1. Indledning

Case-studierne har således haft til formål at beskrive, systematisere og vurdere praksis i den danske kystzoneforvaltning og eventuelle problemer i forhold til rækken af integrationsaspekter. For at gøre vurderingsmaterialet bredest muligt er det ved udvælgelsen af cases tilstræbt at finde meget forskelligartede sager, som hver for sig har indholdsmæssige elementer, der kan bidrage til analyse af samtlige eller flest mulige af de nævnte integrationsaspekter. Mens det således har været målet at maksimere forskellighederne og dermed datamaterialets bredde, er der ikke tilstræbt nogen form for repræsentativitet i statistisk forstand.

De 8 udvalgte cases, som er beskrevet nærmere i bilag 3.1 til 3.9, er:

I Viborg Amt:

- Modernisering af trafikhavnen i Skive

- Udvidelse af erhvervsarealet ved Hanstholm havn

- Ændring af miljøtilstanden i Hjarbæk Fjord (Virksunddæmningen)

I Nordjyllands Amt:

- Anlæg ved Aalborg østhavn til produktion af tunnel- og broelementer til Øresundsforbindelsen

- Udstillings-, forlystelses- og feriecenter ved Bouet i Limfjorden

- Ferie- og fritidsfaciliteter ved Egense Skanse

- Deponering af klapmaterialer/råstoffer ved Hirtshals havn

Tværamtsligt:

- Myndighedssamarbejdet om fiskeriet i Limfjorden

- "Det Syddanske Øhav", udvikling af natur, miljø og turisme.

Danmark adskiller sig fra de fleste andre kystlande ved det markante forvaltningsmæssige skel, som er sat i strandlinien. Hvor kystzonen i mange lande er defineret både på sø- og landterritoriet, og forvaltningskompetencen hos regionale og lokale myndigheder omfatter ressourcer og aktiviteter både søværts og landværts kystlinien, er situationen i Danmark, at forvaltningen af ressourcer og aktiviteter på det kystnære søterritorium varetages af en række sektormyndigheder (Trafikministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Erhvervsministeriet, Miljø- og Energiministeriet m.fl.), mens forvaltningen på det kystnære landterritorium primært er lagt i hænderne på amter og kommuner. Forvaltningen på søterritoriet sker hovedsagelig på grundlag af snævert afgrænsede sektorlove (f.eks. fiskerilovgivning), mens forvaltningen på landterritoriet i al væsentlighed sker på grundlag af bredt definerede rammelove (planloven, miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven m.fl.), som i høj grad virker på tværs af sektorer.

Når kystzonen både søværts og landværts kystlinien er integreret forvaltningsmæssigt i mange lande, er forklaringen, at det ofte er i overgangen mellem land og vand, at en række særlige kystzoneproblematikker, ofte med store samfundsmæssige implikationer, forekommer - problematikker som bedst håndteres ved arealmæssigt tværgående forvaltningsstrukturer.

I vurderingen af integrationen mellem land- og vandområder i den danske kystzoneforvaltningspraksis er anlagt følgende kriterier:

1. Om forvaltningssystemet "registrerer" de muligheder og problemer, der skabes i overgangszonen mellem land og vand, og reagerer herpå.

2. Om forvaltningssystemet reagerer hensigtsmæssigt i relation til at udnytte mulighederne/skabe løsninger på problemerne.

3. Om løsningerne er integrerende i forhold til andre problemstillinger i kystzonen og afbalancerede i forhold til overordnede samfundshensyn.

Mulighederne i land-vand integrationen er klart registreret af forvaltningsmyndighederne bag projekt Det Syddanske Øhav (bilag 3.1), som er et eksempelprojekt til opfølgning af Landsplanredegørelsen "Danmark på vej mod år 2018". Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Fyns Amt, Storstrøms Amt, Øhavskommunerne, Miljø- og Energiministeriet, Erhvervsministeriet og diverse lokale organisationer, foreninger mv. og har som sigte at udvikle det syddanske øhav (både land- og vandområder) til et fritids- og turismeområde af international karakter, således at lokale beskæftigelsesmuligheder kan forbedres, og natur-, miljø- og kulturkvaliteter fastholdes.

Hensigtsmæssigheden i myndighedernes reaktion på udfordringen er kommet til udtryk dels gennem etableringen af det nævnte tværinstitutionelle samarbejde, dels gennem udpegningen af strategiske indsatsfelter. Disse omfatter bl.a. "blå turisme" med maritime og landbaserede natur- og kulturoplevelser og attraktive havnemiljøer, styrkelse af områdets traditionelle erhverv gennem miljøvenlig specialisering samt sikring og styrkelse af områdets natur- og kulturgrundlag. Den handlingsorienterede realisering af strategierne er på forskellig måde påbegyndt med initiativer fra forvaltningsmyndigheder, organisationer og borgere. Projektets turistpolitiske og rekreative strategier er indarbejdet i begge de deltagende amters forslag til Regionplan 97 og tilstræbt afvejet i forhold til øvrige regionale udviklingsønsker og -hensyn.

Trods øhavs-projektets helhedsorienterede strategier for en integreret forvaltning af land- og vandområderne, illustrerer projektet alligevel, hvor lidt udviklet land-vand integrationen er i den danske kystzoneforvaltning, idet projektet på myndighedsniveau kun omfatter de sektorer, hvor kommunerne og amterne har det primære forvaltningsansvar. Landbrugs-, fiskeri- og transportsektorerne er kun inddraget på interessegruppe- og borgerniveau, mens forvaltningsmyndighederne for disse - for projektets succes vigtige - sektorer ikke indgår som samarbejdsparter i projektet.

Myndighedssamarbejdet om udarbejdelse af en fiskeriforvaltningsplan for Limfjorden (bilag 3.2) repræsenterer den modsatte situation. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som har forvaltningskompetencen for fiskebestandene i danske farvande, samarbejder her med Miljø- og Energiministeriet (Skov- og Naturstyrelsen) og de tre Limfjordsamter (Nordjylland, Viborg og Ringkøbing). I dette samarbejde, som har rod i de fiskeriundersøgelser, som siden 1980ernes start er blevet gennemført i Limfjordskomiteens regi, er fokus udelukkende sat på fiskerisektoren, og der tilstræbes ingen integration eller koordination med andre sektorer. I betragtning af den meget betydelige andel af Limfjordens samlede fiskeriaktiviteter, som udgøres af det rekreative fiskeri (sports- og fritidsfiskeriet), hvad angår antallet af interessenter og bredden i fiskeriinteresserne, synes det at være oplagt at inddrage bl.a. turisme- og friluftssektoren i samarbejdet.

En sammenkædning af fiskeriforvaltningen med andre elementer af naturressourceforvaltningen i og omkring Limfjorden, og en tæt koordinering med forvaltningen på turismeområdet og det rekreative område i øvrigt, ville sandsynligvis føre til en forvaltningsplan, som i højere grad var afstemt med andre hensyn vedrørende fjordområdets benyttelse, herunder hensynet til opretholdelsen af beskæftigelsen og bevarelsen af natur- og kulturværdier og infrastruktur i kystsamfundene, jvf. formålet med projekt Det Syddanske Øhav.

Ved Egense Skanse (bilag 3.3), ved indsejlingen til Limfjorden, er der konkrete planer om at tilvejebringe opholdsfaciliteter i tilknytning til den eksisterende lystbådehavn efter et ferie- og fritidskoncept, som bevidst satser på integrationen af de mangfoldige oplevelsesmuligheder, der er der, hvor land og vand mødes. Konceptet omfatter således både badning, småbåds-sejlads, lystfiskeri, (cykel)ture i vådområder, færgesejlads, kystbybesøg m.m. Planerne opfylder planlovens krav om, at ferie- og fritidsanlæg i kystzonen skal lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser. Det er derimod ikke klarlagt, om de vil være i overensstemmelse med den oven for omtalte kommende fiskeriforvaltningsplan, hvad det rekreative fiskerielement angår.

Mulighederne og problemerne forbundet med forvaltningsmæssige reguleringstiltag i overgangszonen mellem land og vand, er bedre end i nogen anden case illustreret i Hjarbæk Fjord-sagen (bilag 3.4). Denne sag drejer sig om regulering dels af fjordens vandstand, dels af dens miljøtilstand fra saltvands- til ferskvandsmiljø og senere til brakvandsmiljø og beslutning om genskabelse af saltvandsmiljø.

I denne sag er det tydeligt, at forvaltningssystemet registrerer de muligheder, infrastrukturelle som erhvervsmæssige, der eksisterer i overgangszonen mellem land- og vandområder, og de problemer, som mulighedernes realisering indebærer, og agerer herpå. Sagen opstod i forbindelse med planlægningen af en vejforbindelse mellem Skive og Hobro over Virksund og drejer sig om, at man ved at lave vejforbindelsen som en dæmning fik mulighed for både en betydelig forøgelse af landbrugsarealerne, der grænser til Hjarbæk Fjord (ved sænkning af vandstanden), og en forbedring af deres anvendelighed til jordbrugsformål (ved fjordens overgang til ferskvandstilstand). Ændringen af miljøtilstanden havde betydelige, men forudsete, negative konsekvenser for fiskeriet m.m. i Hjarbæk Fjord, men også betydelige, og uforudsete, negative konsekvenser for fjordområdets rekreative anvendelighed. Det sidstnævnte forhold har i væsentlig grad været bestemmende for beslutningerne, truffet 25 år efter dæmningens opførelse, om i første omgang at skabe brakvandstilstand i fjorden gennem en permanent åbning af Virksunddæmningens sluseporte og senere, når en generel forbedring af Limfjordens miljøtilstand retfærdiggør den betydelige udgift, som er forbundet hermed, at retablere "Limfjordstilstand" i Hjarbæk Fjord.

Det kan ud fra forskellige (erhvervs-, miljø- m.m.) politiske synspunkter diskuteres, om forvaltningssystemet i Hjarbæk Fjord-sagen har reageret hensigtsmæssigt i forhold til de muligheder, som sagen, der med vekslende intensitet har været på den forvaltningspolitiske dagsorden hos Viborg Amt i over 40 år, har indebåret. Ligeledes kan det diskuteres, i hvilken grad de skiftende løsninger har været integrerende i forhold til andre kystzoneproblemstillinger og afbalancerede i forhold til overordnede samfundshensyn. Det er i alle tilfælde en realitet, at der under næsten hele sagsforløbet har der været et meget stort folkeligt engagement i sagen og ligeledes et betydeligt myndighedsengagement på alle niveauer. Mulighederne og problemerne i sagen og forvaltningssystemets skiftende reaktion herpå har således været genstand for en betydelig opmærksomhed og debat.

Moderniseringen af Skive trafikhavn (bilag 3.5) repræsenterer en anden indfaldsvinkel på land-vand integrationen, idet den sætter fokus på transportpolitiske aspekter. Sagen drejer sig om, at Skive Kommune i 1990’ernes begyndelse investerede 31 mio. kr. i trafikhavnens modernisering på et beslutningsgrundlag, som ikke inddrog overordnede (regionale eller nationale) trafik- og transportpolitiske målsætninger og planlægning for koordinering og prioritering af sø- og landtransport i Danmark og i landsdelen. Skive Kommune har i dag en moderne trafikhavn og en betydelig lånegæld at afdrage, med hård konkurence fra de øvrige regionale trafikhavne i den vestlige del af Limfjorden, en afsides beliggenhed i forhold til den nationale gennemsejlingsrende gennem Limfjorden og deraf følgende omkostninger for havnen til uddybning og åbenholdelse af sejlrenden ned gennem Skive Fjord mv.

I relation til spørgsmålet om, hvorvidt forvaltningssystemet registrerer muligheder og problemer i overgangszonen mellem land og vand, kan man konstatere, at Skive Kommune, tilskyndet af havnens vedligeholdelses- og brugstilstand og af brugernes uforpligtende tilkendegivelser om fremtidig havneanvendelse og kraftigt stigende godsmængder, registrerer sagens erhvervspolitiske muligheder og agerer på dem. Omvendt synes man ikke i samme omfang lokalt at have registreret sagens transportpolitiske problemer i regional og national sammenhæng og søgt afklaring herpå, f.eks. ved på et tidligt tidspunkt at gå i dialog med amtslige og andre myndigheder om sagen. Den kontakt, som Skive Kommune og havn har haft i sagen med Trafikministeriet (vedr. moderniseringstilladelse) og Indenrigsministeriet (vedr. kommunal lånegaranti), har således på intet tidspunkt berørt sagens transportpolitiske aspekter.

Sagen om et udstillings, forlystelses- og feriecenter ved Bouet (bilag 3.6) og sagen om et anlæg ved Aalborg Østhavn til konstruktion af bro- og tunnelelementer til Øresundsforbindelsen (bilag 3.7) har lighedspunkter med hensyn til land-vand integrationsaspektet, idet de land- og vandbaserede aktiviteter i begge sager er uadskillelige elementer. Begge sager forudsætter i øvrigt, at der sker et betydeligt opfyld på søterritoriet. Ligeledes er det karakteristisk for begge sager, at de er foranledigede af, at lokale myndigheder ser nogle erhvervs- og beskæftigelsesmæssigt vægtige muligheder opstå i overgangszonen mellem land og vand og reagerer herpå med markant politisk opbakning både på kommunalt og amtsligt niveau. I ingen af sagerne var der væsentlige problemer relateret til land-vand integrationsaspektet, og ingen af sagerne nåede ud over planlægningsstadiet, inklusive VVM.

Sagen om udvidelse af erhvervsarealet på Hanstholm havn (bilag 3.8) har kun indirekte et land-vand integrationsaspekt, for så vidt som der er tale om et areal i kystnærhedszonen, som kommunen og havnen ønskede inddraget til formål, som kan henføres til den nærved liggende fiskeri- og trafikhavn. I sagsbehandlingen har Viborg Amt taget udgangspunkt i planlovens restriktive kystzonebestemmelser, ifølge hvilke erhvervsbyggeri i kystnærhedszonen skal være funktionelt begrundet i en særlig land-vand relation, således som det f.eks. er tilfældet i fiskerimæssig sammenhæng. Amtet har derfor stået stejlt på, at lokalplanen klart skulle tilkendegive den eksklusive anvendelse af arealet til havneformål. Overordnet kan dette krav om et restriktivt anvendelsesformål ses som en langsigtet amtslig "økonomiseren" med de arealer, som er reserveret til havneformål i Hanstholm.

Sagen om deponering af klapmateriale ved Hirtshals havn (bilag 3.9) tager også sit udgangspunkt i land-vand relationen, idet sagen dels handler om fremskaffelse af en oplagringsplads i kystnærhedszonen for sand fra den tilbagevendende uddybning af indsejlingen til Hirtshals havn, dels handler om etablering af en tørreplads for forurenet slam fra oprensning af havnebassinerne.

Det sand, som hidtil er blevet klappet, dvs. deponeret, på søterritoriet øst for havnen, har vist sig anvendeligt til bundfyld bl.a. ved vejbyggeri som supplement til eller erstatning for råstoffer (sand og grus) udvundet på landterritoriet. Denne anvendelse af sandet fik særlig aktualitet i forbindelse med det betydelige behov for materiale til motorvejsbyggerierne i Vendsyssel kombineret med den relative råstofknaphed i området. For havneslammets vedkommende er der tale om en plads til midlertidig deponering for tørring og eventuel anden efterbehandling før transport til permanent depot ved Frederikshavn.

Forvaltningssystemets registrering og erkendelse af den råstoføkonomisering, som der i denne sag var mulighed for ved at se samlet på land- og vandsiden, er dobbelttydig, idet flere interesser kom til at spille mod hinanden.

I udkastene til klapvejledning har Skov- og Naturstyrelsen som råstofmyndighed lige siden 1989 peget på den samfundsmæssige nytte ved at anvende klapmaterialer som råstof ved bygge- og anlægsarbejder, hvor dette er teknisk muligt og økonomisk forsvarligt. Den påpegede samfundsnytte har konkret foranlediget Vejdirektoratet til, i forbindelse med motorvejsbyggerierne i Vendsyssel, at ville acceptere en merpris, såfremt udførende entreprenører anvender "klapsand", hvilket vurderes som et integrationsfremmende reaktionsmønster.

Udnyttelsen af klapsandet krævede imidlertid, at Skov- og Naturstyrelsen ville stille et statsejet kystareal på 3,7 ha beliggende opad havnen til rådighed som lager for det opgravede sand. Det var styrelsen ikke umiddelbart villig til. Sagen trak i langdrag og endte med, at der ikke blev mulighed for at anvende klapsandet i forbindelse med byggeriet af 1. etape af Hirtshalsmotorvejen. Skov- og Naturstyrelsenrepræsenterer i denne sag to interesser, som viser sig at være modsatrettede, nemlig ønsket om på den ene side at genanvende råstoffer og ønsket om på den anden side at beskytte et offentligt kystareal mod at blive anvendt til et ikke rekreativt formål (jvf. kapitel 4).

I forbindelse med 2. etape af motorvejsbyggeriet i Vendsyssel har sagen om anvendelse af "klapsand" som bundmateriale fået fornyet aktualitet. På Vejdirektoratets foranledning er der taget initiativ til en genoptagelse af det brede myndighedssamarbejde fra 1993 om eventuel tilvejebringelse/oplagring af søsand.

Med hensyn til depotet for havneslam har længerevarende uenighed mellem Statshavneadministrationen og Hirtshals Kommune om både placeringen, anvendelsen og senest nødvendigheden af depotet ført til, at man i havnerådsregi har igangsat en ekstern konsulentudredning. Selvom havnens funktionelle anvendelighed endnu ikke er reduceret, har behovet for oprensning af havnebassinerne angiveligt været meget stort meget længe.

Genanvendelse af råstoffer indgår også - om end i et andet størrelsesforhold - som et element i sagen om ferie- og fritidsfaciliteter ved Egense Skanse (bilag 3.3). Det der planlagte projekt omfatter bl.a. en kunstig badestrand, som til dels etableres ved opfyld på søterritoriet med sand udgravet ved forventet udvidelse af Egense lystbådehavn.

Det forvaltningsmæssige skel, som i Danmark er sat i strandlinien, mellem de overvejende landværts orienterede kompetencer, som amterne og kommunerne har i henhold til planloven, miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven og anden generel lovgivning, og de overvejende søværts orienterede kompetencer, som diverse sektormyndigheder har i henhold til specifik sektorlovgivning, afspejler sig også i karakteren og omfanget af den sektorintegration, som i praksis finder sted i den danske kystzoneforvaltning.

De kriterier, som er lagt til grund for vurderingen af sektorintegrationen, er:

1. Hvorledes forvaltningsmyndighederne varetager den i lovgivningen foreskrevne integration af sektorinteresser, hvor denne forekommer.

2. Omfanget og karakteren af frivilligt samarbejde mellem forvaltningsmyndigheder vedrørende integration af sektorinteresser i kystzonen.

3. Hvorledes sektorinteresserne afbalanceres, om disciplinintegration finder sted, og om helhedsorienterede løsninger opnås.

Blandt de cases, som indgår i nærværende undersøgelse, er det kun et fåtal, hvor der er et lovmæssigt krav om sektorintegration, udover hvor planlovens generelle bestemmelser finder anvendelse. I de to cases, hvor der er lavet VVM, er det i begge tilfælde (anlæg på Aalborg Østhavn) til fremstilling af bro- og tunnelelementer til Øresundsforbindelsen og udstillings-, forlystelses- og feriecenter ved Bouet)) sket på Trafikministeriets foranledning, idet der bl.a. har været tale om anlægsarbejder på søterritoriet. I ingen af tilfældene har der været modstridende sektorinteresser af væsentlig betydning, men det bør dog nævnes, at i det førstnævnte tilfælde er landbrugsinteresser (arealafgivelse) og i det sidstnævnte tilfælde fiskeriinteresser (tab af stadeplads for fiskeredskaber) blevet underkendt af henholdsvis Nordjyllands Amtsråd og Aalborg Byråd ud fra en vurdering af de involverede samfundsinteresser. Andre sektorinteresser, bl.a. skibstrafikinteressen, blev der taget hensyn til ved den endelige udformning af de to projekter.

I sagen om deponering af klapmaterialer/råstoffer ved Hirtshals havn er der tale om et til dels frivilligt, men også til dels modvilligt, samarbejde mellem en række forvaltningsmyndigheder (Hirtshals Havn, Hirtshals Kommune, Nordjyllands Amt, Skov- og Naturstyrelsen (Nordjyllands Skovdistrikt og Råstofkontoret) og Vejdirektoratet) om at finde en for alle parter acceptabel løsning på to af hinanden uafhængige materialelagringsproblemer. Afbalanceringen af de mange involverede sektorinteresser i forbindelse med at finde egnede løsninger har været en vanskelig proces, hvor der undervejs synes at være opstået nye problemer, i takt med at eksisterende er blevet ryddet af vejen. De nye problemer er dels foranlediget af, at der til en løsningsmulighed (fremlagt som lokalplanforslag) er kommet indsigelser om lugtgener fra to virksomheder på havnen, som Hirtshals Kommune ikke har ønsket at underkende, dels af at Statshavneadministrationen vedvarende har ønsket at sammenkæde løsningerne på de to oplagringsproblemer. Da spørgsmålet om sandleverancer til motorvejsbyggeriets 2. etape igen er aktuelt og behovet for havneoprensning akut, arbejdes der p.t. intenst på at finde acceptable løsninger. Sagen har i høj grad i hele forløbet været domineret af tekniske og natur- og miljømæssige overvejelser, mens økonomiske og organisationsmæssige overvejelser har manglet. Det er således fortsat uafklaret, om det er økonomisk rentabelt at ilandføre og lagre det opgravede sandmateriale, og hvem der i givet fald skal stå med den ikke ubetydelige erhvervsmæssige risiko, som er forbundet hermed. Det er bemærkelsesværdigt, at Trafikministeriet som overordnet havne- og vejmyndighed ikke synes at have forholdt sig til dette spørgsmål.

Myndighedssamarbejdet om fiskeriforvaltningsplanen for Limfjorden såvel som projekt Det Syddanske Øhav er begge frivillige samarbejdsinitiativer mellem statslige sektormyndigheder og amter og i sidstnævnte tilfælde også kommuner m.fl.

Limfjordssamarbejdet tilstræber som før nævnt ikke sektorintegration i kystzonen i nogen videre forstand. Samarbejdet tager sigte på at få etableret en forvaltningsplan for erhvervsfiskeriet og det rekreative fiskeri (fritids- og sportsfiskeriet), som er afbalanceret i forhold til natur- og miljøbeskyttelsesinteresser i fjorden, men der tilstræbes ikke gennem samarbejdet nogen integration mellem planlægning og forvaltning af fiskeriet og andre vigtige sektorer i fjordmiljøet f.eks. turisme, skibstransport, råstofudvinding, landbrug m.m. Samarbejdet er overvejende biologisk fokuseret, hvilket kommer til udtryk i, at det er amternes miljøafdelinger, som deltager i samarbejdet, mens erhvervs- og planafdelingerne ikke er inddraget. Tilsvarende er Miljø- og Energiministeriet repræsenteret i samarbejdet ved Skov- og Naturstyrelsens naturforvaltningskontor. Det skal dog nævnes, at det udredningsarbejde vedrørende Limfjordsfiskeriet, som er lavet i myndighedssamarbejdets regi, også har omfattet samfundsvidenskabelige aspekter. Disse aspekter vejer imidlertid ikke tungt i det debatoplæg om en fiskeriforvaltningsplan, som blev sendt til høring hos erhvervs- og interesseorganisationer, fjordkommuner m.fl. i efteråret 1997.

Da initiativet til at lave udkast til en fiskeriforvaltningsplan for Limfjorden efter aftale blandt myndighedssamarbejdets parter ligger hos amterne, er der stadig god mulighed for at sikre, at fiskeriforvaltningsplanen integreres med andre sektorplaner i fjordområdet, herunder som før nævnt planerne for turisme/ferie/fritid på den nordjyske østkyst i Hals - Egense området.

Myndighedssamarbejdet omkring projekt Det Syddanske Øhav integrerer en række sektorinteresser, som falder under amternes og kommunernes forvaltningskompetence, hvorimod specifikke erhvervssektorinteresser (f.eks. landbrug og fiskeri) ikke er repræsenteret i samarbejdet på myndighedsplan. Især den manglende inddragelse af landbrugets belastning af vandmiljøets tilstand og dermed bl.a. de turistmæssige muligheder i DSØ-området opleves som en svaghed i forhold til projektets bæredygtighedsmål. I fagdisciplinmæssig forstand er dette samarbejde betydeligt bredere funderet end Limfjords-samarbejdet, hvilket kommer til udtryk dels ved, at både amternes miljø-, natur-, plan- og erhvervsfolk er repræsenteret i samarbejdet, dels ved at Miljø- og Energiministeriet i samarbejdet er repræsenteret af både Landsplanafdelingen og Skov- og Naturstyrelsen. Den kommende opfølgning af projektet vil vise, hvorvidt samarbejdet omkring bæredygtighedsstategierne vil gøre det muligt i realiseringsfasen at sikre natur- og miljøinitiativer, der ikke kan reguleres eller igangsættes gennem den fysiske planlægning.

I Hjarbæk Fjord-sagen har der oprindeligt ikke været tale om en integration og afbalancering af sektorinteresser, men snarere om et valg mellem sektorer, nemlig landbrug, fiskeri og transport. Dette afstedkom fra sagens start i 1950erne betydelige interessekonflikter ikke kun på lokalt niveau, men også mellem myndigheder, primært Landbrugsministeriet og Fiskeriministeriet. Det var således regeringen, som i 1960 på anmodning fra Viborg amtsråd måtte træffe beslutningen om bygning af en dæmning frem for en bro over Virksund. Regeringsbeslutningen var angiveligt "landøkonomisk" (dvs. landbrugsøkonomisk) begrundet og afspejlede en klar sektorprioritering. Sektorinteressekonflikten kom fortsat til udtryk gennem vedvarende uenighed om sluseregulativets udformning, efter at dæmningen var bygget.

Den betydelige vandkvalitetsforringelse, som skete i Hjarbæk Fjord i årene efter dæmningens ibrugtagning, og de betydelige miljøgener (myggeplage m.m.), som fulgte med, gav anledning både til en meget heftig "miljødebat" med stor folkelig deltagelse, og til etablering af et myndigheds- og interessentsamarbejde om fastlæggelse af målsætning og vandkvalitetskrav til Hjarbæk Fjord og fastlæggelse af en procedure for målsætningens realisering. I dette samarbejde deltog miljø-, landbrugs- og fiskeriministerierne, ministeriet for offentlige arbejder, Viborg, Nordjyllands og Århus Amter, Viborg, Skive og Møldrup Kommuner, diverse landøkonomiske foreninger, Virksund og Omegns Fiskeriforening samt diverse andre interessentorganisationer bl.a. Danmarks Naturfredningsforening.

På baggrund af et omfattende undersøgelses- og udredningsarbejde om både miljømæssige, erhvervsøkonomiske og juridiske forhold, som blev iværksat i samarbejdsregi, nåede Viborg Amt i 1983 frem til en beslutning om at løse de mest påtrængende miljøgener bl.a. ved udsætning af fisk, men i øvrigt at bevare fjordens ferskvandsstatus. Da det ikke viste sig muligt at nå den fastsatte basismålsætning for vandkvaliteten, er beslutningen senere (1987) blevet omgjort, og det er nu målsætningen, at saltvandsstatus skal genetableres. Den vedvarende folkelige debat m.m. om fjordmiljøet har givetvis bidraget til denne beslutning, som i høj grad kan anskues som en afbalancering af sektorinteresser.

De fleste udenlandske studier af integreret kystzoneforvaltning viser en udvikling fra en statslig, centralt styret forvaltning mod en vertikalt integreret forvaltning, hvor ansvaret er delt mellem nationale, regionale og lokale myndigheder samt en udvikling, hvor borgerne i stigende grad inddrages både i planlægning, gennemførelse, overvågning og evaluering af forvaltningstiltag.

I den danske sammenhæng har denne udvikling været en realitet gennem mere end 25 år, for så vidt angår den del af kystzoneforvaltningen, som hører hjemme under planloven. Denne lov foreskriver en omfattende decentralisering og forvaltningsintegration mellem myndigheder på statsligt, amtsligt og kommunalt niveau, både når det drejer sig om areal- og aktivitetsplanlægning og i forbindelse med behandlingen af konkrete benyttelses- eller beskyttelsessager. Loven foreskriver ligeledes detaljeret, hvorledes offentligheden skal inddrages som høringsparter i planlægnings- og miljøkonsekvensvurderingssager. Hovedparten af den sektorlovgivning, som er relevant i kystzonesammenhæng, rummer ikke tilsvarende bestemmelser om decentralisering af forvaltningskompetencen og forudgående inddragelse af offentligheden/de berørte borgere i beslutningsprocessen, f.eks. gennem offentliggørelse og høring.

Nærværende vurdering af myndighedsintegrationen i den danske kystzoneforvaltningspraksis er baseret på analyser af følgende forhold i de udvalgte cases:

1. om relevante myndigheder på alle niveauer er involveret i forvaltningen, og om offentligheden er inddraget på en hensigtsmæssig måde,

2. om samarbejdsrelationerne mellem parterne er professionelle,

3. om synspunkter og indstillinger bliver afstemt internt hos myndigheder, som har ansvar for flere forvaltningsområder.

Casen om udstillings-, forlystelses- og feriecentret ved Bouet har efterlevet bestemmelserne i planloven, idet sagen har involveret og integreret de myndigheder og forvaltningsniveauer, som loven foreskriver. Aalborg Kommune har lavet lokalplan og kommuneplantillæg og i forbindelse hermed sørget for offentlig høring. Nordjyllands Amt har lavet VVM og regionplantillæg med offentlighedsfase, og relevante myndigheder (Trafikministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Vejdirektoratet, Aalborg Havnevæsen) og interesseorganisationer (Danmarks Naturfredningsforening m.fl.) er blevet hørt i sagen. Indsigelserne er i vidt omfang taget til følge, og hvor der har været uenighed, har miljøministeren truffet afgørelse. Samarbejdsrelationerne mellem alle involverede parter vurderes som ubetinget professionelle. Det er opfattelsen, at den politiske interesse i sagen både på kommunalt og amtsligt plan og sagens store mediebevågenhed har været fremmende for integrationsprocessen.

Det samme gælder for sagen vedrørende anlæg på Aalborg Østhavn til konstruktion af bro- og tunnelelementer til Øresundsforbindelsen, som også har fulgt planlovens forskrifter. Også i denne sag vurderes samarbejdsrelationerne mellem de involverede myndigheder at have været absolut professionelle. Dette gælder også samarbejdet med Aalborg Havnevæsen. Offentlighedsinteressen har efter sagens natur været meget beskeden. Også i denne sag er det opfattelsen, at den betydelige kommunale og amtskommunale politikerinteresse i sagen har været fremmende for integrationsprocessen. Der er på samme tidspunkt udarbejdet planer inklusive VVM og regionplantillæg for samme anlæg andre steder i Danmark. Det må i den forbindelse undre, at det alene har været overladt til en entreprenør at afgøre hvilken lokalitet blandt et antal mulige, VVM-vurderede lokaliteter rundt omkring i Danmark og i Sverige, som skulle foretrækkes for den endelige placering af anlægget. Dette forekommer ikke at være i fuld overensstemmelse med VVM-institutionens hensigt vedrørende prioritering af fysiske anlægs lokalisering.

Casen vedrørende Skive trafikhavn følger også planlovsforskrifterne inklusive høring af brugerne. I denne sag vurderes det imidlertid, at forskrifterne og visse af de valgte forvaltningsprocedurer ikke har været ideelle. For det første blev Viborg Amt ikke på et tidligt tidspunkt inviteret til en drøftelse af sagens regionale trafikpolitiske implikationer. Og de i sagen involverede ministerier (Trafikministeriet og Indenrigsministeriet) forholdt sig alene til sagens formalia og gav de fornødne godkendelser. Denne holdning kan formentlig ses i sammenhæng med Landshavnerådets nedlæggelse og den politiske beslutning om at lade markedskræfterne råde, for så vidt angår havneplanlægningen i Danmark.

Omvendt forholder det sig med sagen om ferie- og fritidsfaciliteter ved Egense Skanse, hvor Sejlflod Kommune indledte en dialog med Nordjyllands Amt om sine planer, mens de endnu var på idestadiet, for at sikre, at de passede ind i amtets turistpolitiske overvejelser. Dette skabte grundlaget for et samarbejde mellem parterne om denne sag og har bl.a. medført, at amtet i Regionplan 1997 signalerer vilje til at lave det for projektets realisering nødvendige regionplantillæg, når planerne er endeligt afklarede. Skov- og Naturstyrelsen kunne med fordel for sagen have været inddraget på dette tidlige stadie også.

I sagen om erhvervsarealet ved Hanstholm havn følges planlovforskrifterne også, men sagen vidner om, at kommunen i vid udstrækning lader havnemyndighederne føre an i planlægningen, hvorved erhvervshensyn har tendens til at få forrang for natur- og miljøhensyn. Dette afspejlede sig såvel i form af meget vide anvendelsesbestemmelser som i form af bestemmelser for den fremtidige bebyggelses udformning, som kun i ringe omfang tog hensyn til den kystlandskabelige helhed og for den visuelle sammenhæng mellem havet og havskrænten. En sådan lokal samarbejdskonstellation tvinger både amt og statslige planmyndigheder til i særlig grad at markere hensynet til kystbeskyttelsen.

Myndighedssamarbejdet om en fiskeriforvaltningsplan for Limfjorden har kun inddraget Fiskeriministeriet, Skov- og Naturstyrelsen og de tre Limfjordsamter, mens andre interessenter, som f.eks. Limfjordskommunerne og fiskeriets erhvervs- og interesseorganisationer, ikke er med. Disse parter er til gengæld høringsparter i sagen, og interessen i lokalsamfundet for at deltage i mødearrangementer og ytre sig i debatten har været overordentlig stor. Samarbejdet har i øvrigt båret præg af, at man har betrådt nye veje, og at de statslige myndigheder og amterne i lang tid har stået noget usikre over for hinanden i denne sag. Der har således gennem meget lang tid været uenighed mellem parterne om muslingeskrabningens betydning for fjordens dyre- og planteliv. Dette er hovedårsagen til, at samarbejdet ikke har kunnet følge den tidsplan, som har været lagt. Samarbejdet har imidlertid medført øget integration mellem forvaltningsniveauerne, og det forhold, at udarbejdelsen af forslag til forvaltningsplan er lagt i hænderne på amterne, er en indikation om, at denne integration vil forstærkes i fremtiden.

I projekt Det Syddanske Øhav er der fra starten foregået et meget omfattende samarbejde, i høj grad på frivillig basis, mellem niveauer omfattende staten, alle involverede amter og kommuner samt lokale erhvervs- og interesseorganisationer, som gennem deltagelse i konferencer og nedsatte temaarbejdsgrupper har været inddraget i den strategiske planlægning. Denne indragelse af offentligheden har bl.a. resulteret i et hensigtsmæssigt samarbejde mellem myndighederne og borgernetværk, virksomheder og enkeltpersoner i realiseringen af projektinitiativerne. Samarbejdsrelationerne mellem parterne vurderes som professionelle og som medvirkende til at integrere en lang række hensyn inden for farvandsområdet.

Integrationen i kystzoneforvaltningen kan fremmes gennem de konkrete virkemidler som benyttes i forvaltningen. Blandt de vigtigste virkemidler er fysisk planlægning, miljøkonsekvensvurdering, offentlighedsfase, høring og samarbejde. I mange tilfælde er virkemidlernes anvendelse foreskrevet i lovgivningen, jvf. f.eks. planlovens offentlighedsbestemmelser, men det er også muligt at anvende virkemidlerne i forvaltningen på mere frivillig basis. En række nye lovbestemmelser og reguleringsinstrumenter tager klart sigte på at tilvejebringe virkemidler, som er fremmende for afbalanceringen og koordineringen af forskellige kystzoneinteresser i forvaltningen. Dette gælder planlovens kystzonebestemmelser fra 1994 og nye miljøbestemmelser og krav om myndighedssamarbejde i diverse sektorlove. Dette er nærmere beskrevet i Delrapport 2, hvor der bl.a. påpeges følgende integrationsfremmende foranstaltninger:

Fysisk planlægning som virkemiddel er først og fremmest foreskrevet i planloven. Den fysiske planlægning har i praksis svært ved at slå igennem over for de sektorområder, som ikke hører under miljøministerens ressortområder. Dette gælder ikke mindst for vandbaserede aktiviteter, der som regel ikke er omfattet af den fysiske planlægning.

Miljøkonsekvensvurdering, VVM, indebærer i princippet inddragelse af alle de i en sag involverede interesser. I realiteten er VVM et element, som skal sikre et bedre politisk beslutningsgrundlag. De fleste projekter/anlæg, der har væsentlig indvirkning på kystzonen, er i dag omfattet af krav om VVM. Undtagelserne fra denne regel er lystbådehavne, vindmølleparker og visse infrastrukturprojekter, herunder kystbeskyttelsesforanstaltninger. Planlovens VVM-krav retter sig mod nærmere angivne projekter, og VVM redegørelsen skal i visse tilfælde være forudgående for projektplanlægningen og koordineret med miljøbeskyttelseslovens godkendelsesordning. Der er også lovkrav om miljøkonsekvensvurdering for vandbaserede aktiviteter uden for planlovens virkeområde, f.eks. ved råstofindvinding og klapning på søterritoriet og i forbindelse med hurtig-færgeruter.

Myndighedshøring er i mange tilfælde foreskrevet i lovgivningen eller er en del af forvaltningspraksis. Inden for kystzonelovgivningen har Skov- og Naturstyrelsen og Kystinspektoratet høringsroller vedr. naturbeskyttelsesaspekter m.m. og kystsikring. Også amterne er høringsmyndighed i visse sammenhænge. Høring er i nogle tilfælde en del af proceduren for miljøkonsekvensvurdering og vil normalt omfatte alle berørte myndigheder og organisationer.

Høring af offentligheden er som nævnt ovenfor foreskrevet i planloven, som også specificerer procedurerne herfor. Tilsvarende detaljerede bestemmelser findes ikke i anden kystzonerelevant lovgivning.

De nævnte formelle virkemidler skal imidlertid ikke overskygge det integrationsfremmende element, som udgøres af diverse uformelle samarbejdsfora og høringsprocedurer i den danske forvaltningskultur.

I vurderingen af integration gennem virkemidler i den danske kystzoneforvaltning er anlagt følgende kriterier:

1. Om andre virkemidler end de i lovgivningen foreskrevne har været bragt i anvendelse, og om de har været integrationsfremmende,

Om anvendelsen af visse lovbestemte virkemidler har vist sig særligt fremmende for integration i kystzoneforvaltningen.

I myndighedssamarbejdet om en fiskeriforvaltningsplan for Limfjorden er virkemidlet frivilligt samarbejde mellem myndigheder blevet praktiseret. Det er de involverede parters samstemmende opfattelse, at interessefællesskabet, frivilligheden i arrangementet og fraværet af tidspres er faktorer, som har bidraget afgørende til at gøre samarbejdet konstruktivt og resultatgivende, til trods for at man på en række områder har haft modstridende problemopfattelser. Det er parternes forventning, at man i det etablerede samarbejdsforum vil nå til enighed om en forvaltningsplan. I dette forum besluttede man, inspireret både af Fødevareministeriets erfaring med rådgivningsfora og amternes erfaring med offentlighedsinddragelse i planlægningen, at foranstalte en omfattende "interessenthøring" forud for udarbejdelsen af et planforslag. Høringen omfattede både lokale myndigheder, erhvervs- og interesseorganisationer m.fl. Høringen er fulgt op med en fortsat dialog med væsentlige interessenter, som giver inspiration til forvaltningsplanens udformning. De involverede myndigheder har alle givet udtryk for, at samarbejdsmodellen med fordel kan kopieres andetsteds, hvor der er behov for en fiskeriforvaltningsplan i danske kystnære områder.

Frivilligt myndighedssamarbejde kendetegner også projektet Det Syddanske Øhav. Det er her parternes opfattelse, at samarbejdet mellem mange parter medvirker til at sikre, at udviklingsperspektivet og helheden i projektet i rum og indhold fastholdes, og at det ikke atomiseres i en lang række isolerede, sektorspecifikke projekter. Det har imidlertid været påpeget, at de statslige myndigheders deltagelse i samarbejdet med fordel kunne være mere engageret. Også i dette samarbejde har man benyttet myndighedshøring og offentlig høring som virkemidler, hidtil i form af tre store pressedækkede konferencer med deltagelse af repræsentanter for interesseorganisationer, foreninger, erhverv, øboere, myndigheder m.fl. samt gennemførelse af rundbordssamtaler og opfølgende arbejde i temagrupper med disse parter.

Frivilligt myndighedssamarbejde i kystzonesammenhæng er ikke en foreteelse af nyere dato. Allerede i 1981 etableredes på Viborg Amts foranledning et bredt samarbejde mellem statslige myndigheder, berørte amter og kommuner og involverede erhvervs- og interesseorganisationer om at finde frem til en langsigtet målsætning for Hjarbæk Fjord. Dette frivillige samarbejde, suppleret med brug af offentlig høring som virkemiddel, førte frem til, at Viborg Amtsråd i 1987 traf beslutning om, at der skulle genetableres saltvandsmiljø i fjorden.

Sagen om deponering af klapmaterialer fra Hirtshals havn viser, at frivilligt myndighedssamarbejde ikke altid skaber integration i kystzoneforvaltningen.

Miljøkonsekvensvurdering synes kun at blive anvendt som virkemiddel, hvor det eksplicit er foreskrevet i lovgivningen. Dette hænger formentlig sammen med, at virkemidlet er forholdsvis dyrt og tidskrævende at anvende. Der er imidlertid i case-materialet eksempler på, at der mere eller mindre frivilligt er lavet partielle konsekvensvurderinger. For eksempel viste en konsekvensvurdering af anlæggelse af en mindre badestrand som en del af et ferie- og fritidsanlæg i et EF-fuglebeskyttelsesområde ved Egense Skanse, at indvirkningen på fuglelivet og strømforholdene i de omkringliggende lavvandsområder var helt ubetydelig og dermed ingen hindring udgjorde.

Fysisk planlægning som virkemiddel synes ud fra de analyserede cases at virke mere integrerende, jo tidligere i planprocessen andre myndigheder, interessenter og offentligheden involveres. Også her viser casen vedrørende ferie- og fritidsanlægget ved Egense Skanse, at involveringen af regionplanmyndighederne såvel som lokale interesseorganisationer i planerne allerede på ide-stadiet har medført, at der er en meget velvillig og konstruktiv atmosfære omkring dette, i relation til kystzone-planlægningsbestemmelserne, ikke helt nemme projekt.

2. Sagsforløb

Projektet Det Syddanske Øhav blev igangsat som ét af 11 eksempelprojekter til opfølgning på Miljøministeriets Landsplanredegørelse "Danmark på vej mod år 2018". I 1993 valgtes det geografiske område omfattende Smålandsfarvandet, det sydfynske øhav og farvandet syd for Storebæltsforbindelsen til gennemførelse af et eksempelprojekt om udvikling af natur, miljø og turisme i et større farvandsområde.

Projektområdet omfatter såvel farvandsområdet og dets mange små øer som de kystnære landområder af de tilgrænsende større øer Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og Møn.

Samarbejdsprojektets sigte er meget omfattende såvel horisontalt som vertikalt. Det har således fra starten været visionen at sikre et bredt samarbejde på niveauer lige fra borgerinvolvering i de lokale samfund til koordinering af forskellige faglige sektorer på især amtsligt, men også på kommunalt og statsligt niveau.

Samtidig er projektet et forsøg på en strategisk planlægning, hvor teori, udviklingsperspektiv, strategi, handlingsforslag og konkrete projekter sammenkædes.

Målet med projektet har været at udvikle det syddanske øhav på en bæredygtig måde til et fritids-/turismeområde af international karakter, med udgangspunkt i områdets særlige kvaliteter inden for natur, miljø og kultur, så de lokale beskæftigelses- og indtjeningsmuligheder forbedres samtidig med at kvaliteterne fastholdes og udbygges.

Det overordnede ansvar for projektsamarbejdet har været placeret hos en styregruppe bestående af en politisk repræsentant for hhv. Fyns, Storstrøms og Vestsjællands Amt, tre politiske repræsentanter for kommunerne i området samt to repræsentanter fra de berørte ministerier (senest Miljø- og Energiministeriet v. Landsplanafdelingen samt Erhvervsministeriet). Formandsskab og sekretariatsfunktion har skiftet mellem Storstrøms og Fyns Amt. Den daglige styring og koordination af projektet har ligget under en koordinationsgruppe af embedsmænd fra de samme parter samt Skov- og Naturstyrelsen.

2. Sagsforløb (fortsat)

Projektet har bestået af 4 faser: (1) Kortlægningsfase, (2) Udarbejdelse af fælles udviklingsperspektiv for området, (3) Forslag til konkrete handlinger til fremme og illustration af udviklingsperspektivet, (4) Opfølgning af udviklingsstrategien og realisering af projekter. Projektet befinder sig nu i sin 4. fase.

Der har været afholdt tre større konferencer med deltagelse af repræsentanter for de involverede offentlige myndigheder og interesseorganisationer/-foreninger, turisterhvervet og havnene samt de små øers beboere, landmænd og andre brugere.

Udviklingsperspektiv for det syddanske øhav blev opsamlet i en rapport udgivet i 1995, med bud på fælles målsætning for udviklingen af natur, miljø og turisme, fastlæggelse af indsatsfelter og beskrivelse af en række handlingsforslag til illustration og fremme af udviklingsperspektivet. De strategiske indsatsfelter blev formuleret som: Udvikling af en tematurisme omkring både maritime og landbaserede natur- og kulturoplevelser, styrkelse af områdets traditionelle erhverv gennem specialisering i en miljøvenlig retning, styrkelse/sikring af områdets naturgrundlag, miljø og kulturhistoriske værdier samt styrkelse af kulturen i lokalsamfundene.

En række arbejdsgrupper har været nedsat omkring temaerne: (1) Udarbejdelse af en "Blå guide" for hele farvandsområdet (DSØ-området), (2) Udvikling af attraktive havnemiljøer, (3) Naturen og naturturismen omkring øhavet, (4) Grønne øer som bidrag til øsamfundets udvikling. De to førstnævnte arbejdsgrupper blev etableret som fælles grupper for hele DSØ-området, de to andre som separate arbejdsgrupper hhv. vest og øst for Storebælt. Grupperne afsluttede deres arbejde i 1995 med udgivelse af rapporter over indsatsområderne.

Det Syddanske Øhav videreføres nu med en samarbejdsaftale mellem Fyns og Storstrøms Amter, kommunerne og staten (Miljø- og Energiministeriet og Erhvervsministeriet). Vestsjællands Amt har derimod trukket sig ud af det formelle samarbejde. Der holdes et årligt møde i den politiske styringsgruppe og mindst to årlige møder i koordinationsgruppen, hvor også de regionale turistudviklingsselskaber deltager. Sekretariatsfunktionen skifter hvert år mellem de to amter (p.t. Fyns Amt), idet der udarbejdes årlige statusberetninger.

Det er besluttet, at projektet skal følges af en løbende bæredygtighedsvurdering på baggrund af indikatorer for natur, vandmiljø og turisme. Det er tanken, at der skal tilknyttes et bredt ekspertpanel i en opsamling og vurdering af projektrealisering og reel udvikling inden for det syddanske øhav.

En række af startprojekterne skitseret af arbejdsgrupperne er nu under realisering, i et samarbejde mellem amter, kommuner og staten samt lokale netværk, foreninger og enkeltpersoner. Mange af de konkrete handlingsorienterede projekter for delområder planlægges og gennemføres individuelt i de to amter på baggrund af det fælles udviklingsperspektiv og bæredygtighedsprincipperne for at lette sagsgangen, bevare den lokale identitet og inspirere indbyrdes.

2. Sagsforløb (fortsat)

Midler til realisering af turistrelaterede projekter er kommet til gennem nyoprettede regionale turistudviklingsselskaber. Visse af projekterne er gennemført under Erhvervsministeriets netværksordning. Amterne er gået ind i finansiering af en række af naturprojekterne. Således har Fyns Amt samtidig med vedtagelsen af udviklingsperspektivet øget bevillingen til et grønt anlægsbudget med 1 mill. kr. på årsplan. Midlerne anvendes blandt andet til investeringer i nye besøgslokaliteter i naturen og til naturforbedringer, for blandt andet at øge den turistmæssige bæreevne. Der er opnået midler fra flere puljer til realisering af en række af projekterne. Skov- og Naturstyrelsen har bevilget naturforvaltningsmidler til opkøb, naturgenopretning mv. af flere kystlokaliteter.

Planlægningsmæssigt er udviklingsperspektivet for DSØ fulgt op ved indarbejdelse i regionplanlægningen for de to amter.

I Fyns Amts forslag til Regionplan 97 er DSØ-perspektivet indarbejdet i den turistpolitiske strategi. Det er lagt til grund for de overordnede mål samt for mange konkrete afvejninger mellem udbygningsønsker og de overordnede målsætninger om en bæredygtig udvikling. Der stilles således bl.a. betingelser om, at nyanlæg eller udbygning af turistfaciliteter sker på baggrund af helhedsplaner for de relevante delområder. Her vil behovet for gennemførelse af natur- og miljøinitiativer som baggrund for turistaktiviteterne blive fastlagt, initiativer hvoraf en del ikke kan reguleres eller igangsættes gennem den fysiske planlægning.

I Storstrøms Amts forslag til regionplan 97 indgår DSØ-perspektivet både i de overordnede regionalpolitiske målsætninger og i de administrative retningslinier, især hvad angår turistpolitik og arealer for ferie- og friluftslivet. Et vurderingsskema til en såkaldt DSØ-vurdering af større turismeprojekter indgår i regionplanforslaget.

Der er i amterne og projektets styregruppe ønsker om udvidelse af samarbejdet omkring DSØ-udviklingsperspektivet og realisering af dettes handlingsforslag ved inddragelse af tilgrænsende regioner og i en større sammenhæng hele Østersøområdet. Ansøgninger til EU’s program for integreret kystplanlægning, Interreg 2A og 2C-programmerne er initiativer i denne retning. Der foregår allerede i Storstrøms Amt samarbejde med Mechlenburg-Vorpommern, og Fyns Amt deltager i et samarbejde med den nordtyske Kern-region.

3. Involverede parter/lovgrundlag

Ministeriet for Miljø- og Energi/Landsplanafdelingen i henhold til lov om planlægning.

Ministeriet for Miljø- og Energi/Skov- og Naturstyrelsen i henhold til lov om naturbeskyttelse.

Erhvervsministeriet, netværksordninger finansieret via finansloven.

Fyns, Storstrøms, Vestsjællands amter samt øhavs-kommunerne i henhold til lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse.

1. Caseindhold

Samarbejde mellem Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Departementet), Ministeriet for Miljø og Energi (Skov- og Naturstyrelsen) og de tre Limfjordsamter (Nordjylland, Ringkøbing og Viborg) om tilvejebringelse af en forvaltningsplan for fiskeriet i Limfjorden.

2. Sagsforløb

Myndighedssamarbejdet om fiskeriet i Limfjorden ligger i forlængelse af det samarbejde, der har været gennem 1980'erne mellem de 3 Limfjordsamter omkring overvågning af fjordens vandmiljø og etablering af en recipientkvalitetsplan for fjorden.

Samarbejdet om forbedring af Limfjordens vandmiljø har bl.a. taget sigte på en genopretning af fjordens fiske- og skaldyrbestande. I 1980-82 gennemførte amterne i samarbejde med Danmarks Fiskeri-og Havundersøgelser (i dag Danmarks Fiskeri Undersøgelser, DFU) en stor fiske- og fiskeriundersøgelse, og siden da har parterne gennemført et årligt fiskemoniteringsprogram samt en række specialundersøgelser af de aspekter af fiskeriet, som er vurderet at være af betydning for miljøforholdene i fjorden.

Mod slutningen af 1980'erne påkaldte det øgede blåmuslingfiskeri i fjorden og dets mulige negative miljøkonsekvenser sig betydelig offentlig opmærksomhed. Det daværende Fiskeriministerium besluttede derfor at gennemføre et stop for dette fiskeri i visse områder i en begrænset tidsperiode og igangsætte et forsøg med genudlægning af undermålsmuslinger. I 1988 arrangerede Ministeriet i samarbejde med Limfjordsamterne en konference, hvis formål Fiskeriministeren i åbningstalen beskrev således: "Alle berørte parter skal bidrage konstruktivt til debatten, således at vi opnår det bedste grundlag for de fremtidige beslutninger om forvaltning af Limfjordsområdet".

I fortsættelse af konferencen og efter konsultation af Dansk Fiskeriforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Jysk Fritidsfiskerforbund om behovet for en fiskeriplan for Limfjorden lod amterne i 1990 et konsulentfirma udarbejde et ideoplæg til en fiskeriplan for fjorden. Ideoplægget blev udgangspunkt for drøftelser mellem Fiskeriministeriet (Departementet), Miljøministeriet (Skov- og Naturstyrelsen) og Limfjordsamterne om et myndighedssamarbejde vedr. fiskeriet i Limfjorden.

2. Sagsforløb (fortsat)

Myndighedssamarbejdet etableredes reelt i 1991 med nedsættelse af en arbejdsgruppe, som under Fiskeriministeriets formandsskab skulle lave en statusredegørelse om fiskeriet i Limfjorden og udpege de områder, hvor der var behov for supplerende viden. Statusredegørelsen forelå ultimo 1992 og gav anledning til en yderligere formalisering af myndighedssamarbejdet og igangsættelse af en række undersøgelser vedrørende en række fiskearter, bundfaunaen i fjorden og fjordfiskeriernes samfundsøkonomiske betydning. Samtidig besluttedes en tidsplan for samarbejdet, som i henhold til kommissoriet skulle føre frem til en fiskeriforvaltningsplan for Limfjorden. Grundlaget for udarbejdelsen af denne plan skulle foreligge 1. april 1995.

I forbindelse med gennemførelsen af de nævnte undersøgelser indtrådte en række forsinkelser, ligesom også drøftelserne parterne imellem om processen frem mod udarbejdelsen af forvaltningsplanen tog en del tid. I september 1997 var samarbejdsparterne imidlertid i stand til at udsende et debatoplæg "Limfjorden til debat", som dels opsummerer den foreliggende viden om fjordens miljøtilstand, fiskebestandenes tilstand og fiskeriets aktuelle status, dels præsenterer en række vigtige spørgsmål, som forvaltningsplanen skal forholde sig til.

Debatoplægget er sendt til høring hos alle interesserede parter, herunder myndigheder, erhvervsorganisationer, interesseorganisationer (bl.a. sports- og fritidsfiskerforeninger ) m.fl. med høringsfrist ultimo november 1997. I henhold til tidsplanen skal forvaltningsplanen foreligge klar til iværksættelse per 1. oktober 1998. Det er i januar 1998 aftalt, at amterne laver forslag til forvaltningsplan.

Myndighedssamarbejdet koordineres af en Styringsgruppe med 1 repræsentant for hver af de 5 parter. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, MFLF, varetager formandsskabet. Limfjordsamterne (p.t. Nordjyllands Amt) varetager sekretariatsopgaven. Styregruppen kan nedsætte arbejdsgrupper til gennemførelse af specifikke opgaver.

3. Involverede parter/lovgrundlag

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er i henhold til lov om saltvandsfiskeri forvaltningsmyndighed for vilde fiskebestande i Limfjorden. Ligeledes er fødevareministeriet i henhold til lov om ferskvandsfiskeri forvaltningsmyndighed for vilde fiskebestande i de åer og søer, som har tilløb til Limfjorden.

Ministeriet for Miljø og Energi (Skov- og Naturstyrelsen) er i henhold til lov om naturbeskyttelse forvaltningsmyndighed vedr. arts- og arealfredninger, naturgenopretning og udsætninger i kystzonen og på søterritoriet. Ligeledes er SNS forvaltningsmyndighed i henhold til lov om jagt og vildtforvaltning.

Amterne (og kommunerne) er i henhold til lov om miljøbeskyttelse forvaltningsmyndighed vedr. spildevandsudledning samt fiskeopdræt i dam- og havbrug. I henhold til lov om havmiljø giver amterne klapningstilladelser (bortset fra i særlige områder). I henhold til lov om planlægning skal amterne i regionplanen fastsætte retningslinier for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande. Dette indebærer tilsyn med recipientkvaliteten målt ved kemisk sammensætning samt tilstanden af flora og fauna på fjordbunden og i og på vandet.

4. Bemærkninger

Der har hos interesseorganisationer m.fl. været meget stor interesse for at afgive (koordinerede) høringssvar. Svarene udtrykker stor interesse for medforvaltning set fra brugerside.

1. Caseindhold

Planlægning af ferie-og fritidsfaciliteter i tilknytning til Egense lystbådehavn omfattende badestrand med publikumsfaciliteter samt hyttebebyggelse.

2. Sagsforløb

Efter forudgående drøftelse af ideoplæg med Nordjyllands Amt offentliggjorde Sejlflod Kommune i oktober 1996 et lokalplanforslag samt kommuneplantillæg for et område ved Egense skanse. Forslaget omfatter: 1) etablering af 17.000m² kunstig badestrand ved opfyld i EF-fuglebeskyttelsesområde syd for eksisterende lystbådehavn, 2) hyttebebyggelse (hyttehotel) på ø i udvidet havnebassin, 3) parkeringsplads med toiletfaciliteter samt 4) vartegnsprojekt i form af kæmpesolur med 100m² udstillingsbygning. Opfyld på søterritoriet til badestrand sker med sand udgravet fra havnebassin.

Under offentlighedsfasen mødte lokalplanforslaget stor opbakning i lokalsamfundet og fra interesseorganisationer, herunder Danmarks Naturfredningsforening.

Nordjyllands Amt gjorde indsigelse mod lokalplanen, idet hyttehotel er i strid med regionplanens krav om hotellokalisering i tilknytning til byer. Endvidere mangler lokalplanen visualisering af solursprojektet og redegørelse for støjforhold. Amtet udtrykker samtidig villighed til at lave regionplantillæg, som muliggør etableringen af hyttehotel.

Skov- og Naturstyrelsen gjorde indsigelse mod hyttehotel og solursprojekt søværts strandbeskyttelseslinien, strandetablering ved opfyld på søterritoriet, udformning af badestrand og P-plads samt manglende redegørelse for konsekvenser for fuglebeskyttelsesområde. SNS udtrykker samtidig meget stor velvilje over for en drøftelse af projektmulighederne i området.

Efter møde i februar 1997 mellem kommunen, NJA og SNS meddeler SNS, at man på nærmere specificerede vilkår og/eller efter nærmere drøftelse vil kunne acceptere en hyttehotelbebyggelse (på et areal bag strandbeskyttelseslinien), et solursprojekt (uden udstillingsbygning), en badestrand etableret ved opfyld samt en P-plads med publikumsfaciliteter. NJA foreslår, at hotelproblematikken tages op i den nye regionplan, og at lokalplanen i første omgang begrænses til badestrandsanlægget. Kommunen finder imidlertid vilkårene uhensigtsmæssige og inviterer miljøministeren til at besigtige området. Ministeren beder Landsplanafdelingen se på sagen. Dette foranlediger et nyt møde i august 1997 mellem kommunen, NJA, SNS og Landsplanafd. på lokaliteten. Efter mødet justerer SNS visse af de tidligere fremførte acceptvilkår.

2. Sagsforløb (fortsat)

Efter mødet har kommunen udarbejdet et feriekoncept for området, hvor hytteleje ved badestrand integreres med bådleje (sejl/motor), fiskelicens, cykelleje m.m., således at oplevelsesmulighederne i overgangszonen mellem land og vand kombineres. Konceptets forretningsmæssige bæredygtighed vurderes p.t. af professionelle turoperatører. Kommunen håber i 1998 at kunne udarbejde en revideret (ramme)lokalplan for området, som ikke vil møde indsigelser.

En konsekvensvurdering udarbejdet i juni 1997 vedrørende fuglebskyttelsesområdet konkluderer, at fugleinteresserne ikke påvirkes negativt, og at strømningsforhold i omgivende lavvandede områder kun påvirkes i ubetydeligt omfang.

NJA nævner i Regionplan 1997 som indledning til retningslinier vedr. særlige ferie- og fritidsområder: "Mulighederne for at etablere et ferie- og fritidsområde ved Egense skanse drøftes fortsat mellem kommunen, amtet og statslige myndigheder. Amtsrådet ser positivt på tankerne og er indstillet på at igangsætte tilvejebringelsen af det nødvendige regionplantillæg, når det bliver aktuelt."

SNS har ligeledes tilkendegivet interesse for fortsat medvirken ved udarbejdelse af en lokalplan/regionplantillæg, som muliggør, at intentionerne i projektet kan blive realiseret.

3. Involverede parter/lovgrundlag

Skov- og Naturstyrelsen i henhold til lov om planlægning og lov om sommerhuse og campering m.m.

Landsplanafdelingen i henhold til lov om planlægning som national planmyndighed.

Nordjyllands Amt i henhold til lov om planlægning som regionplanmyndighed.

1. Caseindhold

Udformning af vejanlæg på en sådan måde, at Hjarbæk Fjord ændrer status fra åben saltvandsfjord (del af Limfjorden) til reguleret ferskvandssø og senere ureguleret brakvandssø. Herved indvindes betydelige engarealer til landbrugsformål, men samtidig ændres fiskerimulighederne, og der opstår miljøgener, som forringer områdets rekreative attraktion.

Skive og Hobro Kommuner og Viborg Amtsråd rettede i 1941 henvendelse til regeringen om en bro over Virksund, som ville reducere afstanden mellem Hobro og Skive med ca. 15 km. På gr. af krig stilledes projektet i bero, men i begyndelsen af 1950'erne aktualiseredes det igen, ikke mindst fordi landmænd ved Hjarbæk Fjord så en mulighed for, at vandstanden i fjorden kunne reguleres og store engarealer (ca. 1000 ha) sikres mod saltvandsoversvømmelse, hvis man anlagde en dæmning i stedet for en bro. Denne løsning var attraktiv for det daværende Viborg Amt, idet medfinansiering via landvindingsloven fra 1953 ville billiggøre vejprojektet.

Planerne medførte kraftige protester fra en del af befolkningen omkring fjorden vedr. forringelse af områdets æstetiske kvaliteter, forringede levevilkår for fiskeyngel, tab af fiskerimuligheder og forringede forhold for skibsfarten.

I 1954 udarbejdedes et skitseprojekt til en dæmning og i 1957 gav Statens Landvindingsudvalg tilsagn om anlægstilskud. Fiskeriministeriet modsatte sig på fiskerierhvervets vegne dæmningsprojektet, som ville gøre Hjarbæk fjord til en ferskvandssø. Viborg amtsråd anmodede derfor landbrugsministeriet, fiskeriministeriet, ministeriet for offentlige arbejder og Statens landvindingsudvalg om at træffe afgørelsen om dæmning eller bro. I 1960 meddelte landbrugsministeriet, at regeringen foretrak dæmningsløsningen af landøkonomiske grunde. Virksunddæmningen blev herefter bygget i perioden 1963-66.

Efter anlægsarbejdets påbegyndelse anmodede fiskeriministeriet om, at mindst en af afvandingssluserne måtte blive holdt åben. Dette gav anledning til en disput om, hvorvidt sluseregulativet kun skulle tjene landøkonomiske formål. Dette ønskede Viborg Amtsråd ikke af både besejlingsmæssige og æstetiske årsager (undgåelse af ekstrem lavvande). En nedsat arbejdsgruppe, hvori de forskellige sektorinteresser (landbrug, fiskeri ) var repræsenteret kunne ikke nå til enighed, og amtsrådet vedtog derfor et foreløbigt regulativ, som har været anvendt frem til 1991.

En af Hjarbæk Fiskeriforening anlagt erstatningssag mod Viborg Amtsråd blev forligt i 1975 uden erstatning (idet fiskernes tab ikke kunne dokumenteres).

2. Sagsforløb (fortsat)

Igennem 1970'erne udviklede miljøforholdene i Hjarbæk Fjord sig ugunstigt i forhold til fiskeriinteresserne og de rekreative interesser. Limfjordsundersøgelsen 1973-75 viste, at fjorden var et af de områder i Limfjorden, som var hårdest ramt af for rigelig tilførsel af næringssalte (eutrofiering). Den dårlige vandkvalitet gav sig bl.a. udtryk i insektplage (dansemyg) og dårlige levevilkår for ferskvandsfisk. I årene 1978-80 var der en heftig lokal debat om nødvendigheden af at ændre fjordens miljøtilstand til fordel for dens rekreative værdi og de fiskerimæssige interesser. Debatten kulminerede med aflevering af 10.000 protestunderskrifter til Viborg Amtsråd. Miljøproblemerne og protesterne foranledigede i 1981 Viborg Amtsråd til at invitere Landbrugsministeriet, Fiskeriministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet for Offentlige Arbejder, Århus Amtsråd, Nordjyllands amtsråd, Viborg byråd, Skive byråd, Møldrup kommunalbestyrelse, diverse landøkonomiske foreninger, Virksund og omegns fiskerforening, samt rekreative og lokale interesser til et samarbejde om fastlæggelse af:

1) Målsætning og vandkvalitetskrav til Hjarbæk fjord (ferskvands- contra saltvandstilstand).

2) Det retlige grundlag for dæmningens etablering og sluseregulativets udformning.

3) Myndighedsbehandlingen, som skal finde sted for at en given målsætning kan gennemføres.

Der nedsattes en styringsgruppe for samarbejdet med deltagelse af de ovenfor nævnte myndigheder og organisationer samt 3 projektgrupper vedrørende: (a) undersøgelser og modelberegninger, (b) fiskeriøkologiske og fiskerimæssige forhold, og (c) jura og økonomi. I dette regi gennemførtes i 1981-82 et omfattende undersøgelses- og udredningsarbejde, som mundede ud i 3 forslag:

1) Ferskvandstilstanden bevares.

2) Slusedriften ændres således, at der opnås brakvandstilstand.

3) Sluseåbningen øges, så der opnås samme saltholdighed som før dæmningens etablering.

Efter offentlige møder og høring af interessenterne besluttede Viborg Amtsråd i maj 1983 at fastholde ferskvandstilstanden. Det besluttes at udsætte ål og helt i fjorden, sidstnævnte som led i bekæmpelse af myggeplagen (sammen med en slusetætning).

Et forslag til folketingsbeslutning om genetablering af den tidligere saltvandstilstand bortfaldt i 1984 som følge af stemmelighed.

I 1983/84 udarbejdedes en recipientkvalitetsplan for Hjarbæk Fjord, som fik tilslutning fra Århus, Nordjyllands og Viborg amter. (Miljøministeriet tilslutter sig "i princippet", men afventer regionplantillægget). I marts 1985 vedtages regionplantillægget med Hjarbæk fjord som en ferskvandssø med basismålsætning.

2. Sagsforløb (fortsat)

I maj 85 afleverede "Hjarbæk Fjord Komiteen" 1000 underskrifter med ønske om saltvandsstatus. I januar 1986 beslutter Viborg Amtsråd, at der skal laves undersøgelser af den igangværende udvikling i fjorden bl.a. med sigte på en evt. senere ændring til saltvandstilstand.

I 1987 besluttede Viborg Amtsråd, at målsætningen skal være en genetablering af fjordens saltvandsstatus. Drøftelser med staten om et økonomisk medengagement til en større dæmningsændring forbliver resultatløs. I april 1991 bliver sluseportene åbnet, og miljøovervågningen intensiveret. Landbrugserhvervet kræver erstatning både for tab af areal og tab af afgrøde. Erstatningssagen kører p.t. (1997) i Landsretten. Viborg Amt har foreløbig udbetalt 8 mio. kr. i arealerstatning.

Status ultimo 1997: Den senest ønskede miljøtilstand er ikke etableret, men myggeplagen er væk. Vegetationen er ikke genskabt, idet bunden er død i størsteparten af fjorden på gr. af manglende ilttilførsel, og der er stor algeproduktion i overfladen. Fuglelivet i området er reduceret. Der er foreløbig ikke afsat midler i Viborg Amts budget til at ombygge slusen og etablere fuld saltvandsstatus.

I Regionplan 1997-2009 for Viborg Amt er Hjarbæk fjord omfattet af den skærpede kvalitetsmålsætning for søer og kystvande.

Vandmiljøplan 2 kan muligvis bidrage til at skabe den langsigtede løsning.

3. Involverede myndigheder/lovgrundlag

Landbrugsministeriet i henhold til landbrugslovgivningen og landvindingsloven vedr. landbrugsinteressen.

Fiskeriministeriet i henhold til saltvandsfiskeriloven og ferskvandsfiskeriloven vedr. erhvervs- og sportsfiskeriinteressen.

Ministeriet for offentlige arbejder i henhold til landvindingsloven.

Miljø- og Energiministeriet i henhold til planloven.

Viborg Amt i henhold til planloven og som miljømyndighed og vejmyndighed.

Øvrige Limfjordsamter som miljømyndigheder i Limfjordsområdet.

Case: Skive trafikhavn (Lokalplan nr. 101. Kommuneplantillæg 8)