Forslaget har til formål at fremme en bæredygtig udvikling ved at
foreskrive, at der skal foretages miljøvurderinger af planer og
programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på
miljøet.
Forslaget retter sig til de statslige, amtslige eller kommunale
myndigheder, som i henhold til lovgivningen er forpligtigede til at
udarbejde en plan eller et program, som kan få væsentlig indvirkning
på miljøet. Det drejer sig især om planer indenfor en række
sektorer, som fastlægger rammer for fremtidige anlæg samt om planer,
som kan påvirke et udpeget internationalt naturbeskyttelsesområde
væsentligt.
Der indføres med forslaget pligt for myndighederne til at foretage
miljøvurdering af disse planer og programmer samt til at inddrage
relevante miljømyndigheder for at få fastlagt omfanget og indholdet af
miljøvurderingerne. Myndigheder og offentligheden skal efterfølgende
høres om udkast til plan eller program og om de udarbejdede
miljørapporter.
Lovforslaget har baggrund i EF-direktiv
2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og
programmers indvirkning på miljøet. En gennemførelse af forslaget vil
medføre, at de krævede miljøvurderinger vil forbedre
beslutningsgrundlaget i henseende til miljøhensyn i forbindelse med
udarbejdelse af planer og programmer med miljømæssige konsekvenser,
hvorfor forslaget vurderes at have en positiv effekt på miljøet.