af den fysiske planlægning relateret til Nordsøens havmiljø, såfremt eksisterende og potentielle konflikter mellem beskyttelseskrav og forskellige menneskelige aktiviteter skal forebygges og løses.

Bl.a. fra disse myndigheder, organisationer og udvalg er der udtrykt et ønske om at forbedre beskyttelsen og benyttelsen af de kystnære hav- og landområder gennem en mere sammenfattende og koordineret planlægning. Amtsrådsforeningen og regionplanmyndighederne har ligeledes ved flere lejligheder, bl.a. i forbindelse med høring af ændring af kystbeskyttelsesloven, indenrigs- og sundhedsministerens frihedsbrev og strukturkommisionens arbejde, påpeget, at der er et behov for en forbedret koordinering af beskyttelsen og benyttelsen af de kystnære hav- og landområder, og at dette bl.a. kan ske gennem en sammenfattende og koordinerende planlægning.

Regionplanmyndighederne har allerede i dag kompetence til at planlægge for nogle anlæg og aktiviteter i de kystnære havområder.

Det drejer sig om:

• kvaliteten af kystvand,
• havbrug og
• klapning.

Regionplanmyndigheden skal udarbejde retningslinjer i regionplanen for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande, jf. planlovens § 6, stk. 3, nr. 13.

Det er en national målsætning at sikre et rent vandmiljø, som både mennesker og natur kan nyde godt af. Det er også en målsætning at nedbringe udledningen af næringsstoffer, mikroorganismer og miljøfarlige stoffer i overensstemmelse med kravene i Vandmiljøplan I og II, EU-direktiver og internationale aftaler om beskyttelse af havmiljøet.

Regionplanmyndighedernes planlægningskompetence omfatter kystvande for nogle nærmere afgrænsede fjorde og bugter samt generelt inden for 6 meter dybdekurven eller indenfor 1 sømil (1862 m) fra land²⁹⁾.

Regionplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af virksomhed mv., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav, jf. planlovens § 6, stk. 3, nr. 3.

Det er en erklæret statslig interesse at sikre dambrug og havbrug en lokalisering, som kan være med til at mindske deres miljøbelastning og fremme deres udviklingsmuligheder, jf. Overblik over statslige interesser i regionplanrevision 2005.

 Regionplanmyndighedernes ansvar for sikring af vandkvaliteten medfører, at regionplanmyndighederne har afvejet mulighederne for etablering af havbrug. I flere regionplaner er der tilkendegivet meget restriktive retningslinjer for tilladelser til etablering og udvidelse af havbrug.

Efter § 16 i bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt kan der i praksis ikke gives tilladelse til havbrug i områder, der i regionplanen er udlagt med skærpet målsætning for vandkvaliteten³⁰⁾.

Havbrugsudvalget har i marts 2003 afgivet sine anbefalinger til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og til miljøministeren. Udvalget anbefaler bl.a., at der fastlægges ensartede og reviderede krav til regionplanernes retningslinier og målsætninger med henblik på at sikre en ensartet bedømmelse af ansøgninger om havbrug. Havbrugsudvalget anbefaler endvidere en revision af bekendtgørelsen om saltvandsbaseret fiskeopdræt. Miljøministeren forbereder (med udgangspunkt i Havbrugsudvalgets anbefalinger), at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal arbejde videre med disse problemstillinger, herunder også at give forslag til revision af den omtalte bekendtgørelse.

Af betydning for vandkvaliteten i de danske farvande kan også være muslingeopdræt. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har besluttet at nedsætte et udvalg om en miljømæssigt og økonomisk bæredygtig udnyttelse af de naturlige danske forekomster af muslinger og østers, og opdræt heraf. Udvalget skal give anbefalinger om bl.a. en sammenhængende forvaltning af produktionen af toskallede bløddyr under hensyntagen til de naturgivne forskelligheder og overordnede miljøforvaltningshensyn.

I redegørelsen til regionplanen skal regionplanmyndigheden bl.a. beskrive den fremtidige udvikling i kystnærhedszonen og de tilgrænsende vandområder jf. planlovens § 6 a, stk. 3. Regionplanmyndigheden skal med hjemmel i § 6 a, stk. 3 på et kortbilag til redegørelsen vise de eksisterende og planlagte forhold i kystnærhedszonen. Kravet har bl.a. baggrund i ønsket om en sammenhængende og koordineret sagsbehandling og vurdering i hele kystområdet, uanset at søterritoriets arealanvendelse reguleres via Statens Højhedsret.

Redegørelsen tjener dels til belysning af regionplanforslaget i forbindelse med offentlighedsproceduren dels som bidrag til fortolkning af planen. Redegørelsen har ikke bindende virkning. Det er alene regionplanretningslinjerne, som regionplanmyndighederne og kommunalbestyrelserne skal virke for i deres udøvelse af beføjelser, jf. planlovens § 9.

Regionplanmyndighedernes kompetence begrænser sig til miljøkvalitetsplanlægning og overvågning. Målsætningerne er bindende for de planlæggende myndigheders tilladelser, eksempelvis regionplanmyndighedens tilladelse til klapning mv. Regionplanmyndigheden udlægger klappladserne og giver tilladelse til klapning af optaget havbundsmateriale. Klapning kan kun foregå indenfor de udlagte klappladser. Ved tilladelse til klapning i internationale naturbeskyttelsesområder og på havdybder under 6 meter skal Skov- og Naturstyrelsen give samtykke.

På nogle områder i den danske forvaltning foregår der således en samlet koordinering. Her har regionplanmyndighederne både en kompetence til planlægning og til at give tilladelse eller afvisning af havbrug med henvisning til vandkvaliteten. En sammenfattende koordinering, som omfatter alle sektorer inden for et givet havområde, vil dog ikke nødvendigvis betyde, at den regionale myndighed får både planlægnings- og beslutningskompetencen.

Som eksempel på et regionalt initiativ kan nævnes, at Vejle Amt i et debathæfte har beskrevet problemstillingerne i de kystnære hav- og landområder og søgt at afveje de forskellige interesser. Befolkningen er således blevet inddraget gennem høring og invitation til en offentlig debat.

Vejle Amt fremlagde i forbindelse med regionplanrevision 1997 et debathæfte med titlen På kurs mod et rent hav. Amtsrådet havde sat et mål om et rent havmiljø med et varieret plante- og dyreliv. Amtsrådet i Vejle Amt fandt, at de mange interessemodsætninger skulle beskrives og afvejes med henblik på bl.a. at begrænse udledningerne. I forordet giver amtsrådet udtryk for, at der i disse år opleves et stigende pres på havområder i amtet såvel erhvervsmæssigt som rekreativt. Amtsrådet ønskede på den baggrund en god og seriøs debat om havet.

I debathæftet fortælles om den aktuelle miljøtilstand i amtets havområder og om de naturlige og menneskeskabte processer, der styrer udviklingen. Der sættes fokus på vandets bevægelser i fjordene, næringssalte, alger, iltsvind, fisk, fugle og pattedyr.

I beskrivelsen af den erhvervsmæssige udnyttelse indgår fiskeri, muslingefiskeri, havbrug, indvinding af råstoffer, større kraftværk, kystsikring og erhvervshavne. Den rekreative interesse gennemgås med elementer som badevand, badestrande, rekreative anlæg, friluftsliv på havet og turisme.

På baggrund af det samlede overblik over de mange interesser i havområderne fremlagde amtsrådet i debathæftet sit forslag til målsætninger og retningslinjer for aktiviteter på havet. Der blev fremlagt forslag til retningslinjer for havbrug, muslingefiskeri og muslingebrug samt for bortskaffelse af opgravede havbundsmaterialer.

Debathæftet blev ikke vedtaget som et selvstændigt regionplantillæg. Drøftelserne og tilbagemeldingerne på debathæftet blev indarbejdet i Vejle Amts Regionplan 1997.

En kortlægning af en række af vores nabolandes forvaltning af de kystnære hav- og landområder viser, at den fysiske planlægning i de fleste lande strækker sig ud på søterritoriet. På nuværende tidspunkt har Tyskland, Sverige, Norge, Holland og Finland mulighed for, at den fysiske planlægning kan strække sig ud til 12 sømil (i Holland dog kun 1 km).

I USA er der en lang tradition for en sammenfattende planlægning og forvaltning af kystområderne, ikke kun via den fysiske planlægning, men som en egentlig integreret kystzoneforvaltning i de enkelte stater med hjemmel i en national lovgivning. Afgrænsningen af de kystnære vande i USA er lokalitetsbestemt og af en noget anden størrelsesorden end de europæiske.

I USA er der vedtaget en egentlig kystlov, Coastal Zone Management Act. (1972), som samler planlægning og forvaltning af de kystnære områder landværts og vandværts, defineret som kystzonen. Gennem kystloven er kyststaten forpligtiget til at følge og udvikle et kystforvaltnings- og planlægningsprogram (coastal management program), der varetager de forskellige sektorinteresser, og samtidig sikrer inddragelse af borgerne.

I de undersøgte lande er der derimod ikke på nuværende tidspunkt nogen selvstændig lov om integreret kystzoneplanlægning og forvaltning, som USA har lang tradition for. Norge, Sverige og Holland er eksempler på, hvordan den fysiske planlægning er struktureret på forskellige måder.

I Norge ligger hovedvægten af ansvaret for forvaltning og planlægning i kystzonen på det nationale niveau. På det lokale niveau er hver kommune forpligtet til at udforme en kommuneplan for oplandet til kysten. Derudover opfordres kommunerne til at planlægge ud til de yderst liggende småøer (basislinen) i de kystnære vande, men de er ikke forpligtet til det.

I Sverige har kompetencefordelingen mellem lokale myndigheder været uklar, men størstedelen af planlægningen ligger hos de kommunale myndigheder. Kommunalplanen er, som i Norge, bindende. På det regionale niveau er der, for begge landes vedkommende, en politisk forpligtelse til at koordinere planlægningen, men de er ikke juridisk bundet.

I Holland er regionplanerne derimod bindende og har til hovedformål at koordinere kommunalplaner og de lokale planer for vandregulering. Regionplanlægningen er således et skridt i retning af sammenfattende og koordineret fysisk planlægning for både de kystnære hav- og landområder.

Plan- og byggelovgivningen spiller en central rolle i forvaltningen af kystområderne i disse lande. I de fleste lande udgør kystlinjen ikke i samme grad som i Danmark en skarp opdeling af forvaltningen af kystområderne på land og i de kystnære dele af havet. Den fysiske planlægning er i de fleste lande i større eller mindre grad udstrakt til søterritoriet.

Hovedtendensen er, at forvaltningen af kystområderne administrativt ligger hos miljø- og planlægningsmyndighederne ofte suppleret af en eller flere andre myndigheder.

Kun få lande har en fast defineret afgrænsning af kystområderne. Men uanset det har en del lande fokus på udviklingen i kystområderne gennem planlægning og forvaltning i kystområderne både på land- og havsiden.

Ydre grænse for fysisk planlægning på havet i udvalgte lande ³¹⁾.

                                              Landværts                                             Kystlinjen                                       12 sømil

GB /Skotland                         Regional & Lokalplaner                          

Tyskland                                Føderale Statsplaner                                                                                                

Norge                                     Regional & Lokalplaner                                              Yderste øer

Sverige                                   Lokalplaner                                                                                                                   

Holland                                  Regionalplaner                                           1 km.

Finland                                  Lokalplaner                                                                                                                    

En evt. kommende sammenfattende planlægning for de danske kystnære hav- og landområder vil kunne trække på mange erfaringer, der allerede er gjort på området hos vores nabolande og andre steder. Det gælder eksempelvis spørgsmålet om afgrænsning af en kystzone på havet. Der kan være nogle fordele ved at anvende 1 sømil-grænsen, idet den i forvejen anvendes af regionplanmyndighederne i forbindelse med vandkvalitetsplanlægning. Denne grænse vil i princippet også afgrænse vandrammedirektivets forvaltningsområde. På den anden side vil planlægning, som kan løse nogle visuelle problemstillinger, kræve en zone, som går længere ud i havet.

 6d Koordinering med internationale initiativer

Der er en række initiativer på vej til at blive implementeret i dansk lov. En mulig sammenfattende planlægning for de kystnære hav- og landområder vil nødvendigvis skulle koordineres med implementeringen af Vandrammedirektivet og Habitatdirektivet. Det gælder både i forhold til den tidsmæssige dimension og det indholdsmæssige.

Formålet med Vandrammedirektivet er at sikre beskyttelsen af vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand. I Danmark overvejes det at oprette 13 vandområdedistrikter med grænser så tæt på de nuværende amtsgrænser som muligt. I hovedstadsregionen gælder HUR´s grænse. Amterne, HUR og Bornholms regionskommune vil da blive udpeget som ansvarlige vandområdemyndigheder. Vandområdedistrikterne vil på søterritoriet komme til at strække sig mindst 1 sømil ud i havet fra basislinjen.

Vandrammedirektivet pålægger medlemslandene inden for en nærmere fastsat tidsplan at sikre, at vandkvaliteten er af mindst "god tilstand", som nærmere defineret i direktivet. For at sikre at dette mål nås, forudsættes det i Vandrammedirektivet, at der gennemføres en regulering af såvel de eksisterende som fremtidige påvirkninger. Påvirkningen af et havområde stammer typisk ikke fra en enkelt forureningskilde eller aktivitet, men derimod fra mange forskellige kilders påvirkning af vandmiljøet. Gennem udarbejdelse af indsatsprogrammer skal det sikres, at der ikke gives tilladelser mv., der forhindrer, at miljømålene overholdes. Dette gør det hensigtsmæssigt at gennemføre en samlet, koordineret planlægning for de forskellige påvirkninger. I tilfælde hvor der er grundlag for at lempe kravet om god tilstand, vil en planlægning kunne være direkte nødvendig.

Habitatdirektivet fra 1992 kræver udpegning af en række områder for beskyttelse af dyr, planter og naturtyper. Danmark har udpeget 254 habitatområder, som dækker i alt 11.134 km² , hvor af ca. 72% (dvs. 7900 km²) ligger på havet. De fleste habitatområder på havet ligger kystnært, men Danmark har også udpeget områder, der ligger udenfor dansk territorialarvand (12 sømil). Sammen med Fuglebeskyttelsesområderne udgør Habitatområderne, de såkaldte Natura 2000-områder.

Habitatdirektivet pålægger medlemslandene aktivt at arbejde for at sikre og forbedre den natu,r områderne er udpeget for. Det betyder, at der i områderne skal sikres eller genoprettes gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, som direktivet omfatter. Alle myndigheder er direkte forpligtiget af Habitatdirektivet. Det betyder, at myndighederne i deres daglige forvaltning og administration ikke må give tilladelser mv., der kan få væsentlig negativ effekt for de arter og naturtyper, der er omfattet af udpegningsgrundlaget for et Natura 2000-områderne, eller medfører forringelser eller forstyrrelse af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Natura 2000-områderne er indarbejdet i regionplanerne for landområderne og kystvandene.

Vandrammedirektivets og Habitatdirektivets planlægningsbestemmelser skal være implementeret med udgangen af 2003.

EU’s henstilling om integreret kystzoneforvaltning (ICZM)³²⁾.

EU’s ministerråd vedtog i foråret 2002 en henstilling om gennemførelse af integreret kystzoneforvaltning (ICZM). Henstillingen opfordrer medlemsstaterne til ud fra en strategisk tilgang at skabe en bedre samordning mellem myndighedsbehandlingen på land og på havet for at sikre et bedre samspil i forvaltningen. Henstillingen opfordrer desuden til, at der udarbejdes en strategi for integreret kystzoneforvaltning. Strategien eller strategierne bør udvikle eller opretholde national og evt. regional eller lokal lovgivning, politikker og programmer, som omfatter både hav- og landområder i kystområder.

På EU miljørådsmødet den 4. marts 2003 opfordrede Rådet EU-kommissionen til at afklare sammenhængen mellem integreret kystzoneforvaltning og en række andre relevante direktiver, herunder Vandrammedirektivet, Habitatdirektivet og EF-Fugledirektivet.

EU-kommissionen fastslår i meddelelsen om Den Europæisk havstrategi, at den økologiske balance i Europas have er truet fra mange sider i et sådant omfang, at det kræver handling på fællesskabsplan. Formålet med strategien er at styrke og koordinere den internationale indsats for at beskytte havenes dyre og planteliv, specielt gennem samarbejde mellem EU og de regionale havkonventioner (HELCOM og OSPAR) og mellem myndigheder og interesseorganisationer. Havstrategien forventes færdig i 2005.

EU’s havstrategi er tænkt som en overordnet ramme for samspillet mellem de internationale konventioner og de nationale målsætninger for kystvandene og den nationale planlægning og forvaltning af kystområderne.

Udvalgets overvejelser og anbefalinger

Det er udvalgets vurdering, at det er vigtigt videre at undersøge, i hvilket omfang der udover den eksisterende regionplanlægning for kystvande er behov for at gennemføre en overordnet planlægning for de kystnære land- og havområder. Særligt i forbindelse med implementeringen af Vandrammedirektivet og Habitatdirektivet finder udvalget umiddelbart, at der kan være en række fordele ved at gennemføre en sammenfattende planlægning.

En sådan planlægning skal kunne medvirke til at skabe bedre koordination mellem de forskellige beskyttelseshensyn og aktiviteter i kystnærhedszonen og de kystnære havområder, og være med til at sikre større indsigt i afvejningen af de forskellige interesser omkring kystlinjen for alle de parter, der vil blive berørt af de trufne beslutninger.

Det er udvalgets vurdering, at der, for at kunne udarbejde et så godt beslutningsgrundlag som muligt, er behov for at en række yderligere analyser af fordele og ulemper ved forskellige modeller for en overordnet og sammenfattende planlægning for de kystnære land- og havområder. Den eksisterende og fremtidige myndighedsbehandling i de kystnære havområder skal kortlægges, og styrker og svagheder ved forskellige forvaltningsmodeller vurderes med henblik på bl.a. miljømæssige forbedringer, økonomiske og administrative konsekvenser og muligheder for forenkling.

En sådan nærmere vurdering hænger sammen med implementeringen af Vandrammedirektivet og Habitatdirektivet. Desuden vil opfølgningen på Strukturkommissionens anbefalinger kunne få indflydelse på den kommende myndighedsstruktur. En evt. ændring af den nuværende myndighedskompetence for de kystnære land- og havområder må efter udvalgets opfattelse ske koordineret med disse initiativer - både indholdsmæssigt og tidsmæssigt.

Det er i øvrigt udvalgets vurdering, at landets regionplanmyndigheder allerede nu er langt i arbejdet med regionplanrevision 2005, det er derfor ikke realistisk at udarbejde en sammenfattende planlægning for de kystnære havområder allerede i forbindelse med denne revision.

Udvalget anbefaler derfor, at en evt. beslutning om udvidelse af regionplanlægningen til de kystnære havområder udskydes til anden fase af udvalgets arbejde. Arbejdsdelingen mellem regionplanlægning og kommune- og lokalplanlægning skal bl.a. beskrives. Udvalget vil kunne afslutte sine overvejelser ud fra en konkret analyse af forskellige planlægningsmodeller for de kystnære land- og havområder samt den valgte implementering af Vandrammedirektivet og Habitatdirektivet og opfølgningen på anbefalingerne fra Strukturkommissionen.

Udvalgets anbefaling til miljøministeren om implementering af EU’s henstilling om integreret kystzoneforvaltning vil indgå i næste fase idet emnet har stor sammenhæng med planlægning for de kystnære land- og havområder.

Amtsrådsforeningens supplerende udtalelse: Amtsrådsforeningen finder, at der bør ske en udvidelse af regionplanlægningen til de kystnære havområder.

Formålet med udvalgets arbejde er at forenkle processen for tilvejebringelse af regionplaner, og at styrke regionplanen som

1. redskab til at understøtte regionale udviklingsstrategier og strukturer
2. redskab til at afveje, koordinere og planlægge for de mange interesser og hensyn, der knytter sig til brugen af arealerne i det åbne land og i forhold til byområderne
3. administrationsgrundlag
4. et operationelt redskab for såvel borgere som myndigheder.

Udvalget skal undersøge mulighederne for at forenkle og udvikle regionplanernes indhold, form og tilvejebringelse. I arbejdet skal indgå

1. Regionplanen som strategisk udviklingsplan for regionen
2. Regionplanen som det planlægningsmæssige grundlag for udvikling af regionale erhvervsliv, herunder også for landbruget
3. Regionplanen som grundlag for en sammenfattende, prioriteret planlægning for landbrug, natur og miljø.
4. Planlægning i kystnærhedszonen og den kystnære del af havet
5. Regionplanen og den digitale forvaltning
6. Regionplanlægningens tilvejebringelse, herunder vurdering af behov for forenkling og forankring af processen.
7. Regionplanens indhold i forhold til byudvikling og byomdannelse, herunder særlige forhold i Hovedstadsregionen.

Udvalget skal ligeledes vurdere regionplanens sammenhæng til anden både stats-, amtslig og kommunal planlægning og sammenhængen mellem regionplanens retningslinjer og virkemidler i relation til gennemførelse af retningslinjerne. Under punkterne 3 og 6 behandles regionplanens rolle i VVM-processen. Udvalgets arbejde koordineres i øvrigt med det sideløbende arbejde med implementeringen af Vandrammedirektivet og direktivet om Strategisk Miljø Vurdering.

Udvalget skal komme med anbefalinger til ændringer af eksisterende lovgivning.

Udvalget skal løbende sikre inddragelse af relevante parter gennem afholdelse af temadage og konferencer. Erfaringerne herfra skal indgå i udvalgets arbejde og afspejles i udvalgets endelige indstilling til miljøministeren.

Udvalget kan efter behov nedsætte arbejdsgrupper inden for udvalgets arbejdsområde.

3 medlemmer fra Amtsrådsforeningen

2 medlemmer fra Miljøministeriet, Landsplanafdelingen

1 medlem fra Miljøministeriet, Miljøstyrelsen

1 medlem fra Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen

1 medlem fra Hovedstadens UdviklingsRåd

1 medlem fra Kommunernes Landsforening

1 medlem fra Ministeriet for Fødevare, Landbrug og Fiskeri

1 medlem fra Økonomi- og Erhvervsministeriet

1 medlem fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet

1 medlem fra Trafikministeriet

1 medlem fra Finansministeriet

1 medlem fra Amtsrådsforeningen

2 medlemmer fra Miljøministeriet, Landsplanafdelingen

Udvalget afleverer indstilling til miljøministeren om udvikling af regionplanlægningen, herunder forslag til evt. ændringer i planloven, i maj 2003, således at resultaterne af udvalgets arbejde kan indgå i regionplanrevision 2005 i videst muligt omfang.

Det fremgår af Regionplanudvalgets kommissorium af 29. april 2002, at udvalget skal komme med sin indstilling til miljøministeren i maj 2003. En indstilling om forenkling og udvikling af regionplanlægningen, herunder forslag til evt. ændringer i planloven.

Strukturkommissionen forventes at komme med betænkning om strukturen i den offentlige sektor ved udgangen af 2003. Da regionplanlægningen i dag er forbundet med den nuværende amtslige og kommunale struktur, er det ikke hensigtsmæssigt, at Regionplanudvalget kommer med indstilling til ministeren om ændringer af planloven i maj 2003. En indstilling (og evt. lovændring) som ikke kan tage højde for evt. beslutninger om ændringer i den kommunale struktur som følge af Strukturkommissionens anbefalinger.

Regionplanudvalgets kommissorium forlænges derfor, således at udvalget har mulighed for at inddrage resultatet af Strukturkommissionen arbejde i sin indstilling til ministeren, samt at den videre tidsplan tilpasses opfølgningen af Strukturkommissionens betænkning.

Indstillingen til miljøministeren om emnerne i udvalgets kommissorium deles op således:

1. Regionplanudvalget skal i foråret 2003 arbejde videre med en anbefaling til ministeren om planlægning i kystnærhedszonen og den kystnære del af havet. En indstilling om planlægningen for disse områder er i princippet uafhængig af den fremtidige kommunale struktur. Udvalget afgiver sin indstilling til ministeren i maj 2003. Udvalgets indstilling til ministeren om kysterne kan i givet fald danne grundlag for forslag til ændring af planloven.

Arbejdet med planlægning i kystnærhedszonen og den kystnære del af havet kan tage udgangspunkt i:

• En zonering af de forskellige interesser i den eksisterende kystnærhedszone
• Koordinering af kompetencen til at planlægge for den kystnære del af havet.
• Sommerhusområder – en strategi for udvikling.

Udvalgets indstilling til ministeren skal ligeledes omfatte en anbefaling om implementering af EU’s henstilling om integreret kystzoneforvaltning.

1. Udvalgets indstilling om forenkling og udvikling af regionplanlægningen for resten af kommissoriets emner tilpasses opfølgningen på Strukturkommissionens betænkning.

Regionplanudvalget er siden kommissoriet af 29. april 2002 blevet suppleret med 1 medlem fra Trafikministeriet. Hertil kommer yderligere 2 repræsentanter fra kommunerne i forbindelse med behandlingen af bl.a. emnet byudvikling i kystnærhedszonen. Udvalgets medlemmer har været følgende:

Formand Niels Østergård, Miljøministeriet, Landsplanafdelingen

Susanne Herfelt, Miljøministeriet, Landsplanafdelingen

Bertha Lysgaard, Vestsjællands Amt

Steffen Damskier, Vejle Amt

Begitta Blahaut, Amtsrådsforeningen

Axel Bendtsen, Miljøministeriet, Miljøstyrelsen

Henrik Knuth-Winterfeldt, Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen

Jan Engell, Hovedstadens Udviklingsråd

Kåre Svarre Jakobsen, Kommunernes Landsforening

Søren Peter Sørensen, Hinnerup kommune

Claus Josefsen, Ringkøbing kommune

Bodil Ekner, Ministeriet for Fødevare, Landbrug og Fiskeri, Direktoratet for FødevareErhverv

Brian Mogensen, Økonomi- og Erhvervsministeriet

Julie Rothe, Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Sune Impgaard Schou, Finansministeriet

Jesper Kaae, Trafikministeriet

I perioden 29. april 2002 til og med 30. maj 2003 har følgende personer midlertidigt repræsenteret organisationer og ministerier i udvalget:

Maria Feldfos, Finansministeriet

Thomas Finke, Hovedstadens Udviklingsråd

Sanne Nielsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Udvalgets sekretariatsfunktion er varetaget af:

Begitta Blahaut, Amtsrådsforeningen

Bo Christiansen, Miljøministeriet, Landsplanafdelingen

Margit Sonne, Miljøministeriet, Landsplanafdelingen

Susanne Spangsberg, Miljøministeriet, Landsplanafdelingen

Regionplanudvalget har siden det blev nedsat den 29. april 2002 og frem til årsskiftet 2002/2003 holdt 7 møder om forenkling og udvikling af regionplanlægningen. Forud for møderne har der været udsendt skriftlige oplæg om de enkelte emner, hertil kommer at der på flere af møderne har været mundtlige oplæg fra udvalgets medlemmer, Miljøministeriet samt eksterne (inviterede) oplægsholdere.

Endvidere blev der den 19. november 2002 afholdt et dialogmøde om forenkling og udvikling af regionplanlægningen med deltagere fra flere interesseorganisationer, ministerier og forskningsinstitutioner.

Udvalgets kommissorium blev den 21. november 2002 opdelt og delvist forlænget, således at udvalget har mulighed for at inddrage resultatet af Strukturkommissionen arbejde i sin indstilling til miljøministeren, samt at den videre tidsplan tilpasses opfølgningen på Strukturkommissionens anbefalinger.

Regionplanudvalget har i foråret 2003 arbejdet videre med anbefalinger til miljøministeren om planlægning i kystnærhedszonen og den kystnære del af havet. Udvalget har, forud for at delbetænkningen om dette emne kan afleveres til miljøministeren, holdt 7 møder i 2003. Til disse møder har der ligeledes været udsendt skriftlige oplæg om planlægning i kystnærhedszonen og de kystnære havområder. Disse baggrundsnotater er bl.a. udarbejdet af Jane Kragh Andersen og Malene Wiinblad, Landsplanafdelingen samt af Ditte Christensen og Janne Christensen, Skov- og Naturstyrelsen. Dialogprojektet fra Ringkjøbing Amt og planlægningsnotatet fra Sønderjyllands Amt har været en del af oplæggene til udvalget. Derudover har på møderne været mundtlige oplæg fra udvalgets repræsentanter fra Vejle og Vestsjællands amter og Amtsrådsforeningen samt fra Miljøministeriet.

Regionplanudvalget valgte at afholde endnu et dialogmøde den 30. april 2003 med deltagere fra interesseorganisationer, der særligt repræsenterede aktiviteterne i kystområderne, men også fra amter, ministerier og forskningsinstitutioner.

Regionplanudvalget har forsøgt at videregive relevante informationer om udvalgets arbejde, herunder oplæg og referater, på udvalgets hjemmeside, som kan findes via www.regionplanudvalget.dk

Det ca. 3 km brede bælte fra kysterne ind i landet, der både omfatter landzonerne, sommerhusområderne og byzonerne, jf. Vejledning om kystområderne udgivet i 1995 af LPA. Det vil sige en betegnelse, der omfatter alle arealerne i det ca. 3 km brede bælte fra kysterne og ind i landet (i modsætningen til kystnærhedszonen der alene omfatter landzonerne og sommerhusområderne).

Et ca. 3 km bredt bælte fra kysterne ind i landet, der omfatter landzonerne og sommerhusområderne i kystområderne jf. § 5 a, stk. 3 i planloven.

De arealer i byzone kystområderne, der ligger ud til kysterne, eller som indgår i et samspil med kystlandskabet, jf. § 5 a, stk. 4 i planloven.

Bruges til at beskrive mere bredt eksempelvis "de danske kyster". Der er ofte ikke knyttet en afgrænsning i km eller areal til beskrivelsen.

Bruges til at beskrives mere bredt om påvirkninger på landskabet. Der er ofte ikke knyttet en afgrænsning i km eller areal til beskrivelsen.

Opgjort som kommuner med hav- eller fjordkyst.

Der må ikke foretages ændring i tilstanden af klitfredede arealer. Følgende arealer er klitfredede:

• Strandbredden langs Skagerrak og Vesterhavet i Nordjyllands, Viborg, Ringkøbing og Ribe Amtskommuner og strandbredden på Rømø i Sønderjyllands Amtskommune,
• arealer inden for 100 m fra den inderste grænse af de strandbredder, der er nævnt i nr. 1, og
• arealer der er klitfredede i henhold til den hidtidige lovgivning om sandflugtens bekæmpelse.

Hvilke bestemmelser der i øvrigt gælder for arealer, der er omfattet af klitfredning, fremgår af lov om naturbeskyttelse.

Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder og andre kyststrækninger, der ligger i en afstand af 300 m fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at dette ikke skal gælde for nærmere angivne arter af anlæg, der tillige vedrører søterritoriet. Det samme gælder for diger, høfder, bølgebrydere og andre anlæg, som kræver tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse.

Hvilke bestemmelser der i øvrigt gælder for arealer, der er omfattet af strandbeskyttelse, og hvilke midlertidige bestemmelser der er gældende indtil Strandbeskyttelseskommissionen har fastlagt strandbeskyttelseslinjen i hele landet, fremgår af lov om naturbeskyttelse. Hvorvidt den enkelte ejendom er omfattet af strandbeskyttelse eller klitfredning er noteret i tingbogen.

Basislinjen måles fra klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjerne. Både strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen er tinglyst på den enkelte ejendom. Fra klitfredningslinjen er basislinjen fra den inderste kant af strandbredden. Klitfredning kan revideres løbende. Fra strandbeskyttelseslinjen er basislinjen fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Miljøministeren kan revidere strandbeskyttelseslinjen, jf. § 15 i lov om naturbeskyttelse, når der er sket en væsentlig tilbagerykning eller tilvækst af kysten.

Søterritoriet udgøres af ydre og indre territorialt farvand. Det ydre territoriale farvand omfatter områder af havet, som indadtil begrænses af basislinjer og udadtil af 12 sømil fra basislinjerne. Det indre territoriale farvand omfatter vandområder, der er beliggende ind for basislinjerne. Basislinjerne er fastlagt i Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 242 om afgrænsning af Danmarks søterritorium af 21. april 1999.

LANDSPLANAFDELINGEN

Grundig og sammenhængende planlægning skal danne grundlag for den fremtidige udvikling i de kystnære kommuner. Det blev slået fast af miljøminister Hans Chr. Schmidt, da han besøgte i kommuneforeningerne landet over i foråret 2002. Samtidig skal der skabes rammer for en mere smidig og hurtig behandling af sager om byudvikling indenfor 3 km kystnærhedszonen.

Der har lokalt været en opfattelse af, at der var tale om en forbudszone og ikke en planlægningszone. Samtidig har en del udkantskommuner med attraktive kyststrækninger udtrykt ønske om at anvende disse områder til at tiltrække investeringer og gode skatteydere gennem at bygge boliger eller udlægge områder til erhverv og andre aktiviteter.

Der skal være en afbalanceret udvikling i Danmark. Folk skal sikres gode og ligelige levevilkår, uanset hvor i landet de bor. Derfor skal alle områder være attraktive for bosætning og erhvervsudvikling. Den fysiske planlægning skal bidrage til at udvikle byerne og de omgivende landområder.

Miljøministeren inviterede derfor Ringkøbing Amt, kystkommunerne i amtet - Egvad, Holmsland, Lemvig, Ringkøbing, Skjern, Struer, Thyborøn-Harboøre, Thyholm, Ulfborg-Vemb og Vinderup, Skov- og Naturstyrelsen og Landsplanafdelingen til at diskutere, hvordan man i kystkommunerne kan planlægge for byudvikling i kystnærhedszonen uden at gå på kompromis med de landskabelige og miljømæssige hensyn, som er baggrunden for planlovens bestemmelser.

Det har været en konstruktiv og spændende debat, som er beskrevet i dette arbejdsnotat. Hovedpunkter i debatten har været:

• Det er vigtigt med en åben dialog mellem myndigheder og andre interesseparter
• Kystnær byudvikling skal ske i forhold til byens struktur og bysamfundets skala
• Ønskerne om benyttelse og beskyttelse skal afvejes i en åben proces
• Flere af de eksisterende sommerhusområder har brug for et kvalitetsløft
• Ferie- og fritidsanlæg skal placeres efter sammenhængende regionale overvejelser

Det er mit håb, at arbejdsnotatet kan inspirere planlæggere i deres arbejde for udviklingen af kystnære bysamfund.

Juni 2003

Niels Østergaard

Landsplanchef

Teknikere fra Ringkøbing Amt og de 10 kystkommuner i amtet, Skov- og Naturstyrelsen og Landsplanafdelingen har siden sommeren 2002 deltaget i et dialogprojekt om hvilke principper, der kunne lægges til grund for arbejdet med en bedre planlægning for byudvikling i de kystnære områder. Deltagerne i projektet ses i bilag 1.

Dialogen har været fokuseret på ønsket om at klargøre, hvordan der kan og bør planlægges for byudvikling i de sårbare og naturskønne kystområder, og hvilke principper der skal ligge til grund for planlægningen.

Der har i en møderække fra sommeren 2002 til foråret 2003 været en konstruktiv dialog, og møderne har generelt set været præget af vilje til at pege på en række elementer, som indgår i god planlægning i de kystnære områder:

• Grundig og sammenhængende planlægning kræver en afvejning af de mange og ofte forskelligt rettede interesser i kystområdernes udvikling. Det handler om at finde balancen mellem en nødvendig og ønskelig udvikling af alle kommuner og en samtidig beskyttelse af naturværdierne i de kystnære landskaber.
• Som udgangspunkt skal strandbeskyttelses- og klitfredningslinien respekteres. Men der skal i enkeltstående tilfælde på baggrund af grundig lokal planlægning være mulighed for en afrunding af de eksisterende, mindre bysamfund, især bag den eksisterende bebyggelse.
• Grundig og sammenhængende planlægning kræver en regional rollefordeling mellem amtets bysamfund. Det kræver indsigt i og forståelse af det samfund, der planlægges for. Dette indebærer bl.a. en vurdering af den eksisterende rummelighed og af det reelle behov for udbygning. Centralt står forståelsen af bysamfundet – kulturhistorisk, landskabeligt, størrelsesmæssigt – hvordan den ønskede og nødvendige udbygning bedst muligt kan indpasses i det eksisterende samfund og landskab.
• Kommunerne har med kommuneplanstrategien fået et nyt redskab til at arbejde strategisk og visionært med udviklingen i kommunen – herunder betydningen af kystlandskaberne.

I dialogen har diskussionen været centreret omkring en række typiske problemstillinger, mens andre emner er udeladt (for eksempel: vindmøller, tekniske anlæg, råstofindvinding). I det følgende beskrives de diskuterede principper for de emner, som hovedsageligt har været i fokus:

De værdifulde kyststrækninger

Andre kyststrækninger

De små landsbysamfund

De mellemstore bysamfund

De store bysamfund

Sommerhuse

Ferie- og fritidsanlæg

Kommuneplanstrategi

Planlægningsproces

Kysterne og deres natur- og landskabsværdi skal bevares. Områdernes karakter skal beskyttes, ikke mindst de uberørte kyststrækninger og de helt kystnære dele. De åbne kystnære landskaber skal fastholdes som landskabelige helheder og fortsat udgøre væsentlige natur og landskabsressourcer og være attraktive til rekreative formål.

Målet er, at der kun undtagelsesvist, og hvor det er absolut nødvendigt bruges arealer indenfor de kyststrækninger, som amtsrådet har udpeget som værdifulde og åbne kyststrækninger. Strandbeskyttelses- og klitfredningslinien skal respekteres fuldt ud på disse strækninger.

Man skal friholde områder, som udgør en helhed sammen med de tilgrænsende vandområder, større, bagvedliggende, uforstyrrede landskaber og fredede områder. I arbejdet bør indgå en konkret vurdering af landskab, natur, kulturhistorie og rekreation for de enkelte lokaliteter. Det gælder også beskyttelse af det vilde plante- og dyreliv og deres levesteder, karakteristiske kystlandskaber og bebyggelser, geologiske interesseområder, værdifulde kulturmiljøer mv.

En konkret udpegning af de åbne kyststrækninger med regional værdi bør foretages gennem regionplanlægningen.

Paradigma for god byplanlægning

Den gode planlægning tager udgangspunkt i det samfund, som der planlægges for. Der kan således opstilles et paradigma for hvilke analyser der bør gennemarbejdes i forbindelse med byplanlægningen. Paradigmaet vil kunne anvendes uanset størrelsen på bysamfundet – men den konkrete vurdering må afhænge af det konkrete samfund, som der planlægges for.

1. Situationen i dag

• Kortfattet redegørelse om byen i dag , vigtigste data om bystørrelse og funktioner m.m., planskitse/situationsplan med indtegning af de afgørende strukturer/mønstre/funktioner og udviklingsretninger i byen

2. Registrering af begrænsninger/hensyn og problemer på planskitse

• Strandbeskyttelseslinien, andre beskyttelseslinier, regionplanens byvækstgrænser, "Kulturhistoriske" strukturer og spor i landskabet, regionplanmyndighedens udpegning af områder og landskaber med særlig landskabelig værdi.

3. Redegørelse for rummelighed

• Arealbogholderi i forhold til udbygningsbehov, udbygningsetaper – opdeling, omfordeling af byudviklingsarealer, argumentation

4. Ønsker, behov og argumentation

• Opstilling af ønsker (fx boligområder med attraktiv beliggenhed eller virksomhed med miljøprofil med udsigt til § 3 område), Behov "flere varer på hylden" m.m, argumentation (hensyn til institutions- og serviceud bygning, bedre/visuelt smukkere afslutning på bygrænsen mod det åbne land, udnyttelse af herlighedsværdier (uden at ødelægge dem), perspektiver i byudviklingen.
• Indtegnet og skitseret med geografisk placering på planskitse med angivelse af antal, størrelse og arealkrav.
• Overordnet angivelse af vej- og stibetjening af området

5. Vurdering af byudviklingsområdet med skitsemæssig indtegning af fx boligområdet (visuelt og funktionelt)

• Sammenhæng     I forhold til den eksisterende by(afgrænsning)

                                      I forhold til kyst og landskab

• Skala                  I forhold til offentlighedens færdsel, grønne områder

                                     Skal byggeriet være højt/lavt

                                     Skal byggeriet være tæt/åbent

• Volumen            Hvor stort et omfang skal bebyggelsen have

                                     Hvor store enheder skal arealet bebygges med

                                     Hvor meget skal arealet opdeles, hvor store enheder

• Profil                  Sammenhæng med bysilhouet

                                     Sammenhæng med kystlandskabsprofilen

                                     Behov for landmarks/ identitetskabende anlæg

6. Etapeudbygning

• Nødvendighed af etapeudbygning, etapens omfang, rækkefølge (indefra-og-ud eller afgrænsning først og efterfølgende udfyldning), grøn byggemodning, bæredygtighed.

Der er tale om et procesforløb og "den gode planlægning" er også en "lokal" proces.

Processen skal gerne ende med et resultat, der reelt opfylder de lokale ønsker, de dokumenterede behov og nødvendigheden for udvikling og kvalitet i respekt for de regionale og nationale beskyttelseshensyn.

I de små landsbysamfund, samlede bebyggelser og byer som er helt omfattet af kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinien, skal der være mulighed for udvikling. Dette gælder eksempelvis bysamfund som Oddesund og Jegindø.

Det kræver stor omhu i planlægningen under hensyn til både det lokale miljø og det omgivende landskab. Arbejdet foregår særligt på lokalplan niveau.

Kommunerne må vurdere det reelle behov og den eksisterende rummelighed indenfor den eksisterende struktur. Er der lommer hvor enkelte ejendomme kan passes ind og kan byen afrundes og formgives. Huludfyldning og afrunding bliver nødvendige elementer i en sådan formgivning af udbygningen af det lille samfund. Små samfund udvikles med små skridt.

1. Der skal være mulighed for en vis udvikling, også i små bysamfund.
2. Grundlæggende er strandbeskyttelses- og klitfredningslinien en forbudszone, der skal respekteres. Men der skal i enkeltstående tilfælde på baggrund af grundig lokalplanlægning være mulighed for en begrænset afrunding af de eksisterende, mindre bysamfund i beskyttelseszonen. Det vil især være relevant i forbindelse med byudvikling bag den eksisterende bebyggelse, som huludfyldning ved landsbyer, afgrænset i kommuneplanen, og ved havne.
3. Udbygningen skal være nænsom og med små skridt. Der skal tages udgangspunkt i de eksisterende værdier, og der skal ses nøje på eksisterende rummelighed og bebyggelsesstruktur og på behovet for udbygning.
4. Lokalplaner skal være det regulerende instrument. De kan omfatte hele landsbyen sammen med den ny bebyggelse. Planlægning, som følger principperne for god planlægning i kystområderne, skal kunne foregå mere smidigt end hidtil, men under forudsætning af at gældende regler for procedure, høring mv. overholdes. Jo mindre bysamfund, desto færre boliger og dermed smidigere proces. Skal der planlægges for aktivitet i strid med principperne, kræver det større planovervejelser og kan dermed tage længere tid.

Figur 3: Torsminde er helt omgivet af både kystnærhedszonen 
og det nye forslag til strandbeskyttelseslinie. Det er et eksempel, 
der understreger behov for fleksibilitet for at sikre byen udvik-
lingsmuligheder. 
Blå linie: Kommissionens indstilling om klitfredning. 
Rød linie: Kommissionens indstilling om strandbeskyttelseslinie.

 I de mellemstore byer vil der være eksempler på byer som er helt eller delvis omsluttet af kystnærhedszonen og som har forholdsvis store arealer beliggende indenfor strandbeskyttelselinien. I de 10 kommuner gælder dette eksempelvis byerne Thorsminde, og Hvide Sande, hvor udviklingen kun kan foregå i kystnærhedszonen og undtagelsesvist indenfor strandbeskyttelseslinien.

Gennem udarbejdelsen af en helhedsplan eller en perspektivplan kan kommunen udlægge et rammeområde indenfor hvilket byen tillægges en vis udvikling. Hvis perspektivplanen rummer arealer beliggende indenfor strandbeskyttelseslinien, vil kravene til nøje at vurdere den eksisterende bystruktur og det reelle behov for udbygning skærpes.

Det kan bemærkes, at ministeren har tilkendegivet, at han ved udøvelsen af sin kompetence til at ophæve strandbeskyttelseslinien vil være opmærksom på, at der kan være hensyn at tage til kommuner, hvor fastholdelsen af kystarealer i landzone giver særlige problemer.

I havnebyer med ældre industri- eller havneområder vil der også være mulighed for at arbejde med at skabe nye bykvarterer ved omdannelse af eksisterende bygninger og områder til nye formål og ved nybyggeri på det allerede eksisterende havne- og erhvervsarealer. Denne mulighed findes også i de større byer.

1. Mellemstore bysamfund er byudviklingsbyer, hvor der forventes en vis udvikling og en helhedsplan for byens udvikling kan med fordel udarbejdes (strategi for udvikling).
2. Grundlæggende er strandbeskyttelses- og klitfredningslinien en forbudszone, der skal respekteres. Men der skal i mellemstore kystbysamfund, som er begrænset væsentligt af beskyttelseslinierne, på baggrund af grundig lokalplanlægning være mulighed for en begrænset udbygning indenfor beskyttelseszonen. Det vil især være relevant i forbindelse med byudvikling bag den eksisterende bebyggelse, som huludfyldning ved lommer i byen og ved havne.
3. Rummeligheden i eksisterende byområder skal undersøges og den konkrete udbygning skal passes ind i bystrukturen.
4. Lokalplaner vil være det regulerende instrument. De kan omfatte større områder af byen. Planlægning som følger principperne for god planlægning i kystområderne skal kunne foregå mere smidigt end hidtil, men under forudsætning af at gældende regler for procedure, høring mv. overholdes. Skal der planlægges for aktivitet i strid med principperne kræver det større planovervejelser og kan dermed tage længere tid.

I de større bysamfund, der helt eller delvis ligger indenfor kystnærhedszonen, er der mulighed for en udvikling, som i højere grad er placeret bag strandbeskyttelselinien. I eksempelvis Ringkøbing og Struer er byudviklingen planlagt bag strandbeskyttelseslinien.

Bystrukturelle årsager kan medvirke til, at man fraviger princippet om i kystnærhedszonen alene at byudvikle bag eksisterende by, og derfor udvikler byen både bag ved og på siden af den eksisterende by. Som eksempel på bystrukturelle årsager kan nævnes Ringkøbing by, hvor den historiske bykerne ikke længere er centrum alene, og derfor marginal i forhold til byens funktioner. En fortsat udvikling bag ud og væk fra bycentret kan medføre en ensidig udvikling, og derfor gøre det nødvendigt med udvikling, som afrunder byen til siderne. Et andet eksempel er Struer by, hvor byudviklingen på grund af byens geografiske beliggenhed nødvendigvis må blive i kystnærhedszonen.

Udviklingen af ét bysamfund kan imidlertid ikke ses isoleret, men må indgå i en sammenhængende vurdering af byerne i regionen. Det er centralt at fokusere på kvaliteterne i det enkelte bysamfund og på muligheden for at realisere bysamfundets potentiale for udvikling. Det er i den sammenhæng vigtigt med en rollefordeling mellem byerne i regionen og mellem by og land. Der skal skabes en hensigtsmæssig balance mellem konkurrence og udvikling. Det er i den forbindelse ikke nødvendigt at alle bysamfund byder på de samme kvaliteter.

1. Der kan med fordel udarbejdes en helhedsplan for den visionære og strategiske udvikling af den større kystby.
2. Grundlæggende er strandbeskyttelses- og klitfredningszonen en forbudszone, der skal friholdes for bebyggelse. Det skal dog undtagelsesvist være muligt med en mindre ændring af de fastlagte linier, såfremt der alene er tale om en bystrukturelt begrundet afrunding af bebyggelsen. Herudover kan der være mulighed for en begrænset byudvikling indenfor beskyttelseszonen ved byudvikling ved havne.
3. Bystrukturelle årsager kan bevirke, at der ikke kun udvikles "bag ved eksisterende bebyggelse", men også "på siderne" indenfor kystnærhedszonen
4. Der bør stilles skærpede krav til byernes udseende, hvad angår byplanlægning, byformgivning og bygningernes kvalitet og til en større sammenhæng mellem by, land og landskab.

Sommerhusområderne i de 10 kommuner rummer et stort turistmæssigt potentiale. En analyse af den eksisterende rummelighed sommerhusområderne i kommunerne bør gå forud for overvejelser om nye sommerhusområder. Hvilken kvalitet har de enkelte områder, og er der i områderne en rummelighed, som vil kunne udnyttes. Der er i dag en forholdsvis stor rummelighed i amtets sommerhusområder.

Umiddelbart synes der ikke at være et behov i kommunerne for en egentlig udbygning af områderne. Der er derimod et større behov for en modernisering af de allerede eksisterende områder. Det handler både om færdigudbygning, fortætning, renovering og modernisering -både af de enkelte huse og kvaliteten i områderne. Der har ikke i dialogen været fokuseret på, hvordan denne modernisering af eksisterende sommerhusområder kan gribes an.

Enkelte kommuner oplever problemer med vedligeholdelse af helårshus-klynger beliggende midt i sommerhusområder og ønsker mulighed for at udbygge klyngerne ved at inddrage enkelte sommerhuse til nye helårsboliger. Efter planloven skal de eksisterende sommerhusområder fastholdes til ferieformål. Miljøministeriet har endvidere i slutningen af 1990’erne gennemført en landsplandirektiv proces, hvor kommunerne havde mulighed for at få overført mindre sommerhusområder til byzone. I alt blev a. 40 områder med i alt 800 ejendomme overført.

En planlægning for udvikling af sommerhusområderne må nødvendigvis hænge sammen med den overordnede politik for en udvikling af turismen i regionen.

Ferie- og fritidsanlæg skal lokaliseres ud fra sammenhængende turistpolitiske overvejelser og primært i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større ferie- og fritidsbebyggelser.

Kommunerne har forskellige særkender og forudsætninger og kan derfor udvikle forskelligt rettede tilbud til regionens turister. Det er centralt, at forskelligheden bruges konstruktivt til at udvikle en profil – et varemærke – for byen eller området. Som for byudvikling betyder dette, at der kræves et regionalt helhedsbillede og en regional rollefordeling. Man skal ikke alle steder tilbyde de samme attraktioner og de samme aktiviteter.

Turismen er et vigtigt erhverv i kystkommunerne. Dialog og samarbejde mellem erhvervslivet og myndighederne om hvilke aktiviteter der skal udvikles, og hvor disse skal placeres er derfor vigtigt for en fremtidssikring af investeringer og udvikling. Udlæg af for mange områder kan skabe investeringsusikkerhed i erhvervet, mens for få områder kan skabe for begrænset råderum. Udbygning med ferie- og fritidsanlæg er derfor både af erhvervsmæssige og natur- og miljømæssige årsager bedst tjent med at indgå i samlede turistpolitiske overvejelser.

I et nært samarbejde mellem amtskommune og kystkommuner kan der udarbejdes en regional udviklingsplan for turistanlæg i de kystnære områder. Udviklingsplanen kunne udformes og godkendes som en del af regionplanlægningen.

I foråret 2000 vedtog Folketinget en ændring af planloven. Planstrategien blev indført som et nyt politisk og administrativt redskab i kommuneplanlægningen. Ifølge loven skal kommunalbestyrelsen offentliggøre en planstrategi i første halvdel af hver valgperiode.

Strategien skal indeholde kommunalbestyrelsens vurdering af kommunens udvikling, en vurdering af planlægningen siden sidst, en strategi for kommunens udvikling og en beslutning om den kommende revision af kommuneplanen

Flere kommuner kan vælge at gå sammen om at udarbejde (dele af) en planstrategi og herefter udarbejde fælles kommuneplan eller hver sin nye kommuneplan. Et sådant samarbejde kan ske ud fra en betragtning om, at det så kan være lettere at se og udvikle sin egen kommunes rolle i regionen.

Samarbejdet er frivilligt og kan binde den enkelte kommune i det omfang kommunalbestyrelsen tiltræder det. Planlovens krav skal imidlertid være opfyldt for hver kommune. Det betyder, at kommunalbestyrelsen i hver af de deltagende kommuner skal vedtage planstrategien selvstændigt, give mulighed for mindretalsudtalelser, opfylde kravene om offentlig fremlæggelse, som dog kan ske i fællesskab. En fælles kommuneplanstrategi vil også kunne bruges i dialogen mellem amtsråd og kommunalbestyrelser om den kommende regionplan.

En mulighed kunne være, at kommunerne i fællesskab udarbejder en fælles strategisk tema-kommuneplan for temaet kyst og turisme. Det kunne give mulighed for diskussion af og beslutning om, hvilke potentialer kommunerne i fællesskab rummer, og hvordan disse potentialer bedst muligt styrkes og udvikles. Det kan i den forbindelse bringe spørgsmålet om rollefordelingen mellem regionens bysamfund op til fornyet diskussion.

Dialogmøderne har haft til formål at finde fælles fodslag mellem det lokale, det regionale og det statslige niveau om principper for grundig og sammenhængende planlægning planlægning i de kystnære områder.

Gennem en fælles forståelse af udgangspunkt og principper for grundig og sammenhængende planlægning skulle sagsbehandling gerne kunne ske hurtigere og mere smidigt end hidtil. Projektet har vist, at der overordnet er opbakning om de redskaber og de principper for forvaltningen af de kystnære områder, som ligger i planloven. Der er dog ofte fra lokal side utilfredshed med processen, som opfattes som lang og usmidig.

Deltagerne finder, at det er afgørende for en smidig proces, at der til stadighed er en dialog mellem de forskellige myndigheder og niveauer samt at der er en tillid, som netop bygger på en fælles forståelse af principperne for god planlægning.

Regionplanen er et godt redskab til bl.a. at fastlægge amtets natur – og landskabsinteresser bl.a. Debatten forud for et regionplantillæg (Foroffentlighed) er en vigtig del af den lokale dialog.

Kommuneplanstrategien er et godt redskab til at konkretisere og formidle kommunens udviklingsbehov bl.a. overfor amtet. Den kan også bruges til at fremme dialogen og samarbejdet mellem kommunerne, sådan at der opnås en koordinering og afvejning af de forskellige ønsker og behov. Evt. kan der udarbejdes en fælles kommuneplanstrategi om udvalgte temaer – her kysterne.

Det er (naturligvis) vigtigt efterfølgende at få fastlagt de mere præcise rammer for bl.a. byudviklingen i regionplanen og i kommuneplanen.

Igennem denne proces kan benyttelse- og beskyttelsesinteresser og udviklings- og udbygningsønsker blive afdækket, så der kan opnås større smidighed i den konkrete og lokale planlægning.

Smidighed handler om en fælles forståelse for hvad det er for principper der handles efter. Fælles forståelse for det fælles billed af hvad palnlægning i kystområderne indebærer. Er dette tilfældet bør den konkrete planlægning kunne ske hurtigt indenfor rammerne af den nødvendige offentlighedsprocedure.

Skal der derimod på lokalt niveau planlægges for aktiviteter eller anlæg i modstrid med de formulerede principper vil det kræve større planovervejelser og dermed tage længere tid.

• Kysterne og de kystnære landskaber er værdifulde, og udvikling må derfor ske med særlig omtanke.
• Strandbeskyttelses – og klitfredningszonen skal som udgangspunkt friholdes for byggeri.
• Inddragelse af nye arealer i byzone skal være begrundet i et realistisk behov inden for en overskuelig fremtid (ofte planperioden).
• Nyudlæg til byzone skal placeres i umiddelbar tilknytning til eksisterende byzone. Vigtigt er også byens profil – hvordan ser byen ud, når den ses på afstand.
• En udbygning af et bysamfund skal planlægges og formgives ud fra en konkret vurdering af den eksisterende bebyggelse og kystområdets kvaliteter.
• Amtsrådet udpeger værdifulde åbne kyststrækninger med regional betydning, som skal bevares og beskyttes.
• Med byfornyelse og byomdannelse kan der – også i helt små samfund – skabes kvalitet i de bysamfund, som allerede findes.
• Offentlighedens adgang til kysten skal sikres.
• Borgere, erhvervsliv og interessegrupper skal inddrages aktivt i planlægningsprocessen.
• I sommerhusområderne er der behov for renovering og modernisering af de eksisterende områder.
• Planlægning af nye ferie/fritidscentre skal være en del af en sammenhængende regional turistpolitisk strategi.
• Planlægning skal ske i en åben dialog mellem myndighedsniveauerne. Det er naturligt at principperne drøftes i en åben dialog.
• Konkret planlægning, der er i overensstemmelse med regionplanlægningen, kan gennemføres hurtigt indenfor rammerne af de fastlagte offentlighedsprocedurer.

Steen Davidsen, Holmsland Kommune

Ole Møller, Skjern Kommune

Torben Jakobsen, Skjern Kommune

Steen Faurbye, Ulfborg-Vemb Kommune

Lena O. Hansen, Ulfborg-Vemb Kommune

Johannes Hargaard, Thyholm Kommune

Sigrid Rishøj, Thyholm Kommune

Claus Josefsen, Ringkøbing Kommune

Anette Gori, Ringkøbing Kommune

Preben Andersen, Lemvig Kommune

Jørn Rosenlund, Thyborøn-Harboøre Kommune

Jens Kristian Kjær, Thyborøn-Harboøre Kommune

Olav Witt Jensen, Vinderup Kommune

Bjarke Danvig, Struer Kommune

Pia Degn Eriksen, Egvad Kommune

Poul Johansen, Ringkøbing Amt

Charlotte Ladegaard, Ringkøbing Amt

Henrik Knuth-Winterfeldt, Skov- og Naturstyrelsen

David Trier Frederiksen, Skov- og Naturstyrelsen

Peder Baltzer Nielsen, Landsplanafdelingen

Malene Wiinblad, Landsplanafdelingen

Jane Kragh Andersen, Landsplanafdelingen

 Uddrag af Vestsjællands Amtsråds Regionplan 2001 – 2012

 Uddrag af Sønderjyllands Amts Regionplan 2001 – 2012

 Uddrag af Nordjyllands Amts Regionplan 2001

 Bilag H

 Bilag I

Bilag J

• Lovbekendtgørelse nr. 763 af lov om planlægning af 11. september 2002.
• Lovbekendtgørelse nr. 85 af lov om naturbeskyttelse af 4. februar 2002.
• Lov nr. 110 om ændring af lov om planlægning og lov om ændring af forskellige love som følge af oprettelsen af Hovedstadens Udviklingsråd af 15. februar 2000.
• Bekendtgørelse nr. 428 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse) af 2. juni 1999.
• Lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse samt lovforslag L191 fremsat 4. april 1994 med tilhørende betænkning og tillægsbetænkning.
• Bekendtgørelse nr. 408 om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder af 26. maj 1994
• Miljøministeriets vejledning nr. 76 om planlægning og administration af kystområderne af 27. april 1993.
• Cirkulære nr. 215 om planlægning og administration af kystområderne af 19. december 1991, "kystcirkulæret".
• Bekendtgørelse nr. 640 om saltvandsbaseret fiskeopdræt (havbrugsbekendtgørelse) af 17. september 1990
• Lovbekendtgørelse nr. 920 af lov om sommerhuse og campering mv. af 22. december 1989.
• Lovbekendtgørelse nr. 566 af lov om erhvervelse af fast ejendom af 28. august 1986.
• Cirkulære nr. 159 om recipientkvalitetsplanlægning af 10. oktober 1984.
• Cirkulære om planlægning af ferie- og fritidsbebyggelse af 28. august 1981, "ferie- og fritidscirkulæret".
• Cirkulære nr. 124 om planlægning af sommerhusområder af 16. juni 1977, "sommerhuscirkulæret".

• Regionplan 2001 for Nordjyllands Amt.
• Regionplan 2001-2012 for Sønderjyllands Amt.
• Planlægningsnotat om bl.a. forslag til byudvikling i kystnærhedszonen i Sønderjyllands Amt.
• Regionplan 2001-2013 for Vejle Amt.
• Debathæfte til Regionplan 1997 "På kurs mod et rent hav", Vejle Amt.
• Regionplan 2001-2012 for Viborg Amt.
• Regionplan 2001-2012 for Vestsjællands Amt.

• Et Danmark i balance, hvad skal der gøres ? Landsplanredegørelse 2003 udarbejdet af Landsplanafdelingen 2003.
• Holdninger og ønsker til Danmarks natur af Berit C. Kaae og Lene Møller Madsen udgivet i By- og Landsplanserien nr. 21, 2003.
• Idekatalog om naturplanlægning, udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen 2003.
• Havbrugsudvalgets betænkning om udviklingsmulighederne for saltvandsbaseret fiskeopdræt i Danmark Fødevareministeriet, marts 2003.
• Restrummelighed i sommerhusområderne arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen 2002.
• Kystnærhedszonen i tal og kort, arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen, udkast af 30. September 2002.
• Kulturhistorien i planlægningen projekt udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen, 1997.
• Recommendations on improved Integrated Coastal Zone Management in the North Sea Region (suppleret med Finland) fra NORCOAST, 2000.
• Dansk kystzone – landskab og forvaltning ph.d. afhandling af Henrik Suadicani 2002.
• Dansk turisme – handlingsplan for vækst Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2002.
• Integrated Coastal Zone Management in the Baltic States State of the Art report. EUCC – The costal Union, 1999.
• Lov om Planlægning kommenteret af Anne Birte Boeck, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002.
• Overblik over statslige interesser i regionplanrevision 2005 Landsplanafdelingen 2002.
• Vejledning om landzoneadministration Planlovens §§ 34-38 Landsplanafdelingen 2002.
• Statistiske efterretninger Serviceerhverv 2002:21
• En rig natur i et rigt samfund udgivet af Wilhjelmudvalget 2001.
• Turisme og regionplanlægning – En undersøgelse af regionplanernes turistpolitiske redegørelser arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen 2000.
• Vejledning om 300 m strandbeskyttelses- og klitfredningszone, udgivet af Skov- og Naturstyrelsen 2000.
• Review of national and regional planning processes and instruments in the Northe Sea regions fra NORCOAST, 1999.
• Den danske rejseanalyse 1998 Danmarks Turistråd.
• Integreret kystzoneforvaltning – Internationale erfaringer med integreret kystzoneforvaltning, delrapport 1 arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen 1998.
• Integreret kystzoneforvaltning – Eksisterende regulering af de danske kystområde, delrapport 2 arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen 1998.
• Integreret kystzoneforvaltning – Vurdering af praksis i kystzoneforvaltningen i Danmark, delrapport 3 arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen 1998.
• Retligt set – synsvinkler på arealanvendelseslovgivningen udgivet af Miljø- og Energiministeriet 1995.
• Vejledning om planlægning i kystområderne Landsplanafdelingen 1995.
• Notat om det bornholmske sommerhusprodukt 1990-94 Destination Bornholm, Udviklingsprojekt til støtte for sommerhusudlejningen på Bornholm.
• Sommerhusområder i Odsherred, forslag til handlingsplan 1993 v/Vestsjællands Amt, Dragsholm, Nykøbing-Røvig og Trundholm kommuner.
• Indlandssommerhusområder i Hovedstadsregionen arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen 1994.
• Dansk byplanlægning 1938-1992 af Arne Gaardmand 1993.
• De danske kyster 1991 - status og perspektiver arbejdsrapport fra Planstyrelsen 1991.
• Dansk Miljøret bind 2 Bygge- og planlovgivningen redigeret af W.E. von Eyben, 1977.

Noter

1). Miljøministeriets cirkulære nr. 124 om planlægning af sommerhusområder af 16. juni 1977, "sommerhuscirkulæret", der senere blev suppleret med retningslinjer for Planstyrelsens administration af planlægning for feriehotelbyggeri (skrivelse af 28. juni 1978).

2). Miljøministeriets cirkulære om planlægning af ferie- og fritidsbebyggelse af 28. august 1981, "ferie- og fritidscirkulæret"

3) Jf. Bekendtgørelse om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse) nr. 428 af 2. juni 1999.

4) Miljøministeriets cirkulære nr. 215 om planlægning og administration af kystområderne af 19. december 1991, "kystcirkulæret".

5)Lovforslag nr. L 191 fremsat 4. april 1994 med tilhørende betænkning og tillægsbetænkning.

6) Lov nr. 110 om ændring af lov om planlægning og lov om ændring af forskellige love som følge af oprettelsen af Hovedstadens Udviklingsråd af 15. februar 2000.

7) Vurdering med udgangspunkt i de gældende regionplanernes retningslinjer vedtaget i forbindelse med regionplanrevisionen fra 2001.

8) "Turisme og regionplanlægning – En undersøgelse af regionplanernes turistpolitiske redegørelser" arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen 2000.

9) Opgjort som antallet af modtagne planer i Landsplanafdelingen fra 1. januar 2001 til 31. december 2001.

10) "De danske kyster 1991 - status og perspektiver" arbejdsrapport fra Planstyrelsen 1991.

11) "Kystnærhedszonen i tal og kort" arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen, udkast af 30. september 2002.

12) "Kulturhistorien i planlægningen" projekt udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen, 1997.

13) Se evt. mere herom i "Vejledning om landzoneadministration, planlovens §§ 34-38", Landsplanafdelingen 2002.

14) Havbrugsudvalgets betænkning om udviklingsmulighederne for saltvandsbaseret fiskeopdræt i Danmark, Fødevareministeriet, marts 2003.

15) Jf. bilag 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 428 om supplerende regler i medfør af love om planlægning (samlebekendtgørelsen) af 2. juni 1999.

16) Lovforslag nr. L 191 fremsat 4. april 1994 med tilhørende betænkning og tillægsbetænkning.

17) "Den danske rejseanalyse 1998" Danmarks Turistråd.

18) "Danmarks Statistikbank" og Landsplanafdelingens egne beregninger.

19) "Den danske rejseanalyse 1998" Danmarks Turistråd.

20) "Restrummelighed i sommerhusområderne" arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen 2002.

21) "Notat om det bornholmske sommerhusprodukt 1990-94" Destination Bornholm, Udviklingsprojekt til støtte for sommerhusudlejningen på Bornholm. "Sommerhusområder i Odsherred, forslag til handlingsplan 1993" v/Vestsjællands Amt, Dragsholm, Nykøbing-Røvig og Trundholm kommuner.

22) "Dansk turisme - handlingsplan for vækst" Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2002.

23) Er beregnet som bruttokapacitetsudnyttelse dvs. som feriecentret havde åbent hele året.

24) "Statistiske efterretninger" Serviceerhverv 2002:21.

25) "Turisme og regionplanlægning – En undersøgelse af regionplanernes turistpolitiske redegørelser" arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen 2000.

26) Jf. bilag 2 i bekendtgørelse nr. 428 om supplerende regler i medfør af love om planlægning (samlebekendtgørelsen) af 2. juni 1999.

27) "Turisme og regionplanlægning – En undersøgelse af regionplanernes turistpolitiske redegørelser" arbejdsnotat fra Landsplanafdelingen 2000.

28) Miljøministeriets vejledning nr. 76 om planlægning og administration af kystområderne af 27. april 1993.

29) Cirkulære nr. 159 om recipientkvalitetsplanlægning af 10. oktober 1984.

30) Bekendtgørelse nr. 640 om saltvandsbaseret fiskeopdræt (havbrugsbekendtgørelse) af 17. september 1990.

31) "Recommendations on improved Integrated Coastal Zone Management in the North Sea Region" (suppleret med Finland) fra NORCOAST, 2000.

32) ICZM: Integrated Coastal Zone Management.